TEMA. Jeg kan lære børn at spille på 20 minutter

Syv piger sidder i en halvcirkel foran Mick Salling. Han begynder at spille på keyboardet. Så snart en af pigerne genkender melodien, skal hun rejse sig op og synge sangen. Det sker efter få toner. To piger springer op med hver en mikrofon og synger ’Barbie Girl’.

Mick Salling har musik som sit særlige arbejdsfelt i fritidstilbuddet på Stilling Skole nord for Skanderborg, hvor han både er tilknyttet skolefritidsordningen Soffen og klubben.

Musik har været omdrejningspunktet i hele hans arbejdsliv, og det er hans erfaring, at musikkens udfordringer og glæder engagerer børn og gør dem livsduelige. Men det stiller også krav til ham som pædagog.

»Når et barn vil lære at spille på et instrument, har jeg hendes udelte opmærksomhed i 15-20 minutter. På den tid skal hun lære at spille et nummer, så det lyder rigtigt, og hun kan se, at det ikke er umuligt at lære,« siger Mick Salling.

Han har den regel, at børnene altid begynder på keyboardet, for det er nemmere at sætte fingrene på de sorte og hvide tangenter end at skifte greb på en guitar. Når nogle senere vil lære at spille guitar, skal de ud fra samme devise omkring bassen først.

Børnene skal lære at spille for deres egen skyld, så når de kommer for at lære mere, går Mick Salling pludselig et ærinde på fem minutter for at finde ud af, om barnet virkelig har lyst til at investere den tid, der skal til.

»Hvis barnet sidder ved keyboardet, når jeg kommer tilbage, ved jeg, at barnet er interesseret. Ellers skal det ikke være lige nu,« siger han.



Den gode relation. I musiklokalet fordeler pigerne keyboards, trommer og mikrofoner imellem sig. En af dem afprøver mikrofonen med et ’Hallooo’, mens Mick Salling indstiller lydstyrken på trommerne og de to keyboards.

»En, to, tre, fire,« tæller han og knipser med fingrene.

Bandet Super C består af piger fra 3. c, men Mick Salling forventer, at de er parate til at spille med hvem som helst af de andre børn, der kan spille.

»Det er ikke relationen mellem børnene, som afgør, hvem der spiller i band sammen. Det er det at spille i et band, der udvikler den gode relation. Derfor kan store og små børn være i band sammen.«

Børnene får ikke selv lov til at danne bands. Det gør Mick Salling.

»Jeg spørger selvfølgelig børnene, hvad de vil, men hvis de selv fik lov til at bestemme, ville vi få bands, hvor to ikke kan spille, og så kommer de let op at skændes om, hvem der må blive i bandet. Når jeg sætter dem sammen, undgår vi at få en trommeslager uden rytmesans.«

Musik kræver, at man spiller og synger på samme tid, for at det lyder godt. Men Mick Sallings mål er ikke at lære børnene at samarbejde. Det er en sidegevinst. Målet er at skabe glæde.

»To ting er vigtige: Børnene oplever, at de er nødt til at øve sig for at blive dygtige. Det bruger jeg, hvis nogen beklager sig over, at de ikke kan finde ud af matematik. Så snakker vi om, at man også må øve sig i det. Det andet er, at det styrker selvværdet, når børnene finder ud af, at de godt kan spille,« siger han.



Magtbalancen. Super C øver ikke for tomme tribuner. I sofaen sidder andre børn og lytter med. Nogle bliver længe, mens andre siver væk efter kort tid. Musiklokalet er et åbent rum, men med klare regler fastsat af Mick Salling.

»Når vi øver, kan man ikke sige nej til tilskuere. Alle er velkomne til at se, hvad der sker. Så kan jeg også spotte, hvem der vil lære at spille. Vi havde en mor, som ville se, hvad vi lavede. Barnet sagde ’Ud, mor’, men jeg bestemmer, og moren fik lov til at blive. Uden den magtbalance ville der komme andre normer til, og det er ikke sikkert, de ville være lige så gode som mine.«

Mick Salling kommer tæt på de børn, der spiller i et band og øver tit.

»Jeg hører, hvordan det går i deres familie, og hvordan de trives. Jeg bliver deres primære pædagog og ser det som min opgave at lære dem bedre at kende. De tror på, at jeg kan lide dem, når de føler, at jeg synes, det er vigtigt, de er her,« siger han og tilføjer, at det nærvær, han opnår til børnene gennem musik, er det samme, som pædagoger opnår i andre kreative værksteder.



Krea er vigtigst. Det er da også tilfældigt, at det er musik, som prioriteres i fritidstilbuddet. Indtil for fem år siden var drama i højsædet, men den ansvarlige rejste, og da det ikke lykkedes at finde en afløser, søgte fritidstilbuddet en kreativ pædagog uden at definere det kreative. Det blev musik, fordi Mick Salling søgte jobbet, fortæller indskolingsleder Søren Riemer, der er ansvarlig for fritidstilbuddet.

»For mig er det ikke afgørende, om det er drama, keramik eller musik. Det vigtigste er, at børnene kan udfolde deres kreative idéer,« siger han.

Forinden havde han afklaret med personalet, at fritidstilbuddet fortsat skulle have et kreativt tilbud af en slags.

»Når Mick øver med seks-otte børn ad gangen, skal kollegerne være klar til at tage resten. Det skal man gøre sig klart, inden man ansætter en pædagog til et specifikt område. Ellers risikerer man, at pædagogen brænder inde med sine kompetencer,« siger Søren Riemer.