TEMA. KOMMUNALVALG 2013: Rådgiver: Der er meget musik i børn

Kommunalvalget er en oplagt mulighed for pædagoger til at sætte de børn, de arbejder med, og deres egen faglighed på dagsordenen. Det mener kommunikationsrådgiver Rasmus Jønsson, der har en fortid som politisk kommentator. Børn&Unge har spurgt ind til, hvad der er så godt ved et kommunalvalg, når det handler om at få politikerne til at tale om børnene og prioritere børneområdet. Og hvad pædagoger konkret kan gøre.



Hvorfor tror du, børn bliver et stort tema?

»Fordi det ligger højt på vælgernes dagsorden, og det flugter godt med mediernes nyhedskriterier. Det er en væsentlig ting, som folk går op i, og derfor er det også et område, både politikere og medier vil fokusere på. I forhold til mange andre områder har man faktisk allerede en dagsorden, som man nærmest ikke behøver at tale op.«



Fordi alle gerne vil børnene det godt?

»Ja, der er mange følelser forbundet med det. På den måde passer dagsordenen også godt til en valgkamp.«



Kanaler til indflydelse

Men hvordan griber man det an?

»Der er forskellige kanaler til at få indflydelse. Dels kan man arbejde med et politikerspor, hvor man bag linjerne tager kontakt til nogle kandidater, man tror, matcher godt med ens budskaber eller holdninger. Man fodrer politikerne med oplysninger, vinkler, under­søgelser, tal, praktiske udfordringer og dilemmaer, så de er klædt ordentligt på og er fokuseret på at tale om emnet.«



Så man arbejder lidt ligesom en embedsmand ansat i et ministerium?

»Ja, i virkeligheden er det kommunal lobbyisme. Man tager kontakt til kommunal­politikerne og prøver at opbygge relationer. Der er rigtig gode muligheder for at gå den vej, fordi mange kommunalpolitiske aktører som regel ikke er fuldtidspolitikere, og ofte er de glade for at få faglig viden og gode idéer til, hvordan sagen kan skæres.«



Hvilke andre kanaler er der til indflydelse?

»Man kan prøve at sætte mediedagsordener både landsdækkende, lokalt og i sociale medier. Tit vil det være effektivt med en kombination, hvor man både har talt med nogle politikere, som bakker ens sag op, og så rejser man også sagen i medierne med nogle debatindlæg eller historier.«



Men har det fysiske møde stadig sin ret?

»Ja, den tredje og sidste vej er events og kampagner på gader og stræder, der understøtter ens budskaber og ens holdninger og sætter fokus på ens område. Jeg var ordstyrer på et folkemøde i Rudersdal Kommune, hvor BUPL’s Henning Pedersen, undervisningsminister Christine Antorini (S) og borgmesteren fra kommunen deltog, og det er en ret stærk kommunikationsvej, fordi alle med magt og meninger var til stede i samme tid og rum. Det er tit effektivt.«



Pædagoger skal råbe mere op

Hvad er dit bedste råd til pædagogerne?

»Pædagoger er af natur et lidt stille folk. De er ikke så højtråbende, hverken om deres problemer og deres fagudøvelse, og der taber de lidt i konkurrencen med andre faggrupper, som er meget dygtige til at råbe op. Vi har lige været igennem en skolekonflikt, hvor lærerne var enormt dygtige til at fortælle, hvor meget de og deres forberedelse betød, og hvor vigtigt det var, at de kunne bevare deres faglighed. I den sammenhæng er pædagogernes fortælling om faglighed underfrankeret. De kan godt blive bedre til at råbe op.«



Er offentligheden parat til at lytte?

»Der er et enormt informationsbehov hos borgerne. Altså for at vide mere om, hvilke udfordringer pædagogerne har. Området er i stærk forandring, og der er sket meget, siden vælgerne og politikerne selv var små. Både med hensyn til, hvor pædagoger arbejder, og hvilke udfordringer de står over for. Tag bare skolereformen set fra pædagogernes side.«



Hvilke af de pædagogiske dagsordener bliver særlig vigtige?

»Skolereformen bliver sikkert et område, men så er der jo også alt det, der handler om metode og trivsel, madordninger, kapacitet og alt sådan noget. Der er mange dagsordener i emnet børn, og der er meget musik i at fortælle om det.«



Tal børnenes sag

Nogle mener, man skal alliere sig med forældrene. Er det en god idé?

»Ja, men generelt er børnene det stærke kort. Der er ikke ret mange, der vil stå på den modsatte side af børnene i en valgkamp.«



Hvor langt kan man tillade sig at gå, når man bruger børnene til at sætte dagsordenen?

»Man kan jo ikke gå over grænsen og begynde at lyve, men pædagoger arbejder jo for børnene, og derfor giver det i høj grad mening at tale om børnenes trivsel og forgodtbefindende og det arbejde, som man laver med børnene. I en valgkamp er der hele tiden sure lærere, sure pædagoger og sure borgere, der står i kø for at komme i medierne, men det er bare en mere interessant historie, hvis man hører om børn, der kommer i klemme i systemet. Det vil journalisten altid synes er mere interessant, end at nogle er sure.«



Skal pædagogerne hyre kommunikationsrådgivere til at hjælpe sig?

»Pædagogerne er oppe mod nogle aktører, der arbejder meget med ord. Bare tag sådan et ord som inklusion. Det er umiddelbart et meget positivt ord, men så vidt jeg forstår, ser en pædagoger også nogle problematikker i inklusion, når der ikke følger ressourcer og midler og uddannelse med. Og en valgkamp er også en kamp om ord, så her kan det kræve nogle dygtige ordsnedkere at få sin forklaring af ordene igennem.«