TEMA. OVERVÆGT: Vi er blevet rollemodeller

Sweateren i størrelse 60 er karrygul og har tværgående og spraglede mønsterborter hen over mavestykket. Mønsteret er gentaget ned ad ærmerne. Sanne Sørensen breder den slaskede strikketrøje ud i luften foran sig, og hun forsvinder næsten helt bag den. Det gule rædsel er det eneste klædestykke, som hun har gemt, fra dengang hun vejede 167 kilo.

»Jeg købte den, fordi jeg kunne passe den. Den er grim, men jeg kan tydeligt huske ekspedienten i butikken sige til mig: ’Ej, den er god til dig’. Men selv en blind kan da se, at den trøje ikke sidder godt på nogen,« siger hun og kalder episoden ’ydmygende’.

»Men jeg har gemt den til minde om alle de ydmygelser, jeg har stået model til som overvægtig, og som jeg aldrig mere vil udsætte mig selv for.«

Vi sidder i Sannes landkøkken på gården i Hjallerup ved Aalborg. På spisebordet ligger flere vidnesbyrd om hendes fortid som svært overvægtig børnehavepædagog. Det er gamle fotos. På et af billederne sidder hun på legepladsen i sandkassen sammen med børnene. Et andet er taget i et klasselokale på pædagogseminariet. Og et tredje viser hende og hendes mand set bagfra.

»Jeg ligner sådan en snurretop ved siden af Finn,« konstaterer Sanne, der senere tabte sig over 90 kilo og kom ned på en vægt lig sin mands.

»Siden begyndelsen af 2003 har jeg holdt mig på omkring 75 kilo, og efter vægttabet troede mange, som så os i bybilledet, at Finn havde fået en ny kone. Jeg er på mange måder også blevet en anden,« siger Sanne, der på bare to år også var gået fra en størrelse 60 til en størrelse 42.

»Jeg kan stadig huske den der fede oplevelse, første gang jeg kunne gå ind i en almindelig butik og prøve en kjole, som de sagde, jeg så godt ud i, og som jeg faktisk også selv følte mig flot i,« siger hun.



Blev en bedre rollemodel. Sannes selvværd og hele livskvalitet er vokset gevaldigt, efter hun har tabt sig. Det samme gælder hendes arbejdsglæde.

»Som pædagog får man ikke nogen værktøjskasse med på arbejde. Man kommer med sig selv. Så hvis man er hæmmet af at bære rundt på alt for mange kilo, både psykisk i forhold til lavt selvværd og fysisk i forhold til at have svært ved nogle fysiske udfoldelser med børnene, så kan hverdagen blive rigtig svær. Jeg oplevede i hvert fald at få det meget bedre med mig selv efter at have tabt mig. Jeg vil påstå, det gjorde mig til en bedre pædagog. Mennesker, der trives med sig selv, er de bedste mennesker at være sammen med,« siger hun.

Sanne mener, at især pædagoger, fordi de arbejder med at guide og vejlede børn og unge, har et ansvar for at være gode rollemodeller. Hun er også blevet en bedre rollemodel, efter at hun kom af med fedtet.

»Man skal være et ordentligt forbillede. Og jeg tænker ikke, at pædagoger skal være fuldstændig perfekte idealmennesker, for det er der ingen, der er. Men det er svært at vejlede nogen til at gøre en god indsats med noget som helst, hvis man selv fremstår som en, der gør det modsatte. Det bliver utroværdigt,« siger hun.



Hjælper pædagoger. I flere år arbejdede Sanne i en børnehave, men efter sit vægttab gennem De Danske Vægtkonsulenter er hun selv blevet vægtkonsulent. Hun arbejder stadig som pædagog, men nu også i en vejledende rolle i Aalborg Kommunes støtte­pædagogiske indsatsteam. Her kommer hun ud til daginstitutioner og tilbyder sparring om alt fra inklusion til forældresamarbejde. Både i institutionerne og på sine private vægttabshold møder hun ofte pædagoger, der gerne vil tabe sig.

I oktober 2012 blev Sanne kontaktet af Pia Gisselbæk Krogh, der er pædagogstuderende i Aalborg og ovenikøbet viste sig at være Sannes nabo i Hjallerup – her kan der være langt mellem husene.

»Da jeg googlede Vægtkonsulenterne og Hjallerup, røg Sannes navn op på skærmen. Og da hun så boede lige ved siden af, kunne det næsten ikke være nemmere,« siger Pia, der sidder med rundt om spisebordet i Sannes køkken.

På bordet står kun frugt, og det er symbolet på den banale hemmelighed bag både Sannes og Pias vægttab. Pia var med sin unge alder endnu ikke i nærheden af Sannes 167 rekordkilo, men alene ved simple kostændringer og vedholdenhed tabte den i dag 23-årige studerende sig 36 kilo. Hun vejer nu knap 70 kilo og sniger sig nemt ned i en størrelse 38. Vægtkonsulenternes program og Sannes holdundervisning passede lige til hende, mener hun.

»Det bedste er, at man ikke går sulten i seng. For det handler ikke om at undvære, men om at finde sunde alternativer. I stedet for chips og kage til hygge, kan man lave gnave­grønt og dip. Og i bøgerne er der masser af opskrifter på sund fastfood og endda slik. I går lavede jeg marcipanbrød af mandler, der lige er brændt på panden, så pulveriseret sammen med dadler, blandet op med lidt kalorielet marmelade, rullet til kugler og til sidst dyppet i 70 procent mørk chokolade,« siger Pia.



Klar til hovedroller. Både Sanne og Pia kan fortælle om deres barndom i hjem, hvor der ikke skulle mangle noget – søbesovs og kartofler var der nok af. Maden var ment som en omsorg, men de ekstra kalorier fik faktisk den modsatte effekt, og de identificerer sig begge med ’klassens tykke pige’.

»Jeg vil gerne tænke positivt, men jeg husker mest, hvordan man nemt kunne gøres til grin. Man kunne godt have en holdning til ting, men hvis de andre mente noget andet, kunne man altid blive slået i hartkorn med sin størrelse,« siger Sanne.

For begge kvinder har ydmygelserne sat dybe spor, og selvom Sanne i dag nok virker ekstrovert og som indsatspædagog omgås mange mennesker, er det kun få, der får lov til at komme helt tæt på.

Pia har, før hun tabte sig, aldrig været typen, der stod frem foran andre. Men det er blevet anderledes, nu da kiloene ikke tynger længere.

»Jeg har valgt musik og drama på seminariet. Før ville jeg kun spille de bagerste roller, men nu er jeg ikke bange for hovedrollerne forrest på scenekanten,« siger hun.

Og det er noget både Pia og Sanne finder essentielt i arbejdet som pædagog, der ofte handler om at turde gå foran og være initiativ­tager til aktiviteter med børnene.

»Man skal tro på, at man har noget at byde børnene,« siger Sanne.

Ikke bare den personlige ballast er vigtig for pædagogen, men også en god fysik, mener både Sanne og Pia. Man er ikke nogen dårlig pædagog, fordi man er stor eller foretrækker stille aktiviteter med børnene. Men hvis man vil være der, hvor mange børn er, er det ofte vigtigt at være adræt i sin kropsbygning og hurtig i afsættet.

»Det er faktisk et fysisk hårdt job at være pædagog, og der er mange skæve arbejdsstillinger og situationer, hvor man skal helt ned på gulvet til børnene og hjælpe med for eksempel flyverdragter eller velcrobånd på støvlerne. Og så elsker børn, når man er med i deres fangelege ude på legepladsen, skubber deres mooncars eller danser med dem inde på stuen. Da jeg var i praktik i en børnehave, var der helt basale ting, som blev svære for mig på grund af min størrelse. Og jeg var ikke engang en af de største,« siger Pia.

Lige efter praktikken gjorde hun op med alle sine undskyldninger og fik hjælp fra Sanne til det.



Ingen undskyldninger. ’Jeg går i gang på mandag’. ’Jeg er kraftigt bygget’. ’Det ligger til familien’. ’Det er for besværligt’. ’Det skyldes mit stofskifte’. ’Der var ikke den rigtige mad på kurset’. ’Jeg skulle på ferie’. Sanne har hørt alle undskyldninger for ikke at komme i gang med at tabe sig, og hun har brugt dem selv.

»Men der er reelt ingen undskyldning. Det sværeste er at få viljen omsat i handling, og så at få pillet nogle af de gamle vaner fra,« siger hun og minder om, hvad vaner gør ved en.

»Vaner starter som edderkoppespind og ender som lænker. Jeg oplever det også, når jeg kommer ud til institutioner, hvor man vil ændre en kultur. Personalet kan slet ikke forestille sig, at det kan være anderledes, og ’det har vi slet ikke tid til’, siger de. Det samme siger de, der vil tabe sig. Men så hiver jeg lige fire madopskrifter frem, der tager præcis otte minutter at lave. For hvor lang tid tager det lige at hente en pizza? Det handler om, hvad der popper først op i ens hjerne – pizzaen eller det sunde alternativ. Derfor må man først ændre det mellem ørerne, før man kan ændre sine handlinger og smide fedtet,« siger Sanne.

Når hun i dag ser de gamle fotos af sin store krop, kan hun næsten ikke genkende sig selv.

»Men jeg så jo heller ikke mig selv dengang. Jeg så kun mit ansigt. Jeg lærte simpelthen at lade være med at kigge på mig selv, og det siger jo lidt om, hvem man så bliver. Man lever lidt på sidelinjen,« siger Sanne.

Hun måtte ofte sige nej til arrangementer på grund af sin overvægt. For eksempel et weekendophold, hvor invitationen sagde, at man skulle medbringe badetøj.

»Jeg spurgte ikke engang Finn, men meldte bare afbud,« siger hun.

Hun forstår derfor heller ikke de kommuner, der arbejder med sundhedsfremme blandt medarbejderne ved at tilbyde rabat til fitness centre eller svømmehaller.

»Svært overvægtige har det ikke let med at komme sådan nogle steder,« siger hun.

Pia ville også gerne have haft hjælp til at tabe sig. Det var hendes forældre, som opfordrede hende til at prøve vægtkonsulenterne. I dag har hun vægtkonsulenternes kogebøger på rygraden, og hun er stolt af sin krop og elsker at shoppe nyt tøj.

»Nu kan jeg gå i det, som andre unge går i. Og det største var, da jeg kom hjem til en festival i Thisted, hvor jeg er opvokset, og jeg kunne se folk vendte sig om og kiggede efter mig, men de kunne ikke placere mig. Det var fedt at blive set på på den måde,« siger Pia.



Om bogen

’Supersund Mormormad’ af Helle Kleist. 145 sider, vejl. pris 279 kroner.

Lækkersulten?

Så find et udvalg af Vægtkonsulenternes kalorielette opskrifter på vaegtkonsulenterne.dk. Her kan du også bestille kogebogen ’Supersund Mormormad’ af Helle Kleist. Det er den bog, Sanne har solgt flest af på sine vægtstophold, og forsiden prydes af et billede af Pia’s yndlingsret, stegt rødspætte med persillesovs.