TEMA: PENGE OG PÆDAGOGIK. Pas på juristerne.

Kommuner, der arbejder efter udenlandske pædagogiske koncepter, skal være varsomme med at tilpasse dem for meget til danske forhold. Udvikler de selv variationer af koncepterne, risikerer de et brev fra en advokat.

Socialstyrelsen støtter kommunerne i at bruge det amerikanske koncept De Utrolige År. Dermed samarbejder styrelsen med organisationen bag konceptet, men da styrelsen overvejede selv at udvikle et koncept med udgangspunkt i erfaringerne fra De Utrolige År, men målrettet dagplejen, var det alligevel mere jura end pædagogik, der blev diskuteret på styrelseskontorerne.

Programudvikleren kontaktede en dansk advokat, der gjorde styrelsen opmærksom på, at de skulle overholde ophavsretten.

Derefter valgte styrelsen at sætte udviklingen af det nye program i bero. I mellemtiden har organisationen bag De Utrolige År udviklet et nyt program til netop denne målgruppe, så nu er Socialstyrelsen i gang med at undersøge, om det nye program kan bruges i en dansk sammenhæng.

»Der kunne være opstået tvivl om overtrædelse af ophavsretten, hvis vi selv havde udviklet programmet baseret på De utrolige år,« vurderer Lise Bjerre Kyllingsbæk, faglig leder i Socialstyrelsen.



Udvandede koncepter. Når amerikaneren Carolyn Webster Stratton der har udviklet De Utrolige År, reagerede så stærkt, skyldes det, at hun oplevede det som et brud på ophavsretten, og at hun er bekymret for, at konceptet kan blive udvandet, når andre udvikler det uden at konferere og samarbejde med hende om de faglige detaljer. Samtidig var hun selv i gang med at udvikle et lignende program, forklarer psykolog Barbara Palmer, der fungerer som repræsentant for Carolyn Webster Stratton i Danmark.

»Hun har brug for medarbejdere rundtomkring i verden, der sørger for, at det kører efter konceptet. Det handler om, at programmet er evidensbaseret. Når man måler på effekten, er det vigtigt at gøre det på samme måde. Der skal være programtroskab, for at forskningen ikke bliver skæv,« forklarer Barbara Palmer og understreger, at programtroskab ikke blot handler om at følge en manual, men også om at tilpasse indholdet til den aktuelle sammenhæng, det indgår i.

Noget lignende gør sig gældende for det norske ICDP-program, fortæller Anne Linder, der er stifter af Dansk Center for ICDP og en af tre danske udbydere af uddannelse i konceptet.

»Hvis jeg oplever, at nogen uberettiget udbyder ICDP, så er det en sag for juristerne. ICDP er en beskyttet uddannelse i Danmark, hvor vi tre udbydere juridisk har forpligtet os til at følge principperne i det. Det handler blandt andet om at have et højt etisk og fagligt niveau. Derfor skal vi også indberette det til ICDP International, hvis vi opdager, at andre udbyder konceptet,« forklarer hun og tilføjer, at hun ikke kender til, at det skulle være sket.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.