TEMA: PROFESSIONEL KÆRLIGHED. Ole Schouenborg. Pædagoger slides op af tætte relationer

Pædagoger skal kunne elske børn, men med måde. Elsker de for meget, ender de med at give ukvalificeret ’skumgummi-nærvær’ og slides op. Det mener psykolog Ole Scouenborg, lektor gennem mange år på Professionshøjskolen UCC.

»Ligesom der er grænser for den fysiske kærlighed, er der også grænser for den psykiske. Alligevel er der en god gammel kristelig forestilling om, at kærligheden ingen grænser kender, og den gennemsyrer tænkningen i forhold til pædagoger og andre omsorgsarbejdere,« siger han.

Ole Schouenborg mener, at der er en grænse for vores psykiske apparats funktionsevne i forhold til nærvær.

»Pædagoger er i stand til at producere nærværende samspil i tre ud af otte timer. Resten af tiden er de i standby-tilstand eller fraværs-tilstand. Det eneste, pædagoger kan gøre for at holde til de tætte og nærværende relationer, er at være gode til at ’klikke’ af og på og tage en mental timeout indimellem,« siger han.

De tre timers nærvær har han talt sig frem til ved at observere pædagogers samspil med børn i et pilotprojekt som forberedelse til et større forskningsprojekt, der skal finde frem til, hvordan pædagoger kan overleve det udmattende relationsarbejde.

Ole Schouenborg er ikke enig med Ole Henrik Hansen i, at nære relationer giver overskud. For når pædagoger har produceret en masse relationelle samspil, som har været vellykkede, går de måske nok glade hjem, men de går ikke opladede hjem.

»På gode dage går man træt hjem på den fede måde, men man går altid træt hjem. Små succesoplevelser giver altid en smule mere energi, men man kan ikke lade op gennem en masse værdifulde samspil. Der er et hovedbatteri i vores psykiske apparat, som bliver træt, og så er der nogle små midlertidige kondensatorer, der kan få lidt energi i løbet af arbejdsdagen, når vi laver noget vellykket. Men hovedbatteriet bliver slidt, og det gælder i særlig grad for dem, der spiller sammen med folk, der har det skidt,« siger han.