TEMA. NATURPÆDAGOGIK: Sproget gror i naturen

Det høje støjniveau i mange daginstitu­tioner er en af barriererne for børns sproglige udvikling. Men i naturen er mange af de faktorer, som fører til larmen, ikke til stede: Færre konflikter, fordi børnene kan sprede sig på et større område og lege i mindre grupper, bedre mulighed for en-til-en-dialog med pædagogerne, som ikke bruger al deres tid på konfliktløsning og på at tage telefoner og have kontakt til forældrene.

Derudover giver mangfoldigheden i naturen og den naturlige nysgerrighed hos børnene mulighed for, at de bruger deres sprog mere aktivt.

Alt sammen noget, der giver særlige fordele for sprogudviklingen, mener Ophelia Achton, biolog og lektor ved Pædagoguddannelsen Peter Sabroe, og som står bag en undersøgelse af naturens effekt på børns sprog.

»Selvom det er en relativt lille undersøgelse, kan jeg dokumentere, at betingelserne for at udvikle sproget, er bedre i naturen. Når støjen ikke er så voldsom, og der ikke er brug for så meget voksenstyring, får børnene mulighed for at byde mere ind rent verbalt,« siger hun.

Ophelia Achton har i sine mange videooptagelser set, at voksenstyringen er meget mere tydelig indendørs, af gode grunde. For jo mere pædagogerne må styre børnenes adfærd på grund af færre kvadratmetre, jo mere taler de. Undersøgelser viser, at voksne i daginstitutioner kan bruge op til 90 procent af taletiden – og så kommer børnene ikke til orde og får brugt deres sprog.



Plads til uforstyrret leg. Desuden blev det tydeligt for Ophelia Achton, at hvis børnene kunne sprede sig over et større areal, var legene mere uforstyrrede, og de foregik i længere tid. Desuden gav den rigelige plads børnene mulighed for at trække sig lidt væk fra legen.

»Jeg så blandet andet en lille stille fyr, som gerne vil være med i legen, men som trak sig væk og hang i et træ og kiggede på de andre, når der skete for meget. Han kom så ned igen, når han havde fået lidt luft. Det er en god ting, at børn har mulighed for at trække sig fra de mange indtryk, for hvis børnene ikke får mulighed for at reflektere over det, de ser og oplever, er det bare indtryk og bliver aldrig til udtryk blandt andet sprogligt,« siger hun.



Mangfoldighed. Det bedste ved uderummet er, at det er så mangfoldigt. Naturen ændrer sig hele tiden, og man kan finde nyt hver dag. Det giver mere at tale om, mener Ophelia Achton.

»En pind er jo ikke bare en pind. Det kræver et sprog at definere det, man har lyst til, pinden skal være. Er det en brandbil, man leger med, behøver man kun det ene ord, så ved alle, hvad vi taler om,« siger hun.

Uderummet i sig selv giver altså sproget gode muligheder. Men det forudsætter også, at pædagogerne gør noget, viser børnene tingene, snakker med dem om det og ikke mindst forholder sig til børnenes nysgerrighed og opdagelsestrang. Pædagogerne skal tænke uderummet som et udviklings- og læringsrum, for ellers sker der ikke så meget.

»Og nej, pædagoger skal ikke være biologer, men de skal vide noget, så de kan svare på det, børnene spørger om. At gå rundt i naturen med en voksen, der ingenting ved, er noget af det kedeligste, og det kommer der ikke meget sprog ud af,« siger Ophelia Achton.



Om forskeren

Ophelia Achton er cand. scient, master i Naturfagsdidaktik og lektor i naturfag ved VIA University College.



Om undersøgelsen

Den består af to dele. Empiri fra en bybørnehave og en skovbørnehave for at kunne sammenligne sprogets muligheder i de to forskellige institutionstyper. Og et litteraturstudie, hvor Ophelia Achton har kigget på undersøgelser af sprogudviklingen generelt, hvilke barrierer, der er for sprogudvikling og på naturen som læringsrum.