TEMA: PSYKISK ARBEJDSMILJØ. Charlotte gik ned med stress. Kroppen sagde fra

På det lille sortbejdsede sofabord i stuelejligheden i udkanten af Ballerup nordvest for København ligger der oven på lokalbladene og under neglesaksen en bunke bøger. Øverst en med titlen ‘Stress eller ikke stress – valget er dit’.

»Den bog er blevet min bibel,« fortæller beboeren af lejligheden, den 43-årige pædagog Charlotte Hansen, som i dag med sikkerhed i stemmen kan sige, at hun aldrig mere får stress.

At nå hertil har været en lang og smertefuld proces. I nu månedsvis har hun været sygemeldt fra sit arbejde. I timevis har hun talt med både en psykolog og en coach. Kilometer efter kilometer har hun trasket rundt om den nærliggende Sønder Sø. Hun har drukket litervis af beroligende te med lakridsrod, strikket metervis af halstørklæder, set og genset sin yndlings tv-serie ’Sex in the City’, pløjet sig igennem stakke af selvhjælpsbøger, taget lange varme bade og forsøgt at slappe af til musik.

»Jeg havde så travlt med at gøre alt det, bøgerne sagde, man skulle, for at få det bedre. Men i starten fik jeg bare mere stress. Jeg læste, at en eller anden øvelse var den vigtigste for at komme ud af stressen. Men jeg kunne ikke finde ud af den og ringede til min coach, stortudende, for så blev jeg jo aldrig rask. ’Charlotte, så lad være med at lave den øvelse’, sagde coachen til mig. Jeg havde slet ikke tænkt, at jeg bare kunne droppe den. Så rigid og fastlåst i mine tanker var jeg,« fortæller hun.

Ligesom Charlotte i starten af sin sygemelding var fanget i tanken om at skulle blive rask på et splitsekund, havde hun på sit arbejde i vuggestuen Juvelen i Københavns Kommune været fanget i at være superpædagogen.



På overarbejde. Charlotte Hansen kan ikke huske nogensinde at have sagt nej, hvis en kollega bad om hjælp. Hun er typen, der tager to hovedpinepiller og trods sygdom går på arbejde. Hun er vuggestuens sikkerhedsrepræsentant, kommunens ambassadør for et projekt om tidlig indsats og den, der altid står for julefrokosten eller arrangerer biografture for personalet. Hun er også timekoordinatoren, som lægger skemaer, så hverdagens gøremål trods sygemeldinger kan gå op.

Det var netop de mange sygemeldinger i den godt 70 børn store vuggestue, der, kombineret med Charlottes store engagement i arbejdet, udløste stressen.

»Det er ikke det pædagogiske eller mine tillidsposter, som stresser mig. Jeg har valgt pædagogfaget, stedet og mine opgaver, fordi jeg brænder for det. Jeg elsker at være pædagog. Men når man planlægger, at man er tre til en børnegruppe på 12, og så kun én eller to møder ind på arbejde, er det svært at leve op til alle de gode ting, man vil gøre for børnene,« siger Charlotte.

Hun har været pædagog i otte år og ansat i Juvelen i tre. Vuggestuen ligger i bydelen Husum og har mange inklusionsbørn, børn med sager og et forældresamarbejde, der ofte kræver brug af tolke, og der er mange børn pr. voksen. Alt for mange ved sygdom.

»Jeg sagde altid: ’Vi klarer den’. Og havde en kollega på en anden stue svært ved at putte et barn, så kunne jeg også det, for jeg vidste lige, hvordan det skulle gøres. Jeg prøvede bare at løbe stærkere, når vi var nede på personale. Jeg holdt til sidst op med at holde pauser, fordi man alligevel ikke kunne nå at sætte sig. Da presset var værst, havde jeg oparbejdet over 70 overarbejdstimer, fordi jeg tog dokumentationsopgaver, børnesager og planlægning med hjem,« fortæller Charlotte.



Nede med stress. Charlotte Hansen har nu været sygemeldt siden 3. marts i år, og var det også i fem uger fra midten af november 2013, men hun kom for hurtigt tilbage på job.

»Jeg troede, jeg havde det godt igen, men jeg havde bare fået lidt kunstigt åndedræt. Jeg havde slet ikke forstået, hvad min krop prøvede at fortælle mig. Jeg hyperventilerede, havde hjertebanken og lå vågen til klokken 5 om morgenen. Men jeg var kun i mit hoved og ikke i stand til at se det, så jeg kørte bare på,« fortæller Charlotte.

Men i januar holder stressterapeuten Thomas Milsted foredrag i vuggestuen, og Charlotte bliver utilpas, da han beskriver, hvad det er, der sker i kroppen ved stress, og hvordan nogle meget engagerede typer kan være mere disponeret for at blive ramt. I ugerne efter får hun det dårligere og dårligere, og en onsdag morgen kan hun ikke komme op af sengen og aftaler med souschefen at blive hjemme til mandag, hvor de kan holde møde med lederen.

»Hele tiden tænker jeg kun, jeg skal blive rask, jeg skal blive rask, så jeg får slet ikke ro på. Til mødet snakker vi om at gå ned i tid, men da jeg rejser mig, står jeg sådan og svajer. ’Du er jo syg Charlotte’, siger min souschef så, og derfra er det direkte til lægen.«

Nu bliver Charlotte for alvor panisk, og hendes mor må flytte ind i en måned og sørge for mad og indkøb og for Charlottes 14-årige søn.

»Jeg sidder bare og stirrer ud i luften, med armene ned langs siden, eller jeg strikker,« siger hun.



En ny chance. I Charlottes stue står en kurv fyldt til randen med strik­produktioner fra de seneste tre måneders sygemelding. Charlotte har fundet nogle meditative redskaber, som giver hende ro, men især roser hun coachingen for at hjælpe hende ud af stressen. Hun føler sig på en måde født på ny. Hun er blevet mere hel.

»Det første min coach sagde til mig, var, at jeg skulle lære at lytte til mig selv og min krop. ’Ellers er det spild af 160 centimeter, og du ender med stress­lammelser og næsen helt nede i sølet’.

Charlotte skulle helt ned at vende for at komme op igen, men som i alle kriser, man kommer igennem, synes hun at være blevet klogere. I uge 30 ­efter sommerferien skal hun efter planen tilbage på arbejdet.

»Jeg ser det her som min chance for at ændre tingene til det bedre. Jeg kommer til at arbejde på en helt anden måde. Mit engagement er stadig mit drive, men jeg vil være bedre til at beskytte mig selv. Jeg vil aldrig mere have stress. Intet arbejde er det værd,« siger Charlotte.



Charlotte anbefaler bogen du ikke behøver at vente med at læse, til du har fået stress. ’Stress eller ikke stress – valget er dit’ af stresskonsulent Bjarne Toftegård. Forlaget Go'Bog, 104 sider, vejl. pris 148 kroner.



Charlottes råd, hvis du er …

Stressramt: Lær dig selv at sige ’pyt’ til de ting, du alligevel ikke kan ændre. Jeg vil aldrig mere hidse mig op, når de samme forældre gang på gang henter deres barn kl. 17.15. De er ligeglade, og det er mig, der bruger energi på frustrationen.

Kollega: Lad den stressramte få fred fra alt arbejdsrelateret under sin sygemelding. Jeg var glad for opmuntrende og støttende sms’er, men også glad for i store træk at få fred fra arbejdsrelationer.

Leder: Tag ansvar for og vis lederskab. Følg procedurerne. Det vigtigste er at indgyde tryghed i ansættelsen. Mine ledere var gode til at se tegnene og under min sygemelding at sige: ’Det er her, du hører til. Det tager den tid, det tager. Og vi venter på dig’.