TEMA: Psykologens råd. Massiv onani er altid bekymrende

De fleste børn finder på et tidspunkt ud af, at det er rart at røre ved sig selv eller lade et andet barn gøre det, ofte som en del af en uskyldig doktorleg i puderummet eller på børneværelset. De spæde uskyldige erfaringer skal børn have lov til at gøre sig uden voksenindblanding og løftede pegefingre, som kan få børn til at skamme sig over deres krop og lyst, mener psykolog Katrine Zeuthen. Voksne skal altså ikke nødvendigvis føle, at de skal gribe ind eller forholde sig til børns onani. Omvendt er der situationer, hvor de kan være nødt til at gøre det, fordi onanien kan være barnets indirekte råb om hjælp.



Er det normalt, at børn onanerer?

»Det er normalt, at børn rører ved sig selv, og så går de fra det igen. Det vil altid bekymre mig, hvis et barn onanerer meget. Der er stor forskel på dét og så, at en dreng eller pige piller lidt, og bagefter leger med Lego. Hvis et barn onanerer meget, er det tegn på, at barnet har brug for at lukke noget ude og lukke sig inde i sig selv. Det er svært at sige, hvad der gør, at barnet griber til onanien, det kan der være alle mulige grunde til. Når barnet opdager onani, som jo er dejligt, og samtidig har behov for at blive beroliget, kan det være rigtig svært at få ­barnet til at give slip igen. Fordi det virker meget effektivt.«



Hvorfor gør nogle børn det meget?

»Når barnet lukker sig inde i sig selv, så bør man undre sig over, hvad barnet lukker ude og ikke vil forstyrres af. Barnet gør noget, der i en eller anden forstand er tilfredsstillende. Det har opdaget noget, som er effektivt. Børn onanerer ikke for at få orgasme, for det aner de ikke, hvad er. Jeg tror, de gør det for at opretholde en spændingstilstand for at undgå at blive tomme. Orgasme har den modsatte effekt og tømmer kroppen for spænding.«



Hvad oplever børn, når de onanerer?

»Det ved jeg ikke, for jeg er ikke barn længere. Men jeg tror, de oplever en ro og en evne til at være i deres egen verden – en kropslighed og en tilstand, som ikke er forstyrrende på samme måde, som vores psyke kan være, som når barnet fx er bange, eller når det er svært at indgå i ligeværdige legerelationer.

Barnet slipper for noget og fylder sig samtidig med noget andet. Det er som at spise slik eller spille på iPad, helt umiddelbart tilfredsstillende. Freud ville kalde det ’en autoerotisk tilstand’. Min vej vil altid være at prøve at forstå, hvilken betydning og funktion det har for barnet, og hvordan vi kan forstå barnets relationer til andre.«



Hvad kan pædagoger gøre?

»De kan insistere på at trække barnet ind i relationerne og bruge ekstra energi på at observere, hvorfor det er svært for barnet, og de kan hjælpe barnet med at være i relationer med andre. Hvis det fortsætter, vil jeg anbefale at opsøge mere specialiseret hjælp. Vi bliver så nervøse for at fordømme noget, vi voksne forstår som seksuelt, og som vi selvfølgelig ikke helt kan forstå, hvad betyder for barnet. Seksualitetens udgangspunkt etableres før puberteten, hele vores sanselige interaktion med vores primære omsorgsgivere har grundlagt, hvad det vil sige for os at være lystfulde og indgå i samspil med et andet menneske. Det er vigtigt, at børnene får hjælp, inden de kommer i puberteten og får en begyndende indsigt i, hvad voksen og kønslig seksualitet er og betyder.«



Katrine Zeuthen, psykolog med speciale i børns seksualitet: Min vej vil altid være at prøve at forstå, hvilken betydning det har får barnet.