TEMA. Pædagogstuderende alene i verden

Børn&Unge og pædagogstuderende Mette Kristensen ankommer til byen Lapu-Lapu, der er en stor kontrast til storbyen Cebu City 20 kilometer derfra.

I Lapu-Lapu går folk ikke på fortovene, men midt på gaden med bare fødder. Der er ingen højhuse med blanke, polerede facader, kun huse bygget af træplader og affald fra lossepladsen. Der er så meget snavs i luften, at man kan smage støvet på tungen. Der ligger affald i vejkanten, og hvis ikke det var for de madmarkeder, der ligger ned langs sidegaderne, ville farverne her kunne beskrives som gråt i gråt.

Vi drejer ned ad en lille gade. Mette Kristensen må dirigere taxachaufføren, der ikke er helt sikker på, hvor vi er på vej hen. For enden af vejen står en vagt i uniform foran en stor port. Der bliver vi lukket ind.

Arbejdsmænd er ved at male det ene af de to store huse, som nok har set træt ud før renoveringen. Her er Mette Kristensen i praktik. Børnehjemmet hedder Home Care Center for Children, og der kan bo op til 100 børn i alderen 6-18 år. Børnene er søgt hen mod skyggen, men løber hen til Mette, da vi træder ind ad porten. En 12-årig dreng tager hende i hånden og knuger sig ind til hende. Han giver nærmest ikke slip resten af dagen. Børnene hilser på Mette ved at tage hendes hånd op til deres pande. Det er en velsignelse, som man skal give de ældre.

Der er et hegn imellem et pigehus og et drengehus, I midten er et udendørs køkken og en basketballbane – det eneste udeareal her. Man må ikke lege sammen på tværs af køn, så børnene holder sig på hver sin side af hegnet.



Legetøj bag lås og slå. Begge huse har to etager. Ovenpå er en sovesal. Hos pigerne deles 32 piger om 15 senge. Nedenunder er der toiletter, kontorer og opholdsrum. Drengenes toiletter er i stykker, så de bruger ofte det lille udeareal som toilet. Der er ikke legetøj eller spil fremme.

»Det er låst inde,« fortæller Mette.

Legetøjet kommer kun sjældent frem, og de studerende ved ikke hvorfor. For de må ikke rigtig spørge om noget her. Det er en uskreven regel. De må heller ikke spørge ind til, hvad børnene har oplevet og været igennem. Men nogle gange gør de det alligevel, fordi de ikke kan lade være. Det går imod deres profession ikke at vide noget om børnene, fortæller de studerende.

Fælles for Mette og de fem andre pædagogstuderende, som Børn&Unge besøger, er, at de ofte er alene med mange børn på praktikstederne. Og det er ikke 10-15 børn, de er alene med. Flere steder er de alene med op til 40 børn, som de har ansvaret for og skal aktivere, når der er mulighed for det.



Intet personale. Sabine Mørch Nielsen og Louise Hensen har været i praktik på et drop-in center siden december 2017. Her sover drenge og piger i separate rum. Der er for få dage siden ankommet en lille dreng på fire år dertil, som ikke vil sove hos drengene, fordi de tvinger ham til at slå hovedet ind i væggen, indtil han bløder. De studerende er her ikke om natten, så de ser det ikke. Men personalet gør heller ikke noget, selvom de ved, at det sker.

»Det er hårdt at være i,« fortæller Sabine.

Det eneste personale, der er til stede den dag, Børn&Unge er på besøg, er en mand, som sidder med sin smartphone i hjørnet med musik i ørerne hele dagen. Resten af personalet sidder på kontoret. Børnene kommer ind direkte fra gaden og er ofte påvirkede af stoffer, når de banker på porten om natten for at få husly.

De seks studerende, som Børn&Unge har talt med, fortæller alle, at personalet på praktikstederne ikke er klar over, hvad de studerendes profession er. Det er de studerendes eget ansvar at sætte aktiviteter i gang, som stemmer overens med deres læringsmål, og det kan være svært, fortæller de.

Men ingen af dem fortryder, at de har valgt denne udlandspraktik. De har haft nogle personligt udviklende måneder, hvor de har arbejdet med fantastiske børn, fortæller de.