TEMA: RADIKALISERING. Pædagoger forebygger radikalisering. Uden en god relation får du ikke unge til at lytte

Det er vinterferie, og en gruppe børn er samlet i fælleshuset.

’Jeg vil gerne spørge om noget, men jeg tør ikke rigtigt,’ siger en pige på ni år til pædagog Trine Harslev.

Pigen har, ligesom de fleste af de andre børn omkring hende, indvandrerbaggrund. De sidder i fælleshuset i boligområdet Søparken i Køge, hvor Trine Harslev er gadeplans-

medarbejder. De fleste har indvandrerbaggrund, men der er også tre pæredanske børn, den ene har sin mor med. Det er en uge efter angrebet på Krudttønden og den jødiske synagoge i København.

’Hvisk det bare til mig’, siger Trine Harslev til pigen, der tøver. Så hvisker hun alligevel i Trines øre. ’Jeg forstår ikke, hvordan det kan være, at danskerne tør være sammen med så mange muslimer?’

»Jeg spurgte hende, om hun synes, at muslimer er farlige, men så ville hun ikke tale mere om det. Når sådan en lille pige siger den slags, tænker jeg, ’puha, der er virkelig brug for nogle voksne til at tale med de her børn’,« fortæller Trine Harslev om oplevelsen, da Børn&Unge er på besøg i Søparken for at tale med pædagogerne i området om radikalisering og forråelse i de bandemiljøer, som også har indtaget forstaden.

Søparken har været et brændpunkt i bandekrigen mellem Køges to rivaliserende bander Bloodz og Black Cobra. Netop her blev 22-årige Thimo Zevenbergen i 2010 skudt og dræbt i en ’drive-by-shooting’, mens han sad i en parkeret bil i Søparken, hvor Bloodz regerer.

De seneste år er bandekrigen stilnet af i området, og der har ikke været skyderier i de snart to år, Trine Harslev har arbejdet i området.

Der er i den grad brug for flere voksne, der kan tale med børn og unge i det udsatte boligområde, mener Trine Harslev. Det vil betyde noget for at forebygge den ekstremisme og radikalisering blandt de unge, som hun oplevede for et års tid siden, da nogle af de unge mænd, der kom i onsdagscaféen i Søparkens fælleshus, begyndte at tale meget om islam, når de var der.

»Det var meget snak, blandt andet om at indføre sharialov i Danmark og ’ud med demokratiet’ og den slags. Særligt én var meget toneangivende,« fortæller hun.

Det førte til en frygt hos nogle af de mindre børn, som ikke havde nogen at spørge til råds, og betød, at Trine Harslev begyndte at have fokus på radikalisering til islamisme blandt de unge i bandemiljøerne. Især de unge, der vil ud af banderne og mangler den identitet, bandemiljøet gav dem, griber ud efter religionen, nogle gange i en ekstrem version, mener hun.



Uden for fællesskabet. Omar Abdel Hamid El-Husseins terrorangreb og hans baggrund som kriminel med tilknytning til bandemiljøet har givet anledning til

eftertanke i Køge.

»Jeg er ikke enig i hans handlinger, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at han også var syv år engang og spillede fodbold. Hvad gik galt?« siger Trine Harslev.

Hun genkender karakteristikken af den rodløse dreng fra sin hverdag, hvor hun er i kontakt med forstadens bandemedlemmer og tidligere bandemedlemmer på gaden i Køge.

Hun ser den forråelse, der måske førte til, at han turde gøre det. Hun genkender sociologen Aydin Soeis beskrivelse af en social taberposition og opfattelsen af, at skillelinjen mellem dem, der søger den subkulturelle anerkendelse i grupper og stiller sig uden for det større fællesskab, og dem, der ikke gør, består i, at man ikke har noget at miste ved at begå kriminalitet.

»Det hele falder tilbage på at føle sig uden for fællesskabet og samfundet, og så må man finde sit eget,« siger Trine Harslev. Der står både banderne og de radikaliserende miljøer klar med anerkendende skulderklap.



Relationer rykker. Trine Harslev har ikke en gylden opskrift på, hvordan rekrutteringen til miljøer, der måske kan fostre

attentatmænd, kan stoppes. Men langt hen ad vejen kan fællesskab, relationer og en tidlig indsats gøre en stor forskel, er hendes oplevelse.

»Vi skal finde en måde, hvor vi får de børn til at føle sig som en del af det danske samfund. For det er ikke det, de præsenterer sig som,« siger Trine Harslev.

»Jeg har små drenge, hvor jeg ved, at deres brødre er bandemedlemmer, og jeg håber bare hver gang, at den indsats, der bliver gjort for denne her dreng, betyder, at han ikke gør det samme.«

Som gadeplansmedarbejder har Trine Harslev opbygget relationer til mange af de hårde drenge. Den tillid, hun har opbygget, gør, at de unge kommer til hende med deres spørgsmål og tvivl. De ved, at hun er på deres side og kan hjælpe dem. Hun oplever, at de unge sagtens kan rykkes af voksne, der vil dem.

»Men uden relationen får du ikke en ung til at lytte,« siger hun.

Der er et kæmpe potentiale i at prioritere en tidlig indsats for de unge i de udsatte boligområder. Det mener Pia Borg, der leder SSP-samarbejdet i Køge. Her har også skolen, klubberne og det frivillige foreningsliv en stor rolle at spille for at få de unge til at føle sig som en del af fællesskabet, mener hun.

»Hvis man ikke har det godt i sin hverdag, så søger man et sted hen, hvor man oplever at få status og får hovedrollen i noget, hvor man ikke hele tiden skal kæmpe. Det oplever de unge, de får i banderne. Banderne er

afhængige af alle dem, der bliver udstødt, for de går til banderne.«

Derfor har skolen et stort ansvar for at få alle børn og unge til at føle sig velkomne i fællesskabet, og det samme har klubberne, også når det er hårdt. Derfor skal klubberne arbejde mere med, hvordan man ansvarliggør de unge i forhold til klubbens funktioner, mener hun.

»Nogle gange er det nemmere som voksen at gøre det hele selv. Men idéen med hele tiden at inddrage de unge og fortælle dem, at de kan bestemme inden for nogle rammer, giver jo bonus. Dilemmaet er, at med nogle af de rigtigt bøvlede unge, så er det næsten en befrielse, når de ikke er der, fordi de fylder så meget,« siger Pia Borg. Hun ser en voldsom udfordring for klubberne, men samtidig en nøgle til at løse problemerne.

»Der er fællesskabet, og der er rollemodellerne, der kan sige til den unge, der er på vej ud af fællesskabet, at ’du er velkommen, men du skal ikke være aggressiv eller have din egen dagsorden hele tiden’.«



Fællesskab i klubben. I Køge har netop fællesskabet i klubben Bag Skorstenen, der ligger tæt på Søparken, gjort en positiv forskel for mange af de unge med indvandrer-baggrund i ’lillebrorgenerationen’, som ikke har valgt at følge i deres storebrødres fodspor ind i banderne. Her mødes de unge fire aftener om ugen og hænger ud ved poolbordet eller i de sorte lædersofaer. Pædagogerne i klubben er ikke bekymrede for radikalisering eller ekstremisme blandt de unge, selvom flere går meget op i deres religion og også har en op-levelse af at blive marginaliseret på baggrund af den, fortæller klubpædagog Anders Olsen.

De unges stærke fællesskab i klubben har betydet, at de ikke søger bandefælles-

skaberne på gaden, som deres større brødre. Det fortæller Fatti Hamad, der er pædagogstuderende og arbejder i klubben to aftener om ugen.

»Var de drenge ikke her i klubben, var de endt præcis samme sted som deres større brødre, det er helt sikkert,« siger han.

»Det er jo derfor, vi holder åbent. For at de her drenge ikke skal ende på gaden.«

I klubben er de unge meget opdelt. Danskerne sidder for sig, og indvandrerne sidder for sig.

»Det er ikke fordi, de hader hinanden, men de er meget forskellige. Indvandrerne råber højere og fylder mere, når de er i klubben,« siger Fatti Hamad.

Drengene med indvandrerbaggrund kommer meget til netop Fatti Hamad, der kan diskutere spørgsmål omkring islam og situationen i Mellemøsten, som nogle af de andre voksne i klubben ikke ved så meget om.

»Hvis man vil de unge, kan man hjælpe dem. Jeg tror på, at man kan ændre nogle holdninger og væremåder,« siger han.