TEMA: NUTIDENS UNGE. At være 14 år er ikke så tosset

De er 14 år, Nikita og Martin, fra 8.H på Skovvejens Skole i Ballerup. De behøver ikke engang at stå på tæer for at kunne få øje på det ungdomsliv, der venter forude med alt, hvad det indebærer af hjerte og smerte, beruselse og bekymringer, uddannelse og udvikling.

Men lige nu virker det ikke så tillokkende for Martin og Nikita, for de er enige om, at det ikke er så tosset at være 14 år og gå i folkeskole.

»Det er bedre end at være 18 år og i gang med uddannelse. Jeg ved ikke, hvad man laver der – alt for mange lektier, kan jeg forestille mig,« siger Nikita.

Deres tilfredshed med tilværelsen er ikke usædvanlig. 89 procent af eleverne i folkeskolen er godt tilfredse med deres liv, viser ’Skolebørnsundersøgelsen 2014’, der navnet til trods er fra i år. Undersøgelsen bygger på svar fra 4.534 elever i 5., 7. og 9. klasse, og eleverne udgør et repræsentativt udsnit af de danske skoleelever.

Undersøgelsen viser også, at tilfredsheden falder, i takt med at alderen stiger.

Nikita og Martin har gået i klasse sammen siden 0. klasse. De bor begge i det populære sociale boligbyggeri Lundegården, der består af lave gårdhuse. Begge har også deres gang i fritids- og ungdomsklubben Lundegården, hvor de nu hører til blandt de store børn.



Bank af bror. Martin og Nikita er helt ’normale’ skilsmissebørn, der bor hos mor, mens far er havnet ude på sidelinjen.

Martin har en storebror på 18 år, der er en kilde til meget smerte i Martins liv.

»Han slår mig. Næsten hver dag,« fortæller Martin.

»Aj, Martin, det lyder næsten, som om du bliver mishandlet,« udbryder Nikita.

Nogle gange er Martin heldig og kan nøjes med at få en enkelt lammer. Andre gange falder der flere.

»Man har vænnet sig til smerten,« siger han med et skuldertræk, der fortæller, at der ikke er så meget mere at sige om det vilkår i livet.

Nikita har en lillebror på 12 år, som også går i klubben. Han kan være ret så irriterende, synes Nikita.

»Men bare normalt brødre-søstre-irriterende. Jeg slår ham ikke så tit, kun når han er rigtig irriterende,« siger Nikita, der glæder sig til, at lillebror tager på overlevelsestur med klubben en hel weekend, så hun slipper for ham.



Kedelig skole. Selvom de begge er tilfredse med livet i forstadskommunen, er begejst­ringen til at overskue, når snakken falder på glæden ved at gå i skole.

’Stille og roligt’, beskriver Martin sit forhold til skolen. Og ’fint nok’, supplerer Nikita.

Martins yndlingsfag er matematik, hvor han i tilgift godt kan lide læreren. Nikita kan bedst lide engelsk og tysk – til Martins store forundring.

»Jeg hader tysk. Det er bare et kedeligt fag. Det er lidt på grund af læreren, og det er også bare kedeligt,« siger han.

Nikita har det værre med de naturfaglige fag.

»Biologi, geografi, fysik, de tre ting er bare det slemmeste. Jeg kan ikke tage det. Jeg forstår ikke halvdelen, i hvert fald ikke i biologi. Men nogle fag er man god til, andre fag er man dårlig til,« konkluderer hun og tilføjer:

»Dansk er godt nok, men også bare kedeligt. Alt er bare kedeligt i skolen, udover bevægelse,« får hun talt sig frem til.

Bevægelse er blevet godt indarbejdet i deres skolegang. Ofte har de 2 x 45 minutters bevægelse om dagen udover frikvarterene.



Karakterer driver værket. En ting i skolen kan dog skabe glæde: karakterer.

»Hvis vores lærer siger, at vi får karakter for en opgave, så går vi alle helt vildt op i det,« siger Martin.

»Det er bare sjovere med karakterer. Så kan man se, om man er god eller dårlig,« tilføjer Nikita.

Og det gør ikke nogen forskel, at man i forvejen har et klart billede af, hvor god man er i skolen.

»Så får man skrevet ned af læreren, at okay, man er ret god alligevel,« siger Nikita.

Både Martin og Nikita viser gerne de gode karakterer frem derhjemme. De dårlige karakterer får til gengæld lov til at blive i skoletasken.

Lektier er der rigeligt af i 8. klasse, men heldigvis kan de begge nå at få ordnet det meste af hjemmearbejdet i lektiecaféen.

De lange skoledage, som folkeskolereformen har medført, er ikke noget, de to 14-årige tænker over.

»Vi har jo vænnet os til det. Sidste år syntes vi, at halvtre var sent, nu er vi i skole til kvart i fire,« siger Nikita.



Slut med fritidsinteresser. De lange skoledage har haft betydning for Nikitas fritidsinteresser. Tidligere gik hun til dans.

»Men jeg stoppede, fordi jeg ikke magtede det. Jeg havde ikke så meget tid. Lige efter skole skulle jeg direkte til danseskolen, og så havde jeg ikke tid til lektier, og så havde jeg ikke tid derhjemme, og jeg kunne ikke være sammen med mine venner. Det var bare ikke særlig sjovt,« siger hun.

Martin har også droppet at gå til fodbold, men det var nu ikke så meget manglende tid som en dårlig træner, der fik ham til at stoppe.

Nu spiller han til gengæld fodbold i ungdomsklubben, hvor de kan gå op i skolens hal og spille. Alle drengene fra 8.H. går i klubben, så han mangler sjældent nogen at spille med.



Pigerne dropper klubben. Pigerne fra klassen er til gengæld ved at finde andre interesser. Faktisk er kun Nikita og en anden pige fra klassen tilbage i klubben.

»De andre piger går ikke til noget. De er bare sammen derhjemme,« fortæller Nikita, der selv er begyndt at komme sjældnere i klubben, fordi der ikke er andre piger fra klassen.

Nikita har selv det, hun kalder få gode venner, og mange, hun kender.

For Martin er drengenes venskab defineret på en lidt anden måde.

»Når man er i skole, er man bare sammen med alle drengene,« siger Martin.

Martins fritid, når han ikke er i klubben, foregår mest hjemme.

»Når jeg kommer hjem fra skole, plejer jeg at se tv eller sådan noget. Hvis nogle venner skriver, om vi skal spille, så spiller jeg,« siger Martin, der primært spiller Counter-Strike og Grand Theft Auto online. Han har ikke overblik over, hvor meget han spiller, men det er ikke så meget, mener han.

Heller ikke den uundværlige mobiltelefon – alle i klassen har en iPhone – bliver brugt til spil. Den bliver brugt til at skrive sammen med vennerne på Snapchat og Messenger. Martin er også på Facebook, men det bruger han mest til at følge kendte som sit yndlingsfodboldhold, Manchester United, og sin yndlingsspiller, Angel Di Maria, som spillede for Manchester United indtil sommerens klubskifte til Paris Saint-Germain.

»Men det er kun et hurtigt kig. Jeg ruller bare ned,« siger han om sin færden på Facebook.



Pigeserier. Nikitas hverdage handler også om medier og underholdning.

»Jeg går hjem, kigger på min telefon, tænder for computeren og ser lidt Netflix,« fortæller hun.

Det er især pigeserier, som hun selv kalder dem, som Vampire Diaries, Pretty Little Liars og Gossip Girl, hun ser.

»Gossip Girl terper jeg nok meget. Jeg ser det næsten hver dag,« siger Nikita, der er i gang med tredje sæson af serien.

Nikita er noget tættere knyttet til sin telefon end Martin. Faktisk dukker hun op i klubben, nærmest trukket ind ad døren af telefonen. Hun er også på Facebook, men bruger mere Snapchat og Instagram. Her følger hun en masse kendte som Medina, Christopher og Justin Bieber, men også nogle af dem, der er kendt fra YouTube. Facebook og Instagram, kigger hun forbi, når hun keder sig.

Nikita kan også godt lide at shoppe på nettet. Hun bruger sit eget MasterCard til at købe tøj og sko. Pengene kommer fra mor, der sætter lommepengene direkte ind på Nikitas konto.

Martin har også et kreditkort, men han køber ikke ting på nettet.

»Sådan noget går Martin ikke op i,« fastslår Nikita.

Begge to slår ofte tiden ihjel på YouTube, men hvor Martin kigger på videoer med folk, der spiller computerspil, kigger Nikita mere på ’beauty’, som hun kalder de filmklip, hvor andre piger viser, hvordan man for eksempel kan lægge makeup.

Ingen af dem kunne drømme om at læse en bog, sådan bare for fornøjelsens skyld. Læsning foregår i skolen.

»Det er bare så kedeligt. At sidde at bladre i en bog er bare ikke sjovt overhovedet,« siger Nikita.



Uklar fremtid. Det er ikke omverdenen, der fylder i livet hos de to 14-årige. Flygtningekatastrofen og den globale opvarmning er ikke rigtig noget, de forholder sig til. »Når folk snakker om flygtninge, så tænker jeg: ’Ja, det er ikke så godt,’ og så videre. Jeg bruger ikke vildt lang tid på at tænke over det,« siger Nikita.

Heller ikke fremtiden tegner sig klart for dem, selvom de ifølge fremdriftsreformer og konkurrencen fra globaliseringen for længst burde være helt afklarede.

Martin er endnu ikke klar over, hvad han skal efter 9. klasse. Måske 10. klasse, tænker han. »Jeg tror godt, jeg vil være bilhandler,« siger han om sine mål.

Nikita er lidt mere afklaret. Hun skal i gymnasiet, men hvad en studentereksamen skal bruges til, har hun ingen idé om.

»Da jeg var lille, var det sådan noget mærkeligt noget, at jeg gerne ville være frisør. Men nu ved jeg ikke helt, hvad jeg vil være,« siger hun.