TEMA: JOBROTATION. 8 ud af 10 får arbejde

Op mod 80 procent af de ledige i jobrotation bliver efterfølgende selvforsørgende, viser ny undersøgelse.

Jobrotation får ledige i arbejde. Det er den længe ventede konklusion i en ny undersøgelse, som COWI har udført for Beskæftigelsesregion Nordjylland.

Ifølge undersøgelsen finder 8 ud af 10 ledige arbejde, eller de forsørger på anden måde sig selv, to uger efter de har afsluttet et job­rotationsforløb. På lidt længere sigt er 64 procent stadig selvforsørgende.

Undersøgelsen leverer den første egentlige analyse på området, siden den ellers hen­gemte jobrotationsordning for nylig har fået vind i sejlene. Og resultatet vækker glæde.

»Det er rart at få dokumenteret, at job­rotation er et rigtigt godt redskab for ledige. Det ser ud til, de ledige i jobrotation i højere grad bliver selvforsørgende end ved andre former for aktivering,« siger Susanne Nielsen, der er fuldmægtig i Beskæftigelsesregion Nordjylland.

Undersøgelsen har også sammenlignet effekten af jobrotation med effekten af eksempelvis aktivering i de langt oftere anvendte løntilskudsstillinger.

»Og her ser vi i det offentlige en forskel på 20 procentpoint, hvor altså jobrotation tager føringen,« siger Susanne Nielsen.



Ingen problembørn. Mens cirka 80 procent af de ledige får arbejde efter et jobrotationsprojekt, er tallet kun cirka 60 procent for de langtidsledige. Det har arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet Per Kongshøj Madsen en mulig forklaring på.

»Vi ved, at langtidsledighed eller sygdomsforløb er negative markører, når en virksomhedsleder skal ansætte en medarbejder. Og jobcentrene sender måske heller ikke problembørnene til jobsamtaler, når virksomhederne efterspørger ledige til et projekt. De vil gerne have, det skal lykkes, og sender deres bedste ledige,« siger han.

I 2011 var 471 såkaldt helårspersoner i job­rotation, mens 21.798 var i løntilskud. At flere ledige bliver selvforsørgende efter jobrotation end efter at have været i løntilskud finder arbejdsmarkedsforskeren flere mulige forklaringer på. Ligesom analysen selv er inde på, vurderer forskeren, at der kan være forskel på de personer, sagsbehandlere sender i job­rotation og dem, de udvælger til løntilskudsstillinger. Måske er dem i jobrotation mere jobparate, vurderer han.

»Og det betyder meget for den videre tilknytning til arbejdsmarkedet, at man i job­rotation bliver ansat på lige fod med kollegerne og som vikar får en meningsfuld placering på virksomheden, mens den ledige i løntilskud kan opleve at blive placeret på kanten af arbejdspladsen,« siger Per Kongshøj Madsen.



JOBROTATION VIRKER

• Næsten 8 ud af 10 ledige er selvforsørgende umiddelbart efter forløbet. 

• På lidt længere sigt er 64 procent stadig selvforsørgende.

• Mere end 6 ud af 10 langtidsledige bliver selvforsørgende.

• Knap 6 ud af 10 over 50 år bliver selvforsørgende.

• En større andel af vikarerne, der har været i løntilskud på offentlige arbejdspladser (64 procent), er selvforsørgende end personer, der har været i løntilskud (42 procent). Altså en forskel på 20 procentpoint.

• Langt de fleste jobrotationsforløb finder sted i offentlige institutioner.

• 16 procent af rotationsvikarerne i analysen er ansat inden for branchegruppen ’Daginstitutioner og dagcentre mv.’. Det er den næststørste gruppe af i alt 10 branchegrupper i analysen.

Kilde: ’Analyse af jobrotation’ udarbejdet af COWI for Beskæftigelsesregion Nordjylland, september 2012. Analysen følger godt 600 personer, som har været jobrotationsvikarer i ni nordjyske kommuner i løbet af 2010 eller 2011. Resultaterne bygger på de 291, der havde gennemført og afsluttet forløbet ved udgangen af 2011. Se mere på www.brnordjylland.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.