TEMA. INTEGRATION: Zeki kæmper mod ghettostemplet

Taxaen passerer Vollsmose­parkerne med de gule boligblokke, som vi mange kender fra mediernes billeder med paraboler og gråvejr. Chaufføren bemærker, at der egentlig er fredeligt nok i de tre parker. Til gengæld kan der godt være ballade på Alléen, tilføjer han.

»Alléen, altså der, hvor jeg skal hen?« spørger Børn&Unges udsendte, lettere nervøs ved tanken og uden at vide, hvor stor en Vollsmoseekspert chaufføren egentlig er.

»Ja,« lyder svaret kort, men klart.

Og et par minutter efter er vi fremme ved Klub Øst Diamanten, hvor pædagog Zeki Demir arbejder. Her er frisk luft, grønne omgivelser og heste, som traver roligt rundt i eftermiddagens sidste lyse time.

Klubben med det karakteristiske pyramideformede glastårn på toppen er opført i starten af 1970’erne og har bestemt set bedre dage, men tager sig alligevel imponerende ud. Omgivet af containere, en kæmpemæssig, overdækket ridebane i afskallede grundfarver, en bålplads, en kulørt cirkusvogn og et gammelt klatretårn fremstår klubben på en gang eventyrlig og faldefærdig. Som hvis Pippi Langstrømpe og Storm P. engang var gået sammen om at bygge en klub.

Og ingen ballade i sigte.

»Vollsmose er et stempel, som kan give traumer. Der er så meget fokus på det negative, at det kan være svært for de unge at komme frem,« siger Zeki Demir.



Ethjulede cykler. Zeki Demir vil ikke tale om ballade og problemer. Mediernes negative billede af Vollsmose stigmatiserer bydelens børn og unge, mener han.

Klubben tilbyder en lang række af aktiviteter for børnene som ridning, cirkustræning, fitness, bordtennis, cykelture og kreaværksted. I dag er en stor gruppe af klubbens børn taget i skøjtehallen.

»De fleste af vores børn kan køre på ethjulet cykel. Det giver dem en indre ro, fordi det kræver fokus og balance,« fortæller Zeki Demir.

Konfliktniveauet er generelt lavt i klubben, og det skyldes i høj grad de mange faste aktiviteter i løbet af ugen, mener han.

»Børnene er rigtig glade for at tage sig af hestene. Og de ved, at de ikke kan lave ballade, når de er sammen med dem. Det går bare ikke, når man har med så store dyr at gøre,« siger Zeki Demir, som har arbejdet i klubben i snart tre år.

Uden for stalden står en dreng og en pige og strigler en brun pony sammen i tavs koncentration, mens efterårsmørket tager til.



Stem på mig! Indenfor er en væg dækket af valgplakater med billeder af børn fra klubben og smarte slogans. Klubben har for nylig afholdt klubrådsvalg, hvor flere børn stillede op. På en plakat ser man en dreng med et ordentligt tandpastasmil med glimt tilføjet i photoshop. En anden runder sin valgslogan af med et ’Stem på mig, og I vil få jeres ønsker opfyldt!’.

»De har så meget humor. Meget mere end de rigtige politikere. En af drengene stemte på sig selv til både formands- og næstformandsposten. Der gemmer sig nok en rigtig politiker i ham,« siger Zeki Demir, som fortæller, at valget handlede om at sætte fokus på demokrati og afspejle samfundet. Og der var både valgkamp, valgformand og stemmebokse.

Pædagogerne runder hver uge af med et børnemøde, hvor børnene også får mulighed for at blive hørt. Her ser de tilbage på ugen, der er gået, og de konflikter, der indimellem opstår.

»Hvis der for eksempel har været for meget uro til ridning, taler vi med børnene om, hvad man kan gøre ved det. Vi skælder aldrig ud foran de andre børn, men vi kan selvfølgelig godt finde på at sige stop. Ungerne er på vej til at blive teenagere, og det er ikke vores opgave at opdrage dem, men at anerkende og inkludere dem,« siger Zeki Demir.



Tæt på beboerne. En lille hvid bold springer hen ad bordtennisbordet, der er placeret midt i et stort lokale med sofaer og bordfodbold. Nogle drenge iklædt hættetrøjer og en dunet skygge af fremtidigt overskæg spiller rundt om bordet med Zeki Demir og en anden pædagog.

»Zeki, må jeg godt komme med en kommentar? Lær at spille!,« siger en dreng, der er røget ud af spillet, drillende fra sidelinjen.

»Vil du lære mig det?,« spørger Zeki Demir, mens han får nådesstødet og også må nøjes med at se på.

»Selvfølgelig!,« svarer drengen med en selvtillid, som man oftest finder hos teenagedrenge.

Zeki Demir arbejder både i skolen, i klubben og med opsøgende arbejde blandt de unge i Odenses natteliv. Han kender børnene og de unge i området godt. Og deres familier. Ikke mindst, fra da han selv boede i Vollsmose.

»Hvis du først lærer ét familiemedlem at kende herude, bliver du snart introduceret til resten. Det samme gælder de unge drenge i byen. Og nogle af drengene kender jeg i forvejen fra mit arbejde i klubben,« siger han.

Zeki Demir mener også, at hans kurdiske baggrund er en fordel i hans arbejde i Vollsmose.

»Jeg kender forældrenes kultur og baggrund, og derfor har de lettere ved at stole på mig og lytte til mig. Dermed er ikke sagt, at mine danske kolleger ikke er gode til forældresamarbejdet, vi kan bare noget forskelligt,« siger han.





Derfor er mit arbejde fedt

»Det er spændende at arbejde med børn, som kommer fra mange forskellige kulturer. Det giver en farverig hverdag, hvor vi lærer at acceptere hinandens forskelligheder. Det samme gælder for personalegruppen. Man kan sige, at vi afspejler børnene.«

Derfor er mit arbejde en udfordring

»Kommunernes besparelser og omlægninger kan godt gøre mig frustreret. Jeg håber, det er toppet nu, og at der ikke kommer flere fyringer eller omrokeringer i personalet, så vi kan få arbejdsro. De seneste par år har været hårde.«

Zeki Demir