TEMA. NATURPÆDAGOGIK: Naturen lærer ikke bare fra sig

Pædagoger skal ikke tro, at de har fat i den lange ende af børns dannelse, hvis de bare tager dem med ud i naturen. Det er en romantisk idé, at naturen helt automatisk lærer fra sig, mener Karen Wistoft, lektor på Aarhus Universitet, DPU.

»Der er mange naturvejledere og naturelskere, også blandt pædagogerne, som har det synspunkt. Jeg repræsenterer forskningsmæssigt det modsatte synspunkt, at det ikke er lige meget, hvad man bruger naturen til i forhold til børns læring,« siger hun.

Niels Ejbye-Ernst, ph.d. og lektor på Via University College er for så vidt enig, men der er alligevel så mange gode effekter af naturen, at børn skal derud så meget som muligt. Det viste den forskningsoversigt, han lavede i forbindelse med sin ph.d. for to år siden.

»Børn leger bedre, deres fysiske aktivitet stimuleres, deres sundhed bliver forbedret og deres stressniveau kan sænkes af at være i naturen. Ser man på forskning i farlig leg, er det jo interessant, at de mere udfordrende lege oftere forekommer i naturen, og at de giver børn et godt grundlag for at mestre deres omgivelser og blive bedre til i fremtiden at håndtere potentielt farlige situationer,« siger han.



Børn i naturen. Selvom Karen Wistoft ikke er blind for, at mange børn i dag får for lidt natur, mener hun, at pædagoger skal spørge sig selv om, hvad det specifikt er, børn har for lidt af, og hvad naturen så kan lære dem.

»Vil man bruge naturen som læringsrum, kræver det bevidst refleksion og didaktiske overvejelser. Pædagogerne må overveje, hvorfor børnene skal ud, hvordan de vil bruge naturen, og hvad det er i naturen, de vælger at fokusere på. De tre overvejelser handler dybest set om værdier, og skal børnene lære noget af at være i naturen, skal pædagoger værdiafklare, hvad de vil bruge naturen til i pædagogikken,« siger hun.

Det kan for eksempel være, at pædagogerne vil lade børnene opleve noget unikt, som gør, at de kan fastholde børnenes hukommelse og derfor kan arbejde videre med naturfænomenerne, når de kommer tilbage til institutionen. Det kan også være, at pædagogerne vil lære børnene at håndtere affald, at tænde bål, lave mad over bålet, bygge en tømmerflåde, fange insekter eller overskride nogle personlige grænser.



Vær ikke barnlige. Niels Ejbye-Ernsts ph.d.-afhandling konkluderede også, at pædagoger skal forholde sig bevidst til deres samvær med børnene i naturen. Han mener, at pædagoger skal tale med børn om natur ud fra en viden, de har tilegnet sig. Og ikke, som han ofte har set, at pædagoger taler med børn om natur på samme måde, som børnene selv opfatter den.

»Hvis pædagoger omtaler alle smådyr som kravl, og hvis de ’taler med på’ børns opfattelse af, at planter og blomster gror på samme måde som de selv gør, får børnene ikke stor viden om natur. Pædagoger skal ikke belære børn om naturen, men de skal være opmærksomme på, hvad børn gør, og forstå, at børns blikke på naturen er noget andet, end det vi i vores kultur opfatter som vigtig viden om natur. Og så skal de i passende mængder forstyrre børn med lidt viden, hvor det giver mening,« siger han.

Niels Ejbye-Ernst mener, at danske pædagoger har en fantastisk formidlingsmulighed i kraft af deres indføling og tætte relationer med børnene.

»Pædagoger er de professionelle, der har størst påvirkning på børns forståelser, og derfor er det vigtigt, at de har noget at støtte børns opmærksomhed med. Den kommer ikke af sig selv, og derfor skal pædagogerne sørge for et rigt sprogligt miljø og understøtte børnene i at blive gode til at undersøge og i at se nøje efter. Det kræver en viden hos pædagogerne, men det vil man jo også forvente, hvis man er en pædagog, der har børn med i køkkenet. Vi taler jo ikke om kvantemekanik, men om simple ting, som pædagoger bør vide, når de går med børn i naturen,« siger han.



Natur og udsatte børn. De udsatte børn er de børn, der kommer allermindst i naturen, viser undersøgelser. Især børn med anden etnisk baggrund har via deres familier et anstrengt forhold til natur. Det gør disse børns livsvilkår ekstra dårlige, mener Niels Ejbye-Ernst.

»Udsatte børn får ikke brugt deres kroppe i naturen eller tilegner sig det kendskab til omverdenen, som andre børn får via deres opvækst hjemme. Børnehaver, hvor der er rigtig mange udsatte børn, har meget svært ved at komme ud af huset, så de oplevelser, den viden og den kropslighed, der kunne ligge i det, går de her børn altså glip af,« siger Niels Ejbye-Ernest.



Naturens effekt

Flere undersøgelser viser, at leg i naturen har en positiv effekt på børn. Se, hvilke områder i børns udvikling, der har godt af naturlig stimulans.

Motorik: Flere store undersøgelser påviser, at børn, der leger og opholder sig i komplekse og varierede områder, bliver dygtigere motorisk og får en bedre koordination. De bliver også stærkere, smidigere og mere udholdende end børn, der leger i mere standardiserede omgiveler på flade, belagte arealer.

Sundhed: Der findes flere studier, som bekræfter, at børn, der bruger mange timer udenfor, er sundere og har færre sygedage end børn, der opholder sig meget indenfor. I anden forskning fremhæves desuden regulering af det biologiske ur, forbedring af nattesøvnen og øget optag af D-vitamin som følge af sollyset.

Stress: Naturen skulle, ifølge evolutionspsykologisk forskning, modvirke stress, fordi vi oprindeligt har været omgivet af natur. Det er et kort komma i evolutionen, at vi er blevet bymennesker. Det er sket inden for de seneste 50 år, og vi har endnu ikke tilpasset os til det hektiske liv i byerne.

Læringsparathed: Små studier mener at kunne dokumentere, at mennesker uanset alder har lettere ved at lære i naturen, fordi læringskapaciteten er større, når man bevæger sig.

Kreativitet: At børn bliver mere kreative af at være i naturen er mere antagelser end egentlig undersøgt viden. Man antager at børn bliver mere kreative af at lege på andre måder. Legene bliver mere komplekse og kreative, fordi de kan foregå i flere småområder, hvor børnene kan lege meget forskelligt.

Opmærksomhed: Flere undersøgelser viser, at mennesker, der færdes gennem længere tid i naturområder, vil føle afslappethed og en ro, fordi de grønne områder ikke afkræver konstant opmærksomhed, som for eksempel kulturarealer og byer gør.

Kilde: Niels Ejbye-Ernest



Om forskerne

Karen Wistoft

Cand. pæd., ph.d., lektor på Aarhus Universitet, DPU og professor (mso) på Grønlands Universitet.

Niels Ejbye-Ernst

Cand.pæd., ph.d., lektor på Via University College, naturvejleder, vejleder i fritidsliv. Desuden tilknyttet Videncenter for Friluftsliv og Naturformidling, Københavns Universitet KU-Life og program for naturfagsdidaktik og program for outdoorpædagogik i Videncenter for Didaktik på Pædagoguddannelsen Jydsk.