TEMA: Mille har selv prøvet det. Vi skal turde hjælpe de unge

I teenageårene kæmpede den i dag 27-årige Mille Heskjær mod trangen til at forsvinde i selvskadens rus, som hun opnåede, når hun skar i sig selv. Heldigvis fik hun hjælp, og i dag arbejder hun som pædagogvikar i en klub og er ekstern underviser på PAU-uddannelsen, hvor hun holder oplæg om selvskadende adfærd blandt unge.

Siden hun som 16-årig lagde selvskaden på hylden, har hun kæmpet for at skabe mere opmærksomhed og viden på området, der efter hendes opfattelse er præget af mange fordomme og misforståelser. Hun begyndte at holde foredrag som et middel til selvterapi, men følelsen af at hjælpe unge ud af ­deres selvskade gjorde, at hun holdt ved, selv længe efter at hun havde bearbejdet sin egen ­selvskade.

Milles mistrivsel startede, da hun gik i folkeskole. Hun følte sig mobbet og meget alene efter at have mistet et familiemedlem til selvmord. Som teenager var hun blandt andet udsat for seksuelle krænkelser af to ekskærester, og herefter overvældede de tunge følelser den kun 15-årige pige, og det fik hende til at prøve at skære i sig selv.

»Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg var syg i hovedet, da jeg prøvede at skære mig første gang. Men samtidig tænkte jeg: ’Hvad nu, hvis det virker’. Den tanke overbeviste mig om at prøve det, for jeg var nået til et punkt, hvor jeg var villig til at gøre hvad som helst for at få det bedre. I det splitsekund, jeg skar første gang, kunne jeg mærke en rus og en lettelse,« fortæller Mille, der sammenligner følelsen med en kombination af et adrenalinkick og at få morfin.



Det starter tidligt. I de følgende måneder skar Mille i sig selv flere gange dagligt for at flygte fra ensomheden og det store selvhad, hun havde opbygget. Når hun skar sig, fik hun en følelse af, at hun havde fortjent smerten og at hun ved at skære straffede sig selv for ikke at være tilstrækkelig. Andre gange brugte hun selvskaden som en flugt fra det indre kaos af tanker og følelser, hun ikke kunne komme ud med.

»Jeg kunne ikke kontrollere mine følelser, men jeg kunne kontrollere smerten. Det hjalp mig med at regulere følelserne, og samtidig fik jeg en pause og en fornemmelse af, at det blev lettere at komme gennem dagene,« siger Mille.

Men den egentlige selvskade startede, langt før hun begyndte at skære i sig selv. Allerede som 10-årig bed Mille sig selv i kinderne og fingrene, kradsede sig voldsomt på kroppen eller slog sig selv i hovedet.

»Jeg havde tit skrammer, blå mærker eller sår, men sårene var nemme at bortforklare – for eksempel sagde jeg, at jeg havde revet mig på en busk. Men der var sjældent nogen, der spurgte ind til det, og ingen opdagede selvskaden, mens den stod på,« fortæller Mille.



Kan ramme alle. Mille bebrejder hverken familie, lærere eller pædagoger for ikke at have opdaget selvskaden, fordi hun gjorde så meget ud af at skjule, hvor galt det stod til. Da hun gik på pædagoguddannelsen undrede hun sig også over, at de pædagogstuderende på intet tidspunkt undervises i at opdage selvskadende adfærd, når nu problemet er stærkt stigende blandt børn og unge.

I skolen og klubben var Mille meget pligtopfyldende, aktiv i kreaværkstederne og behagesyg over for andre. Hun gik hverken i lange ærmer, hørte dødsmetal eller dyrkede den gotiske stil, som mange stadig forbinder med selvskade. Noget af det første, hun fortæller, når hun underviser i selvskade blandt unge, er derfor, at man ikke kun skal kigge efter en bestemt type børn, for det kan ramme alle.

»Selvom selvskade er et udtryk for mistrivsel, så er det også en ventil for mange børn og unge. Når de skader sig selv, så letter trykket, og de kan få luft. Det er i mange tilfælde selvskaden, der gør, at børnene kan fungere og skjule det så godt. De får simpelthen afløb for alt det, der ikke fungerer i hjemmet eller i skolen,« siger Mille.



Svære at spotte. Mille har udover sit arbejde som ekstern underviser på PAU også arbejdet i flere år som frivillig hos flere organisationer, blandt andet for GirlTalk, der tilbyder hjælp til unge udsatte piger i alderen 12-24 år. Gennem sit frivillige arbejde har hun talt med unge piger helt ned til 10 år, der skar i sig selv. Fælles for mange er, at de gør alt for at skjule, at de gør det.

»De skjuler kropsdele ved at have løst tøj på, undgår at deltage i idræt eller aktiviteter, hvor de skal bruge eller vise kroppen, har altid sår og skrammer de samme steder og har for eksempel ikke korte ærmer på, selvom det er varmt,« siger Mille og påpeger, at alle klubpædagoger bør tage et grundigt kig på den børnegruppe, de har:

»Ser man på statistikkerne, er spørgsmålet ikke, om du har mødt unge, der er selvskadende. Spørgsmålet er, om du har formået at spotte dem,« siger Mille og henviser til, at hver femte danske gymnasieelev har skadet sig selv.



Spørg ind. Spørg ind, spørg ind, spørg ind. Sådan lyder rådet fra Mille, da hun bliver spurgt om, hvad pædagoger kan gøre, hvis de har mistanke om, at et barn eller en ung et selvskadende.

»Udvis bekymring, og spørg barnet direkte: ’Jeg kan se, at du har nogle sår, og jeg bliver bekymret for, om du skader dig selv’. Det kan godt være, at de afviser det, men jeg ved fra mig selv, at det hjælper at vide, at nogen ser én,« siger Mille.

Hun opfordrer pædagoger til at afholde sig fra at fokusere på selve sårene eller skaderne, medmindre sårene er dybe eller betændte. De unge skammer sig ofte voldsomt over at have påført sig skaden, og derfor bør man i stedet vise bekymring og fortælle, at man er til rådighed og gerne vil lytte.

»Mange føler dyb afsky, når de ser sår eller skader, der utvivlsomt opstår fra selvskade. Det er forståeligt. Men selvskaden er bare et symptom, og de unge har brug for, at du holder fokus på, hvad der er galt, siden de føler sig nødsaget til at udøve selvskaden,« siger Mille.

»Vi skal væk fra det med i farten at spørge, om den unge har det godt. Spørg kun, hvis du har tid til at tage dig af det. Det kan være, at det lige er i dag, den unge vil tale.«



Snak med forældre. Tålmodighed er vigtig, når man står med en ung, der har selvskadende adfærd, påpeger Mille.

»Det er altafgørende, at du ikke opstiller et ultimatum om, at den unge skal stoppe selvskaden med det samme. Ved at fratage dem det eneste redskab, de føler virker, øger man risikoen for, at de forsøger selvmord,« siger Mille.

Hun råder pædagoger til at tale med forældrene, men ikke før, man har aftalt det med den unge.

Ved at tale med den unge først og efterfølgende drøfte den unges udfordinger i personalegruppen kan man bedre klarlægge, hvilke parter der skal inddrages hvornår. Afhængigt af situationen kan det være nødvendigt at involvere kommunen, skolepsykologen eller PPR.

»Man må aldrig love, at man ikke går videre med det, den unge fortæller. I stedet kan man tilbyde at hjælpe den unge med at få det fortalt,« siger Mille, der for eksempel foreslår, at konfrontationen med forældrene kan tages, ved at den unge skriver et brev. Det kan virke mindre overvældende end at fortælle det selv.

Afhængigt af den unges tilstand kan det være nødvendigt at skrive en underretning af hensyn til den unges sikkerhed og generelle trivsel.

»Send et signal om, at du vil den unge, og at du står klar til at lytte til, hvad end de vil tale om. Men husk også at få talt med nogen om, hvad du oplever. Det kan være meget hårdt og voldsomt at stå med en ung, der skader sig selv, og derfor skal man søge faglig sparring blandt det øvrige personale, så man også får bearbejdet sin egen oplevelse,« siger Mille.



Milles råd til pædagoger

Sådan gør du, når du opdager selvskade

1. Afsæt tid til at tale med den unge, hvor I ikke vil blive afbrudt.

2. Spørg ind til den unges skrammer, men undgå at hæfte dig for meget ved selve sårene.

3. Lov aldrig den unge, at du ikke fortæller noget videre. Men lov i stedet, at I aftaler, hvornår og hvordan det bliver fortalt.

4. Giv kun løfter, du er sikker på, du kan overholde. Det er bedre at være ærlig om dine begrænsninger end at give den unge falske forhåbninger.

5. Involver den unge ved at spørge, hvad du kan hjælpe med.

6. Det kan være nødvendigt at underrette, men tal med forældrene først, så du ved, om familien allerede får hjælp.

7. Forældrene skal orienteres, men du kan tilbyde den unge hjælp til at fortælle det, enten ved at I skriver et brev, eller at du deltager i et møde med ­forældrene og den unge.

8. Tal med dine kolleger og din leder om, hvordan I håndterer selvskadende adfærd blandt de unge. Det er vigtigt, at du får delt dine tanker og ­frustrationer med nogen, så du ikke går med det alene.