TEMA: PROFESSIONEL KÆRLIGHED. Ekspert i mistanke om pædofili. Frygt for anklager påvirker glæden ved børn

Efter flere sager om seksuelle overgreb, der også har involveret pædagoger eller pædagogmedhjælpere, er der en tendens til, at man kan mistænke folk, som viser glæde ved børn. Det rammer pædagoger, hvis arbejde er at give børn en tryg og udviklende hverdag, mener Else-Marie Buch Leander. Hun har i gruppen Paradox på Aarhus Universitet undersøgt de retningslinjer for blandt andet fysisk adfærd, som mange pædagoger er underlagt for at forebygge mistanken om overgreb.

»Risikoen for mistanke har skabt en defensiv kultur, hvor frygten kan hæmme det faglige, og hvor det ikke er det menneskelige og intuitive, der bestemmer, men nogle mere eller mindre restriktive retningslinjer. På grund af en lille gruppe menneskers sygelige forhold til børn er den almenmenneskelige glæde ved børn blevet mistænkeliggjort. Det er paradoksalt, for man kan jo ikke være for glad for børn, men mistanken om pædofili har gjort det svært for pædagoger at vise den glæde,« siger hun.



Selvregulering. Else-Marie Buch Leander har været med til at udarbejde ’Retningslinjeundersøgelsen 2012’, hvor pædagoger og ledere i daginstitu­tioner og SFO'er har svaret på spørgsmål om retningslinjer i forhold til at beskytte børn mod seksuelle overgreb og personalet mod uberettiget mistanke om seksuelle overgreb. En fjerdedel af landets daginstitutioner og SFO’er har deltaget. 58 procent af dem havde indført retningslinjer.

Retningslinjer om fysisk kontakt var blandt de mest udbredte, men med mange variationer og grader, fortæller Else-Marie Buch Leander.

»Der kan endvidere, også selvom der ikke er retningslinjer, være en tendens til, at mange pædagoger, især de mandlige, af sig selv udøver en form for selvregulering og tilbageholdenhed. Det er blevet integreret i pædagogers omgang med børn og sidder på rygraden,« siger hun.



Bliver kunstigt. Konsekvensen kan være, at miljøet omkring børnene bliver mere professionelt distanceret og mindre varmt og kærligt, mener Else-Marie Buch Leander.

Nogle pædagoger siger, at det bliver mere koldt. Det kan både være i den fysiske omgang med børnene og i den mentale, fordi retningslinjerne betyder, at man ikke kan agere på baggrund af sin egen menneskelige og faglige intuition og dømmekraft. Man skal tænke ind, om en kontakt eller en måde at agere på kan misforstås.

»En del pædagoger beskriver, at det er ubehageligt, fordi det hæmmer den måde, de umiddelbart agerer på. Mange siger, at det bliver mere kunstigt, at de er mindre til stede i nuet, og at de ikke kan være så umiddelbare i samværet med børnene. Så konsekvensen er både fysisk og mental. Flere taler om, at trøst, som er en helt fundamental del af det pædagogiske arbejde, ikke mere kan lade sig gøre helt på samme måde, når de for eksempel ikke kan tage barnet på skødet,« siger hun.

Når pædagoger ikke kan tillade sig at komme for tæt på børnene, kan det påvirke tilknytningen. I nogle retningslinjer står, at der endog er forbud imod, at der knyttes særlige bånd mellem en voksen og et barn, fortæller Else-Marie Buch Leander.

»Og det er meget betænkeligt, i betragtning af at udviklingspsykologien fortæller os, at det er i de nære tillidsfulde relationer, at børnene udvikles og trives. For det er jo sværere at opnå en nær relation, når der er retningslinjer for eller direkte forbud mod både nær fysisk og følelsesmæssig kontakt,« siger hun.



Om forskeren

Else-Marie Buch Leander er medstifter af gruppen Paradox, der forsker i pædofilifrygt. Hun er ph.d.-stipendiat med projektet ’Frygt for seksuelle overgreb på børn’, som er finansieret af Aarhus Universitet og BUPL’s Forskningspulje.