Tema Økonomi: Hvad skete der så

Hvad skete der så?

Mere dåsemakrel

Finn Engelbrekt roser politikerne i Halsnæs Kommune for at 'anstrenge sig til det yderste for at give børnene ordentlige betingelser'. Der bliver ingen direkte besparelser på området til næste år, og de varslede takststigninger for en SFO-plads er taget af bordet.

"De kan dog ikke gøre noget ved, a regeringen kræver nulvækst i kommunerne. Det betyder, at vores materiale- og fødevarekonto ikke stiger i takt med inflationen frem til 2014," siger Finn Engelbrekt.

Så med mindre priserne på pasta og mælk står stille de næste tre år, skal indkøbssedlerne justeres.

"Vi er en pendlerkommune. Flere børn hentes sent, så de skal have et måltid mad om eftermiddagen. For nylig hentede vi friske makreller på havnen og grillede over bål. Det kan godt være, at vi i stedet skal købe makrel i tomat for at få budgettet til at holde," siger lederen.

SFO'en har 200.000 kroner til mad og 300.000 kroner til materialer om året. JR

Halsnæs Kommune, Storebjerg SFO med 250 børn Leder Finn Engelbrekt



Vi slipper i denne omgang

Efter mange år med massive besparelser på børne- og ungeområdet slipper institutionerne i Syddjurs Kommune næste år for at skulle skære ned. Men den ene procents nedskrivning i budgetterne, som er vedtaget skal ske hvert år, betyder, at personalet i Romlehøj fortsat skal vende hver en femøre. Det kan betyde, at der vil ryge endnu flere personaletimer i en i forvejen dårlig normering.

"Vi skal være meget nøjeregnende med, hvad vi bruger pengene til. Fordi vi efterhånden er barberet så meget ned med materialer og aktiviteter, er vi faktisk der, hvor vi kun kan tage pengene på personalet og på vikarbudgettet. Jeg skal nok spare i omegnen af 30.000 kroner hele næste år, og det betyder, at der bliver færre pædagogtimer - igen," siger Ulla Jakobsen.

På den positive side (dog mest for forældrene) er, at institutionerne ikke længere må holde lukket fredag efter Kristi himmelfartsdag. Og at der fremover skal være åbent i to institutioner i hvert område i de to lukkeuger, som ligger i sommerferien. BYE

Syddjurs Kommune, Børnehuset Romlehøj Integreret institution 0-6 år med 52 børnehavebørn og 10 vuggestuebørn, Leder Ulla Jakobsen



Reddet af længere åbningstid

Hedensted Kommune sparer 80 millioner kroner på budgettet i 2011. Det besluttede byrådet allerede i juli i år. Det rammer blandt andet SFO'erne, hvor normeringen bliver forringet. Hedensted Skoles SFO slipper dog relativt billigt, forklarer leder Henning Anthonsen.

"Normeringerne er blevet forringet en smule, men samtidig har skolen skåret sin åbningstid ned med et kvarter om dagen. Derfor holder vi åbent et kvarter længere, og det giver ekstra timer. Vi har ikke skullet afskedige folk, men vi holder længere åbent med det samme personale," siger han.

Det er usikkert, om SFO'en vil mærke flere ændringer. Hedensted Kommune har skåret i transporten til specialbørn. De bliver kørt gratis til en specialskole, men turen til en special-SFO skal forældrene betale for.

"Hvis forældrene ikke betaler for transporten, skal børnene gå i SFO i deres skoledistrikt. Får vi et specialbarn, følger der ikke umiddelbart ekstra timer med, men vi ved ikke, om der kommer nogen her hos os," siger Henning Anthonsen. KAMP

Hedensted Kommune, Hedensted Skoles SFO med 237 børn, Leder Henning Anthonsen



Rammer især de tosprogede

Færre pædagogtimer, flere lukkedage og indskrænket åbningstid. Det er nogle af de besparelser, som efter de seneste budgetforhandlinger i oktober er meldt ud i Hjørring Kommune på børneområdet.

Institutionsleder Elvira Lolk er især bekymret for 14 ekstra lukkedage i sommerperioden.

"At lukke 14 dage svarer i vores hus til at miste 250.000 kroner til løn eller en nyuddannet pædagog," siger hun.

Hun vil også savne den udvidede åbningstid, som institutionens forældre hidtil har haft glæde af.

"Det vil være rigtig slemt, for mange af vores forældre skal møde omklædt på arbejde klokken syv på virksomheder i Sæby, Ålborg og Hirtshals," siger Elvira Lolk.

Hun er mest bekymret for de tosprogede forældre.

"Den bedste form for integration i samfundet er igennem et arbejde, og vi vil være kede af, hvis det her betyder, at forældrene ikke kan fastholde et arbejde, fordi de ikke har pasningsmuligheder," siger hun og håber, at forslagene tages af bordet inden budgettet ligger fast.

"Det er besparelser, vi kommer til at mærke," siger hun. TVL

Hjørring Kommune

Fritidshjemmet Trollhättanvej Aldersintegreret institution med 55 børnehavebørn, 50 i fritidsordningen, 50 i juniorklubben og 80 i ungdomsklubben, Institutionsleder Elvira Lolk



Ikke meget at gøre godt med

Indtil videre er det uklart, hvor mange medarbejdere, der skal fyres i Frederikssund Kommune. Men med de besparelser, kommunen har meldt ud, kan det ikke undgås, at der skal nedlægges stillinger. En udvidelse af lukkeugerne i sommerferien, som sammen med en afkortning af åbningstiden ville betyde fyring af 38 medarbejder, er taget af bordet igen. I stedet vil kommunen lave strukturændringer på daginstitutionsområdet fra næste år, men det ligger ikke klart, hvad det vil betyde af eventuelle besparelser. I klubber og SFO'er er det meldt ud, at 'belastningsgraden skal sættes op', hvilket betyder, at der skal være færre voksne til at tage sig af børnene.

En såkaldt harmonisering af åbningstiderne i 2012 vil antageligt betyde færre personaletimer, vurderer Lene Helth Larsen, som endnu ikke ved, hvor mange timer det drejer sig om for hendes institution.

"For os vil det sandsynligvis komme til at dreje sig om timer, ikke hele stillinger. I andre institutioner, der måske skal forkorte åbningstiden fra 57-55 timer til 50-48 timer om ugen, kan det ikke undgås at få indflydelse på normeringen. Desuden bliver alle institutioner skåret 200 kroner pr. barn om året. Det betyder, at vi skal skære i aktiviteter, ture, materialer, legetøj og inventar. Hos os går vi fra 1900 kroner om året pr. barn til 1700 kroner, og det er jo ikke meget at gøre godt med," siger hun. BYE

Frederikssund Kommune

Daginstitutionen Troldehøj, Integreret 0-6 år med 27 vuggestuebørn og 40 børnehavebørn

Leder Lene Helth Larsen



Flere børn pr. voksen

Leder Jane Ellehuus Sloth har længe vidst, at der skal spares på børneområdet i 2011. Alligevel er hun nu optimistisk på vegne af Børnehaven Villa Møllen, da institutionen flytter ind i nye lokaler og får flere børn. En del af spareøvelsen i Langeland Kommune handler om at lukke institutioner og samle børnene i færre institutioner.

I Villa Møllen betyder det, at der nu bliver plads til et gennemsnitligt børnetal på 63 børn, hvor der i dag er et gennemsnitligt tal på 45,75.

Men der følger også mere personale med i de nye lokaler, dog lidt færre voksne pr. barn end nu. Belastningsgraden stiger fra 8,25 barn pr. voksen til 8,45.

"Derudover sker der en besparelse på ledelsestimerne. Vi mister 10 ledelsestimer og får i stedet fem HK-timer. Jeg vælger dog ikke at ansætte en HK'er i fem timer om ugen, og derfor bliver timerne taget fra personalet, der arbejder med børn. Og så må de løbe lidt stærkere," siger Jane Ellehuus Sloth. JR

Langeland Kommune, Børnehaven Villa Møllen med,46 børn og en specialgruppe med 10 børn

Leder Jane Ellehuus Sloth



Vi kan snart kun gå i haven

Forårets bebudede besparelser på børneområdet i Odsherred Kommune ser med efterårets budgetudmeldinger ud til at holde stik. Kommunen har slækket lidt på nedskæringerne i timetildelingen pr. barn, som er hævet fra de bebudede 4,25 timer til 4,30, men sammenholdt med de samlede besparelser i kommunen giver Lisbeth Mikkelsen ikke meget for den udmelding.

"Samtidig vil man gennemføre en besparelse på en halv procent i rammebevillingen, og så ender vi alligevel på 4,25 timer pr. barn," siger lederen, der også godt ved, hvad en rammebesparelse på en halv procent vil betyde for personalet, som i forvejen synes, at de er hårdt spændt for.

"Vi kommer til at løbe stærkere, og det kan man ikke, når man har vuggestuebørn," siger hun.

Hun er bange for, at både børnehavebørn og vuggestuebørn bliver snydt for turene ud af huset.

"Vi er en naturinstitution, men vi kan snart kun gå i haven med børnene," siger hun.

Hun har endnu ikke regnet de konkrete sparebeløb ud eller diskuteret kommunens udmeldinger med institutionens bestyrelse, men håber det bedste. "Og frygter også det værste," siger hun. TVL

Odsherred Kommune,Naturinstitutionen Syrenhuset, Integreret 0-6-års institution med 26 vuggestuebørn og 28 børnehavebørn, Leder Lisbeth Mikkelsen



Har valgt at være positiv

Middelfart Kommune vil spare 1,1 million kroner ved at indføre en stordriftsmodel, hvor otte institutioner skal have fælles ledelse. Det vil betyde, at nogle ledere og souschefer vil blive i overskud, og de vil formentlig blive fyret.

Asperup Børnehus er en af de institutioner, der skal nedlægges fra 1. januar 2011, sådan som leder Marianne Sigaard var bekymret for allerede i foråret. Samtidig skal institutionen spare penge, fordi den ikke længere får tilskud som lille institution med færre end 40 børn.

Men både leder Marianne Sigaard, personale og forældre i institutionen er ved godt mod. For kommunalpolitikerne er med på, at børn og personale flyttes samlet over i den nye institution med i alt 80 børn.

"Vi skal have lagt en plan, og jeg vil selvfølgelig sige, at personale og børn skal flyttes samlet hen på det nye sted. Vi har haft møde med politikerne, og de var sådan set også indstillet på det. Så på den måde er jeg positivt indstillet," siger hun. "Det har sådan set også været mit valgsprog hele mit arbejdsliv, for er du ikke positivt indstillet, så tror jeg, det bliver forfærdeligt." MBI

Middelfart Kommune, Asperup Børnehus Integreret institution med 10 vuggestuebørn og 35 børnehavebørn, Leder Marianne Sigaard



Her er det helt uafklaret

Næstved Kommune mangler penge i kassen. Næste år bliver der besparelser på 60 millioner kroner.

Pengene er blandt andet fundet ved nedskæringer på 10 procent i administrationen, mens kernevelfærdsområderne, herunder daginstitutioner, skal skæres med 2 procent.

For SFO Hyldetræet er situationen til gengæld helt uafklaret. Kommunen vil nemlig spare 14,6 millioner kroner på folkeskolen. Det kan måske komme til at ramme Hyllinge Skole, som SFO Hyldetræet er en del af. Det er en lille landsbyskole med 123 elever, og det er en af den slags, som kommer i farezonen, når der skal lukkes skoler.

Lige nu er der en høringsfase om den nye skolestruktur. Først den 20. december træffer kommunalbestyrelsen i Næstved den endelige beslutning om, hvad der skal ske med Hyllinge Skole og alle andre skoler i kommunen. På grund af SFO'ens uvisse fremtid ønsker leder Birte Juul ikke at medvirke i denne artikel. SBH

Næstved Kommune, SFO Hyldetræet med 40 børn, Leder Birte Juul



Børnene kan ikke gå deres vej

"Jeg er 61 år og kan tage mit gode tøj og gå, men det kan børnene ikke," siger leder Jytte Mogensen fra Ahornhuset som reaktion på budgettet for 2011.

Hun skal spare 416.300 kroner på budgettet, der er på omkring 4 millioner kroner. Derudover skal Ahornhuset også af med 116.000 kroner efter en nednormering af børnetallet.

I maj stoppede en medarbejder, og stillingen er ikke blevet genbesat, men det er ikke nok til at hente besparelsen, og derfor afskedigede Jytte Mogensen en anden medarbejder mere i oktober.

"Derudover har vi fjernet alt 'flødeskummet'. Vores kunstprojekt, vores bus, de fleste ture, vores koloni og vores havemand, så nu skal forældrene slå græsset," siger Jytte Mogensen.

Lederen har dog en plan, som forældrene bakker op om. Hun vil privatisere institutionen.

"Det betyder, at vi kan sætte forældrebetalingen lidt op, og vi tage lidt flere børn ind, hvilket vi har plads til. Vi slipper dog ikke for besparelser, og det bliver ikke guld og grønne skove, men det vil give en lidt bedre hverdag," siger hun. JR

Hørsholm Kommune, Ahornhuset , Børnehave med 62 børn, Leder Jytte Mogensen



Vi skal løbe stærkere nu

Holbæk Kommune skal spare. Kommunalbestyrelsen har vedtaget at spare 56,8 millioner kroner på driften, heraf bliver de 26,8 millioner sparet på børneområdet og 50 millioner på anlæg næste år. Desværre rækker det ikke. Der skal findes mindst 50 millioner kroner til, viser en gennemgang af kommunens økonomi. Derfor er budgettet allerede nu blevet genåbnet, og de nye besparelser skal vedtages af byrådet den 22. december.

På Absalonskolens SFO har man allerede sparet. Sidste års budget gav en nedskæring i Absalonskolens SFO på 22 timer om ugen. Dengang lykkedes det at få tingene til at falde på plads uden afskedigelser.

"Men vi har godt kunnet mærke, at pædagogerne må løbe lidt stærkere, for der har manglet hænder," siger leder Herdis Binderup Kjær.

Desværre bliver SFO'en også næste år ramt af den dårlige økonomi i Holbæk Kommune. I 2011 har kommunen besluttet at sætte lønsummen i institutionen ned. Normeringen bliver ændret, så 37,5 procent af stillingerne skal besættes af medhjælpere. Som det er nu, er der ikke regnet med medhjælpere i normeringen. Det betyder, at løntildelingen i SFO'en falder fra 361.927 kroner pr. pædagog til 333.262 kroner.

"Vi mister rundt regnet 400.000, hvis det skal holdes op mod budgettet for sidste år," siger Herdis Binderup Kjær.

Da personalet først lige er blevet informeret om, hvor alvorlig besparelsen er, vil hun ikke uddybe, hvordan besparelsen skal effektueres. Det er nemlig ikke diskuteret med personalet endnu.

Kommunen har dog lavet en drejebog for processen, og der bliver også lavet en jobbank. SBH

Holbæk Kommune, Absalonskolens SFO og SFO2, 257 børn i 0.-3. klasse 103 børn i 4.-6. klasse

Leder Herdis Binderup Kjær

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.