TEMA: JOBROTATION. Vi er alle vindere

Når vækkeuret ringer hjemme hos 25-årige Trine Birkemose Hansen, vågner hun ikke længere op til en ny dag foran computerskærmen – enten alene derhjemme eller på jobcenteret i selskab med andre arbejdsløse.

For Trine Birkemose Hansen er det slut med at sidde bøjet over tastaturet og i ansøgning efter ansøgning at skyde pile efter pædagogjob, som endnu ikke er blevet hendes. I hvert fald for en tid. Den næsten nyudklækkede pædagog har nemlig fået et job at stå op til. Eller nærmere lånt det.

Hun begyndte i august på syv ugers jobrotation som pædagog i Bolbro Børnehus i Odense. Her afløser hun på ’Krummestuen’ i børnehaven den 57-årige pædagog Anne Christiansen, som til gengæld er syv uger på diplomuddannelse i social inklusion på University College Lillebælt.

Leder Lonnie Hass Weiglin, der har sendt Anne Christiansen på efteruddannelse og hyret Trine

Birkemose Hansen som vikar, har kun rosende ord at sige om jobrotationsmodellen og det projekt, som Odense Kommune og University College Lillebælt har iværksat i et samarbejde mellem jobcenteret og BUPL’s lokale a-kasse.

Over de næste to år kommer i alt 100 pædagoger på efteruddannelse, mens mindst lige så mange ledige pædagoger passer deres job. Pengene til efter­uddannelse er fundet i institutionernes fælles efteruddannelsespulje, og lønnen til vikaren refunderes af staten i form af en rotationsydelse.

Derfor koster jobrotationen kun Bolbro Børnehus små 5000 kroner, som dækker en meget lille del af vikarudgiften og halvdelen af gebyret til diplomkurset.

»Ellers havde det kostet os en bondegård at have personale på efteruddannelse. Den her ordning er genial,« siger Lonnie Hass Weiglin.



Win-win-win. Det geniale ved jobrotations­ordningen er ifølge lederen, at alle invol­verede parter er vindere.

»Det er win-win-win. Jeg får opkvalificeret mit personale uden at gå på kompromis med den pædagogiske kvalitet i dagligdagen. Jeg har ikke tidligere haft økonomi til at sende mine medarbejdere på efteruddannelse, men med jobrotationsordningen koster det peanuts at ansætte en pædagoguddannet vikar som afløser. Typisk vælger man nok en billigere medhjælper, så man lige akkurat kan holde snuden oven vande og passe børnene, mens ens faste personale er på skolebænken,« siger Lonnie Hass Weiglin.

Hun mener, der er en verden til forskel, når vikaren er pædagoguddannet fremfor en medhjælper eller en ufaglært afløser i løntilskud. I jobrotationsmodellen er der endda indlagt to ugers oplæring af vikaren.

»Det betyder, at den dag Anne, min faste medarbejder, tog på uddannelse, var Trine klar til at tage det fulde ansvar på stuen. Hun havde mødt forældrene, lært børnene at kende, var tryg ved kollegerne, og Anne havde selv sat hende ind i dagens gang og rutiner i institutionen,« siger Lonnie Hass Weiglin.



Stuevant vikar. Da Børn&Unge møder vikaren Trine Birkemose Hansen i Bolbro Børnehus, er indtrykket også, at hun har fået fuldt fodfæste i institutionen. Stuevant sætter hun en gruppe fireårige piger i gang med at lege med perler. Samtidig sikrer hun sig, at fem drenge har rigeligt med plads til at køre med racerbiler på gulvet. Hun finder vandfarver og pensler frem til pigen, der gerne vil male ved staffeliet i hjørnet, og så formår hun også lige at løse en optrappende konflikt i dukkekrogen, hvor to piger ikke gider lege med den tredje, fordi hun ikke vil være babyen.

»Hun bliver ked af det, hvis I siger, hun ikke må være med,« forklarer Trine Birkemose Hansen pigerne, der derefter optager veninden i legen.

»Jeg gider godt være babyen senere,« siger veninden kompromissøgende.

Der er nok at se til på Krummestuen, hvor normeringen typisk er to pædagoger og en medhjælper til 21 børn.

»Jeg har drillet Anne og sagt: Du kan ikke kende din stue, når du kommer tilbage,« griner Trine Birkemose Hansen.



Får ansvar og respekt. Trine Birkemose Hansen blev færdig med sin pædagoguddannelse sidste sommer, men har ikke kunnet få arbejde. Kun et enkelt løntilskudsjob på seks måneder har hun haft. Hun synes, det er langt mere givende at være i jobrotation, hvor hun er ansat på lige vilkår med den faste pædagog, hun afløser.

»I løntilskud var jeg en ekstra hånd, der kunne lappe huller her og der og løse de opgaver, ingen andre lige gad. Her træder jeg ind i en decideret pædagogstilling og får lov til at bruge min faglighed. Jeg får ansvar og respekt på lige vilkår med den person, jeg afløser,« siger Trine Birkemose Hansen, der allerede har sat sit personlige præg på stuens pædagogik og indretning.

Hun har flyttet kasser med legetøj og pusle­spillene ned i børnehøjde, så ungerne selv kan finde dem frem. Hun har flyttet rundt på stuen, så pigerne har fået en dukkekrog og drengene rigelig plads til vilde lege. Og hun har ændret på morgensamlingen og måltiderne ved at indføre et langbord, så alle kan sidde samlet og føle, at de er med i aktiviteterne rundt om bordet.

»Det er ikke, fordi det ikke fungerede før. Det er bare fedt at få lov til at arbejde med de pædagogiske idéer, som jeg tror på,« siger Trine Birkemose Hansen.



Et frisk pust. Lonnie Hass Weiglin fik via rotationsprojektet fra jobcenteret tilbudt samtaler med tre ledige pædagoger. Hun valgte Trine Birkemose Hansen, fordi hun udviste så meget gå-på-mod.

»Det er ligesom at få et frisk pust ind i institutionen, når der på den måde kommer en nyansat, som gerne vil noget med den pædagogik, hun tror på. Hun er ung og kommer lige fra uddannelsen, og vi har nok siddet lidt fast i gamle rutiner, og derfor er det spændende, hvad Trine kan tilbyde os,« siger daginstitutionslederen.

Hun har samme forventning til sin fastansatte medarbejder, når hun kommer tilbage til institutionen efter syv ugers efteruddannelse.

»Anne har sikkert lært en masse på kurset og har fået ny inspiration til, hvordan vi kan arbejde med inklusion. Den her jobrotation er en oplagt mulighed for at skabe udvikling i institutionen,« siger Lonnie Hass Weiglin.

Lederen er selv i gang med en treårig efteruddannelse for ledere, som indeholder temaet inklusion. Og Odense Kommune har politisk vedtaget, at daginstitutionerne i kommunen skal arbejde inkluderende.

»Derfor er det genialt, at de pædagoger, som nu kommer på uddannelse med job­rotationsprojektet netop får efter- og videre­uddannelse i inklusionsarbejde. Jo flere vi er, jo mere kan vi skabe fælles fodslag om det vigtige tema,« siger Lonnie Hass Weiglin.



Første efteruddannelse. Mens Trine Birkemose Hansen er glad for i et par måneder ikke at skulle skrive jobansøgninger dagen lang, er det uvant for Anne Christiansen at tilbringe så meget tid foran en computer og på en stol, som hun gør nu.

I et lille lokale højt oppe under taget på Professionshøjskolen University College Lillebælt i hjertet af Odense sidder Anne Christiansen og 30 andre pædagoger flere dage om ugen med hovedet i bøgerne eller øjnene rettet mod undervisere og overheads.

Diplomkurset i social inklusion består af 10 undervisningsgange med forskellige forelæsere, og Anne Christiansen bliver træt på en helt anden måde efter fire timers forelæsning, end når hun har rendt rundt en hel dag efter 21 børnehavebørn.

»Det fylder enormt meget inde i hovedet al den nye og spændende viden. Meget af det, kender jeg i forvejen, men når man får sat sin praktiske viden ind i en teoretisk ramme og også kan diskutere det med de andre pædagoger på kurset, kommer min faglighed i spil på en helt anden måde,« fortæller Anne Christiansen.

Hun er 57 år og blev uddannet i 1979, hvor man kun behøvede 10. klasse for at læse videre. Hun er blandt de cirka 80 procent af eleverne på holdet, som ikke har fået en decideret efteruddannelse, kun enkelte korte dagskurser.

»Økonomien var ikke til det de steder, jeg har været ansat, og jeg har ikke selv kunnet betale. Så jeg var glad, da Lonnie gav mig muligheden for at tage efteruddannelse. Man kommer meget mere i dybden med sit fag, og jeg glæder mig til at se det virke, når jeg kommer tilbage,« siger Anne Christiansen.

Det er nyt for hende at skulle skrive en stor eksamensopgave og forsvare den mundtligt. Men når det er overstået sidst i oktober, får hun 10 ECTS points for kurset, som hun senere kan vælge at udbygge til en hel diplomuddannelse. Og det vil hun måske gerne.

»Jeg har alderen imod mig, men omvendt har det jo også vist sig ikke at være for sent for mig at lære nyt,« siger Anne Christiansen.



Vikartimer i vente. Mod på mere har også Trine Birkemose Hansen, der kun har få indvendinger imod jobrotationsprojektet.

»Det burde ende med en fast stilling eller i det mindste vare i længere tid,« siger hun.

Hun har ikke lyst til igen at vågne op til arbejdsløse dage, når projektperioden er forbi for hende i slutningen af oktober.

»Mine dagpenge slipper op næste sommer, så jeg skal have fundet mig et fast job inden, for jeg skal i hvert fald ikke på kontanthjælp,« siger Trine Birkemose Hansen, der så ville foretrække at videreuddanne sig på de få SU-klip, hun har tilbage fra sin studietid. Hun er dog bekymret for, hvordan hendes økonomi skal hænge sammen.

»Selvom jeg ikke har børn, bil og stort hus, skal huslejen også betales for min lejlighed, og jeg er alt for stor en tryghedsnarkoman til, at jeg kan flytte til København efter arbejde. Jeg har hele min nære familie og min sociale omgangskreds her i Odense,« siger Trine

Birkemose Hansen.

Hun tror dog på, at hun finder arbejde, og at de to måneders ansættelse i Bolbro Børnehus vil give hende et bedre CV til ansøgningerne og mere arbejdserfaring at øse af, hvis hun bliver kaldt til jobsamtale.

Lonnie Hass Weiglin er ked af, at hun ikke kan tilbyde Trine Birkemose Hansen en fast stilling, men hun vil til gengæld gerne bruge hende som vikar.

»Det er også en bieffekt af jobrotationsprojektet, at vi nu kender Trine og kan bruge hende som vikar efterfølgende,« siger lederen.

En pædagog er for tiden sygemeldt. Trine Birkemose Hansen er oplagt som vikar for hende, hvis pædagogen fortsat er sygemeldt, når rotationsforløbet stopper. Den mulighed tager Trine Birkemose Hansen imod med kyshånd.

»Hver gang jeg får nogle vikartimer eller et jobrotationsforløb som det her, hvor jeg får almindelig løn for arbejdet, rykker min grænse for dagpengestoppet en smule,« siger Trine Birkemose Hansen.

Hun har ikke har lyst til igen at vågne op til en hverdag med en udsigtsløs jobsøgning.

»Da min bror blev pædagog to år før mig, var det ualmindeligt, hvis man ikke havde fået job, mens man skrev sit bachelorprojekt. I dag er det uhørt, hvis man har et job at blive færdig til,« siger hun.

Om få uger, når jobrotationen slutter, skal Trine Birkemose Hansen begynde kladdeskriftet til sin jobansøgning nummer 109. Men det bliver med et nyt og stærkere CV.



TRE VINDERE I JOBROTATION

Både den fastansatte, vikaren og daginstitutionen kan få noget positivt ud af at indgå i jobrotation.

Den fastansatte får:

• Styrket sine kompetencer

• Fornyet arbejdsglæde og motivation

• Et stærkere CV.

Vikaren får:

• En plads på arbejdsmarkedet

• Faglighed og kompetencer i brug

• Mulighed for ordinær ansættelse.

Den kommunale virksomhed får:

• Opkvalificering af medarbejdere

• Færre udgifter til efteruddannelse

• Styrket rekrutteringsgrundlag.