TEMA: PÆDAGOGISKE LÆREPLANER. Læreplaner er ok, men ....

Pædagogerne mener, at de pædagogiske læreplaner i udgangspunktet er en god ting, som styrker arbejdet med børnene. Men de savner tid til arbejdet og respons fra kommunen.

De pædagogiske læreplaner har i deres 10-årige levetid styrket arbejdet med børnene, og tiden, pædagogerne bruger på at udarbejde dem, er godt givet ud, fremgår det i en undersøgelse blandt BUPL’s medlemmer. Et stort flertal mener, at læreplanerne har styrket den pædagogiske praksis og professionen.

343 medlemmer, der arbejder i en vuggestue eller børnehave, hvor der skal udarbejdes en læreplan, har deltaget i undersøgelsen. Heraf mener tre ud af fire, at de er blevet bedre til at arbejde med læreplanerne. Næsten lige så mange mener, at de pædagogiske læreplaner har ændret sig, og 77 procent mener, at det er i en positiv retning.

Knap så positive er pædagogerne i deres bedømmelse af kommunernes brug af og respons på deres læreplansarbejde. Halvdelen mener ikke, at de får brugbare tilbagemeldinger, og 37 procent mener ikke, at kommunen bruger de pædagogiske læreplaner til at udvikle daginstitutionerne.



Det viser undersøgelsen

73 procent er enige i, at pædagogiske læreplaner styrker arbejdet med børnene.

60 procent er enige i, at den tid, de bruger på at udarbejde læreplaner, er givet godt ud.

75 procent er enige i, at de er blevet bedre til at arbejde med læreplaner i de 10 år, de har eksisteret.

67 procent er enige i, at læreplanerne udvikler deres pædagogiske praksis og styrker professionen.

50 procent er uenige i, at de får brugbare tilbage­meldinger fra kommunen.

37 procent er uenige i, at kommunen bruger lære­planerne til at udvikle daginstitutionerne.

69 procent mener, at arbejdet med læreplanerne har ændret sig i løbet af de 10 år, heraf mener

77 procent, at det er i en positiv retning.

343 pædagoger i BUPL’s medlemspanel har deltaget i undersøgelsen.



Det siger pædagogerne om læreplaner

86 pædagoger har kommenteret arbejdet med læreplanerne i undersøgelsen. Heraf er 38 negative, idet de mener, at tid til udarbejdelse, dokumentation og evaluering går fra børnene. 27 er positive, fordi de mener, at det er med til at systematisere og synliggøre deres arbejde. 21 har en både-og-holdning, idet de er for læreplanerne, men af forskellige grunde alligevel ikke synes, at de virker. I denne sidste kategori er der mange, der beklager, at de på grund af områdeledelse ikke mere er med til at udarbejde læreplanerne. Læs her, hvad pædagogerne siger:



»Det er et dilemma i arbejdet med læreplanerne, at tiden til det pædagogiske arbejde er så sparsom, at det nærmer sig offentligt omsorgssvigt.«



»Vi er blevet bedre til ikke at skulle opfinde den dybe tallerken igen og igen.«



»Læreplanerne bliver hos os brugt til – på en struktureret måde – at synliggøre alt det, vi i forvejen gør. I begyndelsen skabte de vigtig fælles refleksion, men de bruges ikke i dagligdagen som afsæt for aktiviteter.«



»Kommunen bruger læreplanerne til at tørre røv i. Det er fup og fis det hele. Desværre er vores fagforening hoppet på de vindfrikadeller.«



»Den største udfordring ligger i at få mål og visioner til at spille sammen med de faktiske muligheder.«



»Tror desværre, at kommunen er fuldstændig ligeglad, de vil bare have billige institutioner. Men ude i marken arbejder vi bevidst med læreplanerne i det omfang, vi kan med den personaledækning, vi har.«



»Synes, at ejerskabet til læreplanerne er blevet markant mindre, efter at vi er blevet sammenlagt til én stor institution.«

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.