TEMA. PRIVATE INSTITUTIONER: Nye undersøgelser. Stor begejstring i privaten

Både forældre og pædagoger oplever en række fordele i de private dagtilbud. Forældrene føler, at de får mere kvalitet og bedre service for pengene. Pædagogerne synes, at de får mere nærvær.

Bedre kommunikation mellem forældre og personale, mere tæthed og nærvær, større selvbestemmelse og højt engagement. Det er nogle af de fordele, forældre og pædagoger i de private daginstitutioner peger på, viser nye undersøgelser.

Analyseinstituttet EPSI har kontaktet 1.500 forældre med børn i kommunale og private dagtilbud her defineret som både de ’rene’ private og selvejende institutioner – i Danmark, Finland, Norge og Sverige.

I alle landene udtrykker forældre med børn i private institutioner særlig høj tilfredshed, fortæller Helene Söderberg, administrerende direktør for EPSI Danmark.

»Generelt scorer både de kommunale og private dagtilbud højt, men hos de private er forældrene mere tilfredse,« siger hun om resultatet fra den danske undersøgelse, hvor 200 forældre har deltaget.

»Den store forskel er, at forældrene føler, at de får mere kvalitet og bedre service i private institutioner. De oplever, at pædagogerne er mere engagerede, venlige og kompetente, og at ledelsen fungerer bedre. Kommunikationen mellem daginstitutionen og forældrene opleves også som bedre i private daginstitutioner,« forklarer Helene Söderberg.



Rusket rundt. Også en ny undersøgelse af UdviklingsForum, som bygger på kvalitative interview med forældre, pædagoger og ledere i private og kommunale daginstitutioner på Bornholm, peger på fordele hos de private. Ifølge Søren Gundelach, en af forskerne bag undersøgelsen, vinder de private daginstitutioner især på det store engagement.

»I flere af de private daginstitutioner er der hos både medarbejdere og forældre et stærkt og livgivende engagement, der virkelig holder institutionen kørende, og det kommer i sidste ende børnene til gode,« siger Søren Gundelach.

I undersøgelsen giver en række af de kommunale institutioner udtryk for, at de oplever at blive styret oppefra. Og det går ud over engagementet.

»Nogle danske kommuner har en stærk strategisk styring på dagtilbudsområdet, i den bedste mening, med kost, motion, inklusion, uddannelse og så videre. Det går nogle steder ud over engagementet på gulvet, for ’gør vi det for kommunen eller børnene?’,« siger Søren Gundelach.



Frihed og ansvar. Undersøgelsen tyder på, at der også er fordele ved at være en del af det kommunale fællesskab. Blandt andet er vidensdeling nærmest ikke eksisterende hos de private, da de ikke har et formaliseret netværk, hvor alle institutioner mødes for at inspirere hinanden.

»Mens de kommunale daginstitutioner får besked på, at nu er der sprog på dagsordenen, og derfor holder vi kursus, er det i de private daginstitutioner meget op til den lokale leder at organisere vidensdeling. Det kan være bekymrende i vore dage, hvor der produceres så megen ny viden. Men de private savner det ikke. Tværtimod synes de, at det er irriterende at spilde tid på møder,« siger Søren Gundelach.



Det viser undersøgelserne

Her er nogle af de fordele og ulemper, pædagoger og forældre oplever ved de to institutionstyper.



Private daginstitutioner

PLUS

● Større engagement hos de ansatte og bedre lederskab.

● Bedre service, kost og hygiejne.

● Forældrene er mere aktive og engagerede – ’det er vores institution’.

● Mere selvbestemmelse.

● Er typisk mindre og har mere nærvær.



MINUS

● De private institutioner er mere isolerede fra hinanden, og lederne står mere alene.

● Mangel på efter- og videreuddannelse. Nogle ansatte ser det dog som en fordel, da det giver mere tid sammen med børnene.

● Bøjer oftere officielle regler, lovgivning og overenskomster.



Kommunale daginstitutioner

PLUS

● De ansatte oplever at være en del af et større kommunalt fællesskab.

● Der er ’plads til alle’ og børn fra mange forskellige miljøer.

● Bedre muligheder for erfaringsudveksling og uddannelse.



MINUS

● Kravene om dokumentation har, ifølge de ansatte, taget overhånd.

● Indgreb fra kommunen skaber forstyrrelser – men nogle gange skaber det også positiv udvikling.

Kilder: ’Undersøgelse af brugertilfredshed i daginstitutioner 2013’ af EPSI Danmark, ’Private og kommunale daginstitutioner på Bornholm af UdviklingsForum.



Det mener politikere og foreninger

Der kommer flere private daginstitutioner. Her deler aktørerne på den børnepolitiske scene deres begejstring og bekymring.



Henning Pedersen, formand for BUPL

Et signal til kommunerne

»Privatoprettede institutioner er båret af ildsjæle, som ikke vil finde sig i nedlæggelser, eller som ønsker at etablere et alternativ til det kommunale. Det stigende antal privatinstitutioner er altså et signal til kommunerne om, at de ikke gør det godt nok. Der er et højt engagement i det private, for man vil virkelig noget, og det giver arbejdsglæde og er godt for både børn og medarbejdere, så derfor er det fint med et vist antal privatinstitutioner. Men det er problematisk, hvis der kommer for mange, for det vil betyde, at fællesskabet risikerer at gå fløjten. Det er nemlig kun de kommunale daginstitutioner, som er forpligtet til at sørge for plads til alle børn, også dem med forskellige handikap. Udlicitering er heldigvis endnu ikke slået an i Danmark, men der er grund til bekymring, hvis der i fremtiden vil blive oprettet daginstitutioner, hvor det eneste formål er at opnå profit.«



Manu Sareen (R), børneminister

Kvalitet, ikke ejeform, er vigtigst

»Det er fint, når forældre, pædagoger eller foreninger har lyst til at starte deres egen daginstitution. I Danmark har vi en lang tradition for at inddrage forskellige civilsamfundsaktører i opgaveløsningen, og det er alt sammen med til at styrke nærdemokratiet og forældrenes engagement. Jeg synes ikke, det skal være en politisk målsætning at fastsætte en grænse for, hvor mange private eller kommunale tilbud, der må eller skal være på dagtilbudsområdet. Det afgørende er ikke, om institutionen er privat eller kommunal – det vigtigste er, at institutionen, uanset ejerskab, er af høj kvalitet. Derfor bliver der stillet de samme krav til private og kommunale daginstitutioner, og alle skal lave pædagogiske læreplaner og tilrettelægge en pædagogik, så børnene i institutionen trives, lærer og bliver udviklet.«



Anna Mee Allerslev (R), formand for KL’s Børne- og Kulturudvalg

Brug for mere kommunal styring

»Generelt er det positivt, at borgerne kan vælge mellem offentlige og private dagtilbud. Men det er vigtigt at sikre, at de lever op til kommunernes faglige krav, og her ser vi gerne, at kommunerne får flere redskaber til at sikre dette. Jeg synes også, det vil være hensigtsmæssigt, hvis privatinstitutioner i højere grad bliver en del af de fælles tværfaglige børnemiljøer, som skabes i kommunerne, så vi på den måde får helhed og sammenhæng for børnene – for eksempel mellem daginstitution og skole. Endelig er det vigtigt, at kommunerne har mulighed for at sikre en balance mellem behov og antallet af pladser i dagtilbuddene. Vi kunne derfor godt tænke os, at lovgivningen i højere grad sikrer, at en kommune kan tilpasse antallet af dagtilbudspladser til et faldende børnetal, uden at det vanskeliggøres af, at der kan oprettes privatinstitutioner, som påfører kommunen merudgifter.«



John Hebo Nielsen, formand for DLO

Bliver presset til privatisering

»Set særskilt er det en fin udvikling, at der kommer flere private daginstitutioner, da det er vigtigt, at forældrene har et bredt udbud af forskellige dagtilbud at vælge imellem. Men det er uheldigt, at mange private daginstitutioner reelt opstår, fordi kommunen indirekte tvinger dem til det. Mange privatinstitutioner har tidligere været selvejende, men fordi kommunen synes, at de selvejende er besværlige, bliver de presset med lukning eller kommunalisering, og deres eneste alternativ er så at blive privat. Vi ser hellere, at de selvejende daginstitutioner, som både har deres selvstændighed og samtidig fastholder det brede samarbejde med kommunen, bliver bevaret.«

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.