TEMA. Nu holder vi fast i vores faglige autoritet

Sygemeldinger og nedsat tid var konsekvensen af et stigende pres fra forældrene. Derfor udviklede SSP-

Pædagog Gitte Møller Iversen fra Sødal Børnehus i Tjele har sin faglighed i ryggen. Hun kender alle institutionens pædagogiske grundprincipper og ved, at teoretikerne Thomas Ziehe og Daniel Stern vil nikke anerkendende til det, hun nu skal sige til Anders’ far: At det bedste for Anders ikke er at blive hjemme på stuen, men at deltage i skovturen på lige vilkår med de andre børn i børnehaven, selvom faren synes, at Anders er lidt for træt.

Men da hun møder en frustreret og insisterede udgave af Anders’ far i garderoben, føler Gitte Møller Iversen, at hun har to valg: Hun kan optrappe konflikten ved at sige, at faren så må holde ham hjemme den dag. Eller hun kan gå på kompromis og give efter for farens ønske.

For tre år siden var situationer som denne langt fra enkeltstående. Hverken for Gitte eller hendes kolleger i Viborg Kommune.

SSP-konsulent Louise Brandstrup var en af de første til at spotte problemet.

»Når jeg var rundt i kommunens vuggestuer og børnehaver, oplevede jeg pædagoger, der havde svært ved at stå fast på sig selv og deres faglighed i mødet med forældrene,« fortæller hun.

Konflikterne stressede pædagogerne. Nogle sygemeldte sig, mens andre gik ned i tid.

Louise Brandstrup vidste, at noget måtte gøres. Sammen med institutionsleder Solbrit Feldbak fra Sødal Børnehus gik hun i gang med at undersøge, hvordan man kunne klæde pædagoger bedst muligt på til mødet med forældrene.

»Vi møder rigtig mange forældre, der er bedre uddannede end os, og det skal vi kunne matche, så de kan anerkende os som fagpersoner. Det kræver, at vi også kan tænke kommunikationsstrategisk,« siger Solbrit Feldbak.

Louise Brandstrup ønskede at genoplive pædagogernes faglige stolthed. Give dem en velfortjent vitaminindsprøjtning, så de fik deres selvtillid og arbejdsglæde tilbage. Det blev til workshoppen ’Du er en succes’ – et døgn fyldt med faglig og personlig forkælelse, hvor pædagoger skulle bades i anerkendelse over deres daglige indsats og den store forskel, de gør i børnenes verden.



Vital workshop. Målet med workshoppen var at klæde pædagoger på til at stå fast på sig selv og deres budskab. Udviklingskonsulent, coach og journalist Pia Lasborg udviklede og stod for de faglige indspark på workshoppen.

Pædagogerne skulle mindes om, hvad de kan. Og de skulle lære at være en autoritet, at være tydelige, åbne og modige i mødet med forældrene. Med fokus på, at al kommunikation begynder hos os selv, skulle pædagogerne trænes i at brænde igennem på en autentisk og overbevisende facon.

Ifølge Pia Lasborg handler det blandt andet om at kende sig selv og sine egen grænser godt, om at møde forældrene, hvor de er, og om at turde tro på sig selv og sit budskab i situationen.

Workshoppen blev til en ud af mange. Pia Lasborg har siden afholdt utallige kurser og workshops for pædagoger, ikke bare i Viborg, men over hele landet.



Vis din faglighed. I mødet med vuggestuer og børnehaver har Pia Lasborg specielt fokus på processer, hvor ledelse og det pædagogiske personale har afdækket – og defineret deres kerneopgave med udgangspunkt i forældrenes behov.

»Det er meget tydeligt, at der er plads til forbedringer i kommunikation af pædagogisk faglighed. Det ser ud, som om mange pædagoger har ’glemt’, at alt, hvad de laver med børnene i dagligdagen, har et fagligt udgangspunkt. Det er min oplevelse, at de såkaldt markante eller de usikre forældre føler en langt højere grad af tryghed, hvis de mødes med fagligheden i fokus. Og at de dermed også bliver mindre markante i deres kommunikation, som ofte bunder i usikkerhed og ønsket om at være den perfekte forælder,« siger hun.

Pia Lasborg anerkender, at det i mødet med markante forældre kan være svært at føle sig tilstrækkeligt ovenpå til at stå fast på fagprofessionelle værdier. Især i et fag, der i årevis har været præget af fordomme og lavstatus. De mange nedskæringer på området har ikke kun gjort et indhug i normeringen, mener hun, men også i pædagogernes selvforståelse og faglige stolthed.



Mere modige. Ifølge Solbrit Feldbak har workshoppen haft stor betydning for personalet og deres selvforståelse.

»Anerkendelsen har fået pædagogerne til at åbne sig for hinanden og blive mere modige i kommunikationen. I dag står personalegruppen både stærkere og tættere i forældresamarbejdet.«

Anerkendelsen har også betydet meget for hende selv, siger hun og fremhæver særlig en seddel, hvor personalet skulle skrive positive udsagn om hinanden.

»Det blev et meget vigtigt papir for mange af os. Ikke mindst for mig som leder. Tænk, en gave med 22 positive udsagn om og til mig. Den lå længe på mit natbord, og det var dejlige ord at falde i søvn på.«

Pædagog Gitte Møller Iversen supplerer:

»Vores fælles optur og opladning af både personlig, kollegial og professionel energi kunne mærkes i lang tid efter på både voksne og børn.«

For hende var workshoppen først og fremmest en øjenåbner.

»Det, som er almen viden for os professionelle, er naturligvis ikke altid indlysende for forældrene. Derfor er vi nødt til at kommunikere det klart ud, også når det indimellem er svært.«



Sådan skaber I en god dialog

Udviklingskonsulent, coach og journalist Pia Lasborgs 9 enkle råd til at styrke dialogen med forældrene.



Sæt et mål

Gør det klart for dig selv på forhånd, hvad dit formål og din intention er med samtalen.



Kommuniker din faglighed

Fortæl, hvad barnet lærer, udvikler og erhverver sig af kompetencer gennem en given aktivitet, handling osv.



Al kommunikation begynder ved dig selv.

Det gælder både, når du er afsender og modtager. Hvis forældre skal have tillid til din faglighed, kræver det, at du også selv anerkender og kommunikerer din faglighed.



Tag afsæt i fakta

Fortæl om dine konkrete observationer. Begrund fagligt, hvilke ændringer der evt. er behov for, og hvordan de vil kunne gavne barnet/fællesskabet m.m. Undgå at kommunikere antagelser og tolkninger.



Husk de tre k’er

Vær konkret, kærlig og konstruktiv.



Udsæt aldrig en svær samtale

Det gør den kun endnu mere svær at gennemføre.



Visualiser samtalen

Forestil dig, hvordan samtalen udspiller sig bedst muligt. Se for dig, hvor samtalen finder sted, hvad du siger, hvordan modparten responderer osv. Jo flere gange din hjerne har ’oplevet’ situationen i fantasien, jo bedre er den rustet til virkeligheden. Også selvom der ikke bliver sagt lige det, du havde forestillet dig.



Tag små skridt

Det er et spørgsmål om øvelse at kommunikere med udgangspunkt i sin faglighed. Begynd evt. med de små ’lette’ faglige budskaber. Jo mere fagligt tydeligt, du kommunikerer, jo mere trygge og tilfredse bliver forældrene.



Invitér forældrene med

Inddrag forældrene så meget som muligt i jeres daglige arbejde. Se dem som en positiv ressource fremfor som negativ/krævende modspiller.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.