TEMA: Koncepterne splitter den enkelte pædagog: De udspringer af mistillid til fagligheden – og løfter den

Pædagoger er splittede, når det handler om evidensbaserede pædagogiske koncepter. Splittelsen står ikke mellem jubeloptimister og skeptikere. Splittelsen findes i den enkelte pædagog, der arbejder med koncepterne. Det ene øjeblik oplever pædagogen dem som en hjælp i samarbejdet med forældrene og det næste øjeblik synes hun, at hun på grund af konceptet skal udføre handlinger, som reelt ikke giver mening.

Det viser en undersøgelse som Christian Aabro, lektor i pædagogik ved UCC, står i spidsen for. Resultatet var en overraskelse.

»Jeg forventede, at vi ville finde institutioner, hvor pædagogerne var vildt begejstrede for koncepter, mens personalet i andre ville være imod. Men det er ikke tilfældet,« fortæller han om de 85 interview med pædagoger fra 15 institutioner, som forskerne har gennemført.

Splittelsen handler blandt andet om noget så grundlæggende som pædagogernes faglighed. For på den ene side oplever de, at koncepterne giver dem anerkendelse i tværfagligt samarbejde, og når de kommunikerer med forældrene. Samtidig opleves koncepterne som udtryk for mistro til pædagogernes faglighed.

»Pædagogerne siger, at koncepterne er med til at løfte fagligheden, så de ikke længere er nogen, der fedter med små sedler med observationer om børnene. Nu har de dokumentation fra Tras, DUÅ eller andre koncepter, som de kan fremlægge for forældrene. De taler også samme sprog som ergoterapeuten eller folkene fra forvaltningen, der arbejder med de samme koncepter. Det giver respekt. På den anden side siger de samme pædagoger, at koncepterne er der på grund af en grundlæggende mistillid til deres faglighed,« siger Christian Aabro.



Spil for galleriet. Endnu et eksempel på pædagogernes indre splittelse er det at være sikker på, hvordan noget forholder sig, og så alligevel være usikker. Pædagogerne oplever, at koncepternes systematik ofte betyder, at de er gået fra at tro, at tingene hænger sammen på en bestemt måde, til at vide, hvordan tingene hænger sammen – og så alligevel ikke helt.

»De kan have haft en opfattelse af, at lille Tobias ofte bider de andre børn, men ved at undersøge det og notere data, finder de ud af, at det i virkeligheden er Alberte, som gør det. Det er ikke længere ’synsning’. På den anden side mener de samme pædagoger, at man ikke bare kan måle børn på den måde. For hvad med de gange, hvor Tobias var lige ved at bide, og de voksne forhindrede det? Og så er mange også i tvivl om, hvorvidt de overhovedet kan dokumentere korrekt indenfor rammerne i det enkelte koncept. Når de skal sætte et kryds i et skema, er det jo ikke 100 procent entydigt, hvor det skal stå,« siger Christian Aabro.

Pædagoger har blandt andet henvist til systemer, hvor de skal vurdere et barn som rødt, gult eller grønt – for eksempel TOPI.

»Mange siger, at det er spil for galleriet. De vurderer et barn som rødt, gult eller grønt, men det er langtfra objektivt, for de kan se, at andre vurderer på en anden måde, og nogle gange forhandler de om det. Der er en vilkårlighed i det, og på en måde er det ligesom MGP med sloganet: ’Det er bare noget, vi leger’. Samtidig er det gravalvorligt, fordi det får magt. Når børnene først er vurderet, betyder det noget, selvom vurderingen i første omgang var lidt vilkårlig,« siger Christian Aabro.



Koncepter giver tryghed. Lasse Bjerg Jørgensen fra BUPL’s forretningsudvalg, forstår godt splittelsen.

»Koncepterne giver en vis tryghed. Når man har gennemgået de trin, man skal, har man gjort en indsats og muligvis også en forskel. Men man bliver også begrænset i sit arbejde. Koncepterne siger nemlig meget om en uendeligt lille del af hverdagen i en institution. Nogle børn er måske ikke interesserede i de aktiviteter, man skal have ifølge konceptet. Pædagogerne kan have dårlig samvittighed over, at de ikke rammer de børn,« siger han.

Koncepterne er først og fremmest opstået på grund af manglende tillid til pædagogernes professionelle dømmekraft, mener Lasse Bjerg Jørgensen.

»Vi har blandt andet fået koncepterne, fordi forvaltningerne og til dels forskningsverdenen siger, at pædagogerne ikke har løftet sig tilstrækkeligt fagligt. Det mener de, koncepterne kan klare, og så breder de sig ud over landet, for hvem kan argumentere imod højere faglighed. Problemet er så bare, at det, der har bredt sig, er en masse quick fixes, som reelt ikke løfter fagligheden,« siger Lasse Bjerg Jørgensen, der dog ser positive tendenser:

»Jo mere vi taler om koncepterne, desto flere pædagoger få et kritisk syn på dem og spørger sig selv, hvilke dele af et koncept de kan bruge. Jeg mener, man skal spørge, hvordan de passer til børn, og det kan koncepter ikke gøre fuldstændig, for de fungerer som manualer.«



Styrke dømmekraften. Professor Lars Qvortrup, leder af Nationalt Center for Skoleforskning på Aarhus Universitet, har i en årrække arbejdet med evidensbaserede metoder i både skoler og dagtilbud. Han deler koncepterne op i to typer: de handlingsanvisende og de analytiske.

»Hvis der virkelig fandtes handlingsanvisende koncepter, der virkede, så var de nok indført over det hele. Men man kan ikke bare sige, at man skal gøre sådan og sådan, så virker det. De handlingsanvisende koncepter tror jeg ikke på. De mere analytiske, som LP-modellen, hvor man spørger, hvilke opretholdende faktorer der er, for at et barn ikke trives, kan være udmærkede,« siger han.

En stor del af koncepterne handler om dataindsamling. Derfor minder Lars Qvortrup om et vigtigt princip.

»Vi skelner mellem at arbejde databaseret og datainformeret. Arbejder man databaseret, lader man sig styre af de data, man indhenter. Arbejder man datainformeret, bruger man data som en del af baggrunden for at tilrettelægge sin praksis. Det handler om at styrke den pædagogiske dømmekraft, så man ikke lader sig styre af konceptet,« siger professoren.