TEMA. NATURPÆDAGOGIK: Ude er bare bedst

Skønt dagen sidst i marts er startet med frost, har børnene samling på en rundkreds af bænke på lege­pladsen. Det er stort set første gang, de sidder stille, siden Skovsneglen i Lellinge ved Køge åbnede klokken syv. Indtil lukketid klokken 17 er der leg og aktiviteter på legepladsen eller i en af de tre nærliggende skove.

I dag skal de en tur i Hønseskoven tæt på børnehaven. Der kaldes sammen med en sang: ’Ringle, rangle, ruser, søde abrikoser, blå viol, forglemigej, alle børn skal samle sig’. Og straks står alle 30 børn ved lågen, ivrige efter at komme af sted på ’soldatertur’.

Det betyder, at de først hopper et stykke. Dernæst løber de og derefter hinker og kravler de gennem skovbunden. Børnene udpeges et ad gangen til at bestemme gangarten ved at lade som de læser beskeder på træerne.

I den lille skov er der fri leg, og straks er mange af træerne indtaget af børn, der kravler så højt op, at de ved, at de selv kan komme ned. De klatrer kun på grene, der er samme tykkelse som deres arme. En god regel, som også lærer børnene om tykt og tyndt og om selv at tage ansvar.

Andre børn samler pinde og sten, træner balancen på fire planker eller kravler op i en stor bunke grene. En dreng sidder inde under et træs grene og leger, at han styrer en kran: ’Se, her er fløjten’, siger han, da han trækker i et tov, der hænger i en gren.

Aktiviteten er stor, og alligevel er det ikke til at høre, at der er 30 børn samlet på et relativt lille område. »Vi har meget få konflikter,« fortæller leder Fie Watson Hansen.

 

Øvelse gør mester. I det hele taget glider tingene let og ubesværet, uden at Fie Watson Hansen og pædagog Lise Kristjansen blander sig. Pædagogerne går roligt rundt og snakker med børnene om det, de gør og oplever. De opmuntrer børnene, når de ser, at de er i gang med at overskride en grænse, for eksempel ved at klatre højere op i et træ.

De vil gerne have, at børnene får en positiv oplevelse og får lyst til at prøve endnu mere, derfor guider og støtter de børnenes initiativer.

»Forskerne siger det, og vi kan se, at det virker. Når børnene bruger kroppen, lærer de bedre. Vi kan se, at børnene her er motorisk stærke, kropsbevidste og selvsikre. De er meget selvhjulpne, fordi vi opmuntrer dem til at øve sig og ikke give op. Det er ikke, fordi vi ikke vil hjælpe dem, men vi ser det som en vigtig del af deres læring, at de selv prøver,« siger Lisa Kristjansen.

 

Opfindsomhed i naturen. Da et barn skal tisse, savner Fie Watson det transpor­table toiletsæde, som de har fået lavet, når de er på længere ture. De er ofte væk fra børne­haven en hel dag ad gangen, og så er det hårdt for pædagogernes rygge at holde tissetrængende børn frem.

De har bygget en vogn, hvor toiletsædet hænger på et søm bagpå. Nede i vognen er der måtter til at sidde på, presenninger til at lave huler med, hvis det regner eller sner, en førstehjælpskasse, toiletpapir, forstørrelsesglas og tov. Låget er påmonteret et par sammen­klappelige ben, så det kan fungere som bord eller endda puslebord til de mindste. På siderne er der et gelænder, som de mindste børn kan holde i, når de bliver trætte af gåturen.

Turen til Hønseskoven er slut for i dag, og tilbage på legepladsen leger Lisa Kristjansen tælle- og fangelegen ’Hvad er klokken hr. Løve’ med alle børnene. 



Forskellige læringsrum. Denne dag blev Skovsneglens pædagoger og børn i nærheden af institutionen, men andre dage går de til Troldeskoven eller Girafskoven. Navnene har børnene selv opfundet, for så ved de, hvilken skov de skal til hen til.

I Troldeskoven er der mange grantræer, som bliver fældet og lagt i store stabler, som børnene kan klatre på. I Girafskoven er der bakker, som er gode at løbe op og ned ad, rulle og slå kolbøtter på. Der er også en å, de kan gå og hoppe over og se strømmens kraft ved at smide pinde i.

»På grund af vores Rudolf Steiner-fortid har vi ikke plastiklegetøj. I stedet har vi rigtige gryder, pander og skeer til at grave med. Lige nu leder børnene efter biller, regnorme og bænkebidere i jorden. Vi har forstørrelsesglas, så man kan se de små dyr ordentligt, og vi har bøger, så vi kan læse om dem,« fortæller Fie Watson Hansen.

Pædagogerne mener, at naturen er det bedste lærings- og sanserum.

»Der er læring i, at børnene skal vurdere, om de kan klatre op og selv komme ned igen. De får en masse kropsbevidsthed af hele tiden at skulle bevæge sig i ujævnt terræn og klatre op i træer, bunker af grene eller brændestabler og ned igen. De får udviklet grovmotorik og sanser ved at vippe på en gren, hoppe ned og kravle op og gå på line,« siger Lisa Kristjansen.

»Og finmotorikken trænes ved at samle myrer op uden at klemme dem. Ikke en let øvelse, men god, når vi nu ikke har perle­plader,« siger Fie Watson Hansen.



I børnenes spor. Pædagogerne ser sig selv som motiverende, engagerede og støttende rollemodeller.

»Det er vigtigt for os, at børnene bliver selvstændige ved at prøve sig frem. Vi går foran, men vi går også i børnenes spor og bagved dem og ser, hvad de foretager sig. Ud fra det bygger vi læring på hen ad vejen, så det passer til det enkelte barns udvikling,« siger Lisa Kristjansen.

Nogle gange går de på ture kun med drengene eller kun med pigerne. Eller de deler grupperne op efter alder eller udviklingstrin og tager på særlige ture.

»Vi planlægger rigtig meget, hvad vi gør, så vi når hele vejen rundt om børnenes udvikling. Vi har jo ikke stuer, men deler op, så gruppestørrelser, sammensætning og udviklingstrin passer til det, vi skal, eller det, vi synes, de skal lære,« siger Fie Watson Hansen.

Pædagogerne går ikke op i at lære børnene om naturen hele tiden. Det foregår mest i temaugerne.

»Men vi snakker om det, der sker i naturen, når vi er derude. Og børnene spørger jo også. De store kan for eksempel se forskel på, om det er en mus eller et egern, der har spist af en grankogle, og de lærer det videre til de mindre børn. At lære børnene om naturen kræver af os, at vi har en vis viden, så vi må jævnligt læse lidt op på det,« siger Fie Watson Hansen. 



Bevægelse fylder. Skovsneglens pædagoger besluttede for et par år siden, at de også ville være idrætsinstitution.

»Vi sørgede jo også for at børnene bevægede sig førhen. Men vi er ude i en konkurrencesituation her i kommunen, så vi tænkte, at det var endnu en aktivitet, vi kunne sælge os selv på. Og så passer det bare så godt med vores udeliv at have bevægelse med i alt, hvad vi foretager os,« siger Fie Watson Hansen.

Både i de temauger, hvor der arbejdes særligt intenst med læreplanen, og i hverdagen, bruger børn og voksne de indendørs faciliteter.

»Der er et stykke pædagogisk arbejde i at sidde stille og roligt indenfor og snakke med fire børn om for eksempel puslespil eller dialogisk læsning. Og selvom børnene for det meste gerne vil være ude, så kan de også lide at være inde en gang imellem,« siger Fie Watson Hansen.



Om Skovsneglen

Skovsneglen er en puljeinstitution i Lellinge i Køge Kommune. Den var fra staren en Rudolf Steiner-børnehave, senere er den i højere grad blevet skovbørnehave og senest også idrætsbørnehave. Pædagogerne tog den certificerede uddannelse som idrætspædagoger for at tiltrække nye børn og forældre. For nylig har kommunen godkendt en udvidelse, så der fremover er plads til 32 børnehavebørn og 8 vuggestuebørn. Lige nu er der ansat 4 pædagoger, en pædagogmedhjælper og en praktikant.