TEMA: PÆDAGOGISKE LÆREPLANER. Det enkelte barns fremskridt er i fokus

Med læreplanerne ønskede man at styre gennem dokumentation. Pædagogerne skulle til at beskrive mål og metoder, dokumentere og evaluere. Den systematik, det har medført, har ændret den pædagogiske praksis, fordi pædagogerne skal sikre sig, at de når målene.

»Dette ’sikre sig’ er noget nyt, der er med til at definere den pædagogiske faglighed, så den nu i højere grad er orienteret mod, at det enkelte barn udvikler sig, som det skal,« siger Maja Plum, adjunkt, ph.d. i pædagogik ved Københavns Universitet og forfatter til den nyligt udkomne bog ’Den pædagogiske faglighed i dokumentationens tidsalder’.

Maja Plum har observeret pædagogers ­arbejde med læreplanerne i tre daginstitutioner, og i den praksis, som dokumenteres, kan hun se, at der zoomes ind på det enkelte barn for at kortlægge dets fremskridt inden for temaerne i læreplanen. Der er et øget fokus på, om barnet kan ræsonnere sig frem til den forståelse eller læring, der er målet med aktiviteten.

»Fordi læreplanerne er bundet så tæt op på styringen af den offentlige sektor, der skal sikre ’value for money’, er resultatet blevet meget vigtigt. Mange af de standardiserede dokumentationsredskaber går på at dokumentere det enkelte barn. Det betyder, at man nu har en opfattelse af, at børn er nogle, man kan gennemlyse og se, om der sker fremskridt inden for de forskellige rum – sociale kompetencer, bevægelse, natur og naturfænomener – inde i hvert enkelt barn,« siger hun.



Ny bekymring for barnet. Maja Plum har personligt intet imod sprogkasser eller emner om kroppen eller andre former for indsatser for at forbedre børnenes potentiale. Hun ønsker snarere at pointere, at den måde, man er kommet til at opfatte faglighed på, er en særlig logik og en særlig måde at se børn på.

»Det kan godt være, at vi finder det meget naturligt. Men det er historisk specifikt. Vi har ikke før opfattet et naturligt barn som et barn, der elsker at lære og slet ikke kan få nok – og at barnet samtidig er i potentiel risiko for ikke at lære, så vi hele tiden må afdække barnet for at sætte korrigerende ind. Det er nyt,« siger hun.

Maja Plum mener, at daginstitutions­området er gået fra at være et styringsprojekt, der handlede om at udvikle civile borgere, til at være et styringsprojekt, der skal skabe børn til en global videnskonkurrence.

»Og derfor er pædagogik og det, der foregår på rød stue, noget, der har forbindelse til bekymringerne for, hvordan det skal gå os i fremtiden. Den samfundsmæssige bekymring kan direkte overføres til bekymringen for det enkelte barn,« siger hun.

Maja Plum mener, at man godt kan overveje, hvad der sker med børn, når vi grundlæggende er så bekymrede, at vi hele tiden mener at skulle ’sikre’ deres udvikling.

»Vi siger, at det er ’bedst’ for dem, hvis de får det og det, og ’synd’ for dem, hvis de ikke gør. Vi formulerer det som et omsorgsprojekt. Men vi kan ikke udelukke, at det gør noget ved børn, at de hele tiden skal vurderes. Og hver gang man bekymrer sig om et barn, siger man jo også, at det i sin nuværende form ikke er helt i orden,« siger hun.



Ikke en naturlov. ’Alt det, som et barn skal igennem’, er blevet en tese, som opfattes som en naturlov. Men det er det ikke, mener Maja Plum. Det er en forestilling, der baserer sig på en idé om, hvordan vi skal klare os i en fremtidig konkurrencesituation.

»Men det behøver ikke at være sådan. Det kommer jo an på menneskesynet, og der er mange forskellige holdninger i debatten. Jeg vil bare gerne vise, at der er sket væsentlige ændringer, selvom man ved indførelsen af læreplanerne sagde, at det ’kun’ handlede om at synliggøre og systematisere det, der allerede var. De fleste er glade for læreplanerne, men der er altså sket et skift undervejs, som vi aldrig har fået diskuteret,« siger hun.