TEMA: PÆDAGOGER I SKOLEN: Sætter et pædagogisk fingeraftryk

Skolens faglige mål er vigtige. Men hvis de sociale mål også bliver prioriteret, får børnene en skolestart, hvor der både er bedre mulighed for inklusion og bedre trivsel.

Det fandt Mathias Birk ud af, da han skulle skrive kandidatopgave i pædagogisk antropologi. Hans mål var at undersøge, hvordan børn danner fællesskaber ved skolestart, og derfor fulgte han skolestarten i to folkeskoler.

På den ene skole havde læreren og pæda­gogen i fællesskab lavet en undervisning, som også gav plads til pædagogens faglighed.

»Jeg kunne her se, at de pædagogfaglige

interesser begyndte at smitte af på de formål, man havde med undervisningen, så undervisningen gik fra mest at være fagdidaktisk til også at være et socialiseringsprojekt,« siger Mathias Birk, der var pædagog, før han begyndte at læse pædagogisk antropologi. I dag bor og arbejder han i Nuuk, hvor han er pædagogisk konsulent i Kommuneqarfik Sermersooq i Grønland.



Tænker anderledes. Med et bredere formål blev en elev ikke kun betragtet som dygtig, hvis vedkommende kunne løse et regnestykke. Det var også en kvalitet at kunne omtale sociale problemer og løse dem i fællesskab, fortæller Mathias Birk.

»Hvis man hele tiden skubber det i forgrunden, og hvis det er lige så vigtig læring som fagdidaktisk læring, begynder man at få nogle elever, der tænker anderledes.«

Han nævner et eksempel med en pige, der blev spurgt af sin sidekammerat, om hun ville hjælpe. Det havde hun ikke tid til, selvom hun havde lavet sine bundne opgaver og var gået i gang med ekstraopgaverne. Hun vidste nemlig, at der var en faglig gulerod ved at blive dygtigere.

Tre uger senere sad pigen i en anden gruppe, hvor der i højere grad var lagt vægt på de sociale mål. Og så ville hun godt hjælpe. Mathias Birk spurgte hende, hvorfor hun nu ville hjælpe. Det ville hun, fordi det var det, det gjaldt om – at man var sammen og gjorde tingene færdige sammen.

»De tråde trak jeg tilbage til de møder, som jeg havde med pædagogen og læreren i klassen, og der var det ret tydeligt, at den mandlige pædagogs faglighed betød, at læreren begyndte at se andre sammenhænge. Deres didaktiske overvejelser og diskussioner smittede af på pædagogikken,« siger Mathias Birk.



To er bedre. Samtidig var det også en styrke, at de var to om klassen, fremhæver Mathias Birk. I den traditionelle indskoling er der som regel kun én lærer, og han/hun itale­sætter, hvornår elever er gode eller dårlige.

»Men hver gang læreren italesætter, at en elev er dårlig, bliver det gjort til en gældende regel i klassen, at man godt må italesætte vedkommende som en dårlig elev. Det forplanter sig ud i den måde, børnene danner fællesskaber på. De samme mønstre og begrundelser ser man i frikvartererne, når børnene begynder at danne legerelationer på tværs. Fordi børnene automatisk søger at danne et hierarki inden for klassen, bliver en del af deres arbejde at forsøge at alliere sig med elever, der er dygtige.«

Men i det samarbejde, som Mathias Birk fulgte, havde læreren og pædagogen aftalt, at den ene underviste. Den anden skulle sørge for, at de sociale spilleregler blev fulgt, men han skulle ikke delagtiggøre hele klassen i det. Pædagogen (eller læreren) satte sig bare lige så stille og roligt hen, lagde en hånd på skulderen af det barn, der skulle have hjælp, og talte om de regler, der var i klassen.

Det gjorde en verden til forskel på elevernes venskaber.

»Eleverne havde faktisk stort set ingen viden om de elever, man kunne kalde ’mangel­fulde’ i forhold til skolens krav. Lærernes mønstre blev ikke videreført. Så det tværfaglige samarbejde fremmer de inkluderende muligheder,« fremhæver Mathias Birk.



Faglighed gør forskellen. Løsningen er ikke bare at sætte en pædagog ind i skoleklassen, understreger han. Han har nemlig også været inde i andre klasser, hvor den pædagogiske faglighed slet ikke kom i spil på samme måde.

»Der havde man ikke den samme dags­orden eller den samme interesse, og man var forfalden til enlærermodellen, hvor man står og påtaler elevens mangler foran alle de andre elever,« siger han.

Forklaringen var ikke, at læreren og pædagogen havde en dårlig kemi i samarbejdet, påpeger han.

I klassen med det succesfulde samarbejde på tværs af fag tog pædagogen ansvar for, at der ud over de fagdidaktiske mål også var sociale mål. Og pædagogen argumenterede ud fra sin teoretiske viden for, hvordan de sociale mål kunne nås.

Lærerens undervisningserfaring og faglighed bidrog til, at målene kunne nås, understreger Mathias Birk.

»Det var en pædagogisk overvejelse, der betød, at man ikke talte om problemer på klasse­basis. Det var pædagogen, som rent konkret havde foreslået, at man skulle tage snakken med eleverne enkeltvis,« siger Mathias Birk.

Han er ikke sikker på, at to lærere ville kunne løse opgaven lige så godt som en lærer og en pædagog.

»Det kræver en speciel faglig interesse i det pædagogiske arbejde. Den pædagogiske faglighed kan være med til at fremme, at man også sætter pædagogfaglige mål på dags­ordenen i skolen,« siger han.