TEMA: Julies forfærdelige hemmelighed. Ingen vidste, hvad der foregik

Hun er kun 13 år, da hun første gang skærer i sig selv. Hun er desperat. Villig til at gøre hvad som helst for at få det bedre, og så er der det, at en af venindernes ord bliver ved med at dukke op:

’Når jeg ikke kan holde livet ud mere, så hjælper det at skære i sig selv. Så kommer jeg ned på jorden igen’.

Ordene giver genlyd i hovedet på den unge pige, der er træt af alle de svære tanker, hun har gået alene med længe. En barndom med psykisk terror. En far, der fik en blodprop i hjertet. Så gik mor ned med en depression, og Julies mormor blev syg og døde af kræften efter kort tids kamp.

Det første snit er overfladisk, men effekten er ikke til at tage fejl af rus, lettelse, ro, luft.



Udadtil var Julie en stærk, klog og sød pige. Hun havde gode veninder og fik rene 12-taller. Men selvværdet havde lidt et alvorligt dyk som følge af faderens utilregnelighed og konstante kritik. Julies forældre var kun i 20’erne, da de fik hende, og derfor trådte mormor ofte til og fik en forældrerolle i Julies liv. Da hun pludselig døde efter kort tids sygdom, blev byrden af sorg for meget for Julie.

»Jeg oplevede en dominoeffekt af rigtig svære situationer. Det var, som om jeg ikke kunne nå at få vejret, inden den næste ulykke ramte, og samtidig følte jeg ikke, at der var plads til min sorg over at have mistet min mormor. Jeg lagde låg på mig selv, men pludselig kunne jeg ikke mere,« fortæller Julie, der i dag er 23 år.

Selvskaden tog til, men inden Julie begyndte at skade sig selv, var familien på vej ud på et sidespor, der burde have fået alarmklokkerne til at ringe hos lærere eller pædagoger.

Julie var allerede inden teenage­årene mester i skuespillets kunst, og hun havde lært hjemmefra, at de ting, der foregår i hjemmet, dem taler man ikke med nogen om. Men da en lærer en dag gik hende på klingen, talte hun over sig.



Julie går i 5. klasse, da en lærer konfronterer hende med, at hun har glemt at lave lektier. Julie bliver nervøs, hun har jo altid styr på sine ting, men i dag er den glippet.

Hendes første reaktion er at neddysse situationen, så hun siger til læreren, at hun endelig ikke må ringe hjem til forældrene og fortælle det. Læreren undres tydeligt og presser Julie til at uddybe. Uden at tænke over det, svarer hun: »Fordi jeg er bange for min far«. I samme sekund ordene er sagt, fortryder hun dem.

Skoleinspektøren ringer alligevel til Julies far, men det lykkes ham at overbevise skoleinspektøren om, at der ikke er grund til at reagere på Julies fortalelse. Skolen lukker sagen, og Julies ­lærer hverken underretter eller graver videre. Da Julies far har lagt telefonrøret, stormer han ind på værelset, hvor Julie har lyttet til samtalen. Hans ord glemmer hun aldrig:

»Vil du gerne på børnehjem? Du kommer aldrig til at se din bror igen, hvis du går rundt og siger sådan noget.«



Julie brugte folkeskoletiden på at høste gode karakterer, samtidig med at hun undgik unødig opmærksomhed. Hun pjækkede fra gymnastik, og kun veninderne vidste, at Julie selvskadede.

Når snakken i dag falder på, hvem der burde have reageret eller set, at hun mistrivedes, falder svaret prompte:

»Ingen. Jeg holdt lav profil og holdt alle i en armslængde. Jeg ville ikke engang forvente, at min klasselærer havde opdaget noget,« ­siger Julie, der har lagt selvskaden helt på hylden.

Men der skulle gå mange år, før Julie fik den hjælp, hun havde behov for. Siden hun prøvede at skære sig første gang, tog den selvskadende adfærd til og blev en bevidst strategi, når hun ikke kunne håndtere sine følelser. Især da hun flyttede hjemmefra, eskalerede selvskaden, og hun begyndte at kradse, brænde og skære sig selv hyppigere.

»Når man selvskader, er det, som om man har været under vand i lang tid og pludselig kan få luft. Man er mærket og påvirket af situationen, men det er også, som om man ikke kan føle mere. Der er ikke plads. Når jeg gjorde det, fokuserede jeg ofte på den der svidende, brændende fornemmelse, for så kunne jeg ikke høre, hvad jeg selv tænkte,« forklarer Julie.

»Men bagefter er man udmattet, og jeg ­plejede at lægge mig til at sove. Når man vågner igen, så føles det som at vågne op ved siden af en, man ikke skulle vågne op ved siden af efter en nat i byen. Så kommer man i tanke om det og tænker fuck. Og så kommer skammen.«

I dag har Julie færdiggjort sin PAU-uddannelse og er begyndt på pædagoguddannelsen. Hun bor sammen med sin kæreste Denis, der har spillet en afgørende rolle i Julies kamp for at lægge selvskaden og selvmordstankerne bag sig.



Julie er netop flyttet ind i egen lejlighed i Hvidovre. Hun er begyndt at få det bedre, efter at hun har i et par år har benyttet PAU-uddannelsens tilbud om gratis psykologhjælp til de studerende. Hendes hjem er blevet den trygge base, hun har savnet i opvækst, og forholdet til Denis kører på skinner.

Men så fortæller han hende, at han har en aftale og skal være væk i et par timer. Julie prøver at ignorere den angstfølelse, der med det samme griber hende. Men hun falder i, og kradser sig selv til blods på lårene.

Da Denis kommer hjem, forsøger Julie at skjule, at hun har selvskadet. Men der går ikke mere end 10 minutter, før han kommer til at røre hendes lår, hvor hun få øjeblikke tidligere har skadet sig selv.

Smerten er svidende, og Julie reagerer med et sæt. Men Denis reagerer ikke som de tidligere kærester, der har kendt til Julies selvskade. Han bliver ked af det. Bekymret. Omsorgsfuld. Han er hverken sur eller skuffet over hende, og det overvælder Julie med dårlig samvittighed.

Det er første gang, at hun oplever, at ­hendes selvskade fører til, at et andet menneske får det dårligt. Det gør ondt, men ondt på en helt forfærdelig og gennemtrængende måde.

Det bliver sidste gang Julie selvskader.



Siden dengang for to år siden har Julie ikke haft lyst til at selvskade. I dag er hun foredragsholder hos LMS, Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser og Selvskade, hvor hun hjælper unge med at komme ud af selvskaden ved at fortælle sin egen historie.

Det første foredrag holdt hun for fire måneder siden. LMS havde annonceret Julies oplæg på Facebook, hvor de også havde vedhæftet et billede af Julie. Det opdagede Julies farmor, som fortalte det videre til Julies mor.

»En dag på vej hjem i toget får jeg et opkald fra min mor, der spørger, hvad pokker det er for noget. Hun er vred og oprevet og min første reaktion er, at jeg må have gjort noget forkert. Men så stopper jeg mig selv. Jeg står jo frem for min skyld og for at lægge skammen over min selvskade på hylden,« siger Julie, der siden har mødt forståelse fra både sin mor og far, der intet anede om Julies selvskade.

I dag er Julies forhold til forældrene så småt begyndt at blive bedre. Fordi hun er stået frem, er det slut med at spille skuespil, og lige så stille er det med til at opbygge tilliden mellem hende og forældrene. Der er åbnet for en dialog, hvilket er mere, end Julie havde turdet håbe på for blot få år siden.

»Det er meget nyt, og vi er jo stadig midt i det hele, men nu kan vi begynde at reparere vores relation. Jeg vil jo rigtig gerne mine forældre, og på grund af mine to brødre er jeg jo uanset hvad tvunget til at se dem,« siger Julie, der har et meget nært forhold til sine brødre på 6 og 20 år. Snakken falder på fremtiden, og Julie er ikke i tvivl om, at hun har valgt det helt rigtige studie. Hvis hun kan, så forsætter hun gerne studiet, til der står ’ph.d.’ på cv’et. Lige nu skal hun til at vælge specialisering, og Julie tror, at valget falder på skole- og ­fritidspædagogikken. Hun har en drøm om at komme til at arbejde med unge teenagere.

»Det lyder banalt, at jeg vil gøre en forskel, men der er noget helt vildt fedt ved at være med til at give børn en god dag, når man selv er vokset op med en hel masse lortedage,« siger Julie.



Tidligere selvskader



Sådan støtter du skridt for skridt

Pædagog Mille Heskjær underviser i selvskadende

adfærd. Her giver hun råd til, hvordan man hjælper.

Tag kontakt og vis omsorg

● Vis, at det er i orden at tale om selvskaden.

● Vær omsorgsfuld, og giv dig god tid til at tale med den unge.

● Lyt for at forstå, ikke nødvendigvis for at blive enig.

● Undgå at bagatelisere den unges problemer eller at forsøge at få dem til at gå væk ved at trøste.

● Vis forståelse for den smerte, der ligger bag den selvskadende adfærd.

● Hvis den unge har tiltrækkelig tillid, så spørg, om du må se ar og sår for at sikre dig, at de ikke kræver lægehjælp.

● Undgå altid tvang og ultimatumsaftaler.

Afklar årsagen

Der kan være forskellige årsager til, at unge har en selvskadende adfærd. Spørg ind til, i hvilke situationer den unge selvskader, og hvilke følelser det giver den unge, for at komme nærmere en alternativ måde at forløse følelserne.

● Nogle selvskader for at udtrykke smerte og intense følelser.

● Nogle gør det for at berolige sig selv.

● Nogle gør det for at føle en fysisk smerte, fordi de føler sig tomme og følelsesløse.

● Nogle gør det for at afhjælpe stress, spændinger eller vrede.



Brug krisekortet for at undgå selvskaden

Hjælp den unge med at skrive en liste med ting, den unge skal afprøve, før han/hun tyer til selvskade.

● Dyrk motion, for eksempel løb, dans eller at slå på en boksepude.

● Tal med nogen eller ring til en ven. Man behøver ikke at tale om selvskaden.

● Tag et koldt brusebad.

● Tyg noget med en meget stærk smag (fx chili, ingefær eller citron).

● Lyt til beroligende musik eller musik, der udtrykker, hvad du føler.

● Kæl med et kæledyr.

● Skriv dine tanker ned i fx en dagbog.

● Tag kontakt til online rådgivningshjemmesider, fx GirlTalk.dk eller Børnetelefonen.

Krisekort kan være en midlertidig løsning, indtil samtale med ­for­ældre, skolepsykolog eller andre parter er kommet på plads.



Psykologens råd



Hvornår skal du underrette?

Psykolog Anne Marie Villumsen giver sine bud på, hvornår man skal underrette i forhold til selvskade.

1. Før du underretter, er det en god idé at tale med den unge selv om din bekymring. Herudover er det også en god idé at tale med forældrene om, hvorvidt de er bekendt med den unges selvskadende adfærd. Det kan være, at den unge allerede får hjælp udefra.

2. I nogle tilfælde skal du underrette. Husk, at du skal fortælle for­ældrene, at du underretter, og at vise dem underretningen. Det bedste er at underrette i samarbejde med den unge og forældrene. Man underretter, når et barn eller en ung har behov for særlig støtte, og det er fx:

● Hvis skaderne er meget voldsomme eller dybe, skal der under­rettes med det samme.

● Hvis den unge giver udtryk for også at have selvmordstanker.

● Hvis I har et indtryk af, at forældrene ikke er i stand til at hjælpe den unge eller har brug for sparring fra andre, fx kommunen.

● hvis den unge, udover den selvskadende adfærd, viser tegn på ikke at trives på flere måder, fx på grund af mobning eller ensomhed, således at risikobilledet omkring den unge forstærkes.

3. Hvis den unge fortæller om vold eller seksuelle overgreb, skal der også altid underrettes. Dette skal – modsat alle andre underretninger – ske, uden at forældrene er inddragede i det.

Kilde: Anne Marie Villumsen, ph.d. og autoriseret psykolog.