TEMA. Hvad sker der med børns og unges æstetiske udtryk og sanselige oplevelse, når de bevæger sig ind i en digital verden?

Gert Vorre er underviser på VIA University College i æstetiske læreprocesser og multimedier

Multimedieekspert ser nye muligheder



»Modsætningen, som nogle ser mellem det sanseligt kropslige og det digitale, ser jeg ikke. IPads bruges ofte i børnehaver som spillemaskiner og til underholdning, men teknologien kan så meget mere. Som jeg ser det, kan de digitale medier være med til at udvikle det traditionelle æstetiske kropssprog og forny æstetisk praksis med børn. Vi kan arbejde med animationsfilm, produktion af lydfortællinger og indspilning af musikvideoer helt ned i vuggestuealderen.

Jeg er ikke jubeloptimist, men mange bliver kulturelle pessimister og kan ikke få øje på de muligheder, der ligger digitalt. Den kropslige tilgang er jo stadig udgangspunktet. Når man laver en animationsfilm, kræver det stadig en sanselighed overfor kroppen, for man kan ikke animere kropslige figurer uden først at have en fornemmelse for, hvad kroppen gør.

Vi kan trække det traditionelle formsprog ind i den digitale e-bog og udvide perception og formsprog. Har vi tegnet en tegning, kan vi i e-bogen fortælle om den, sætte musik til og prøve at dramatisere det, der sker på tegningen. Tegningen er stadig udgangspunktet, men vi kan udvide den til en multimodal fortælling. Det digitale er som et nyt sprog, og pædagogens opgave bliver at have didaktiske greb og metoder til at forene det traditionelle med de nye muligheder, der ligger digitalt for æstetisk oplevelse og udtryk. For mig at se står og falder det med, at vi får pædagoger, som har de færdigheder og forestillinger om, hvad man kan med de digitale medier.«



Kjeld Fredens er læge, hjerneforsker og adj. professor ved Aalborg Universitet

Hjerneforsker frygter forarmelse



»Der er både plusser og minusser ved at opleve verden gennem skærmen. På plussiden styrker det børnenes visuelle sans, og de bliver stærke til at afkode billeder. Vi har jo allerede med medierne en verden, hvor det er nødvendigt at kunne det. Ulempen er, at den form for sansning eller perception bliver for ensidig, og det, som børn vinder på det visuelle, risikerer de at tabe i forhold til de andre sanser.

De digitale sanseoplevelser må ikke være på bekostning af de klassiske, kunstneriske sanseoplevelser, hvor kroppen er i bevægelse, og alle sanser er i sving. Vi taber vores kropslige tilgang til omverdenen, hvis vi udelukkende kigger på en skærm. Her er det vigtigt at forstå, at den æstetiske oplevelse ikke bare handler om at kigge på et billede, men om at kunne koble det, man ser, med fornemmelsen af at have det i fingrene og mærke det på huden. Som sådan er æstetisk erkendelse faktisk den mest fundamentale form for erkendelse overhovedet. Det handler ikke bare om sansning, men om at lære børn at opleve sammenhænge og tænke i helheder.

For 70 år siden begyndte man at kunne operere folk, som har været blinde næsten hele livet. Når patienten fik lys ind på nethinden, så kunne han se de ting, som han før havde rørt ved, men ting, han ikke havde rørt ved, kunne han kun konstatere var der – ikke hvad det var. Først i det øjeblik, han fik tingene i fingrene, begyndte de at træde frem for ham. Så for at sanse og forstå og opleve sammenhænge, skal ting være håndgribelige for os, og der har vi ulempen ved bare at sidde og kigge på en skærm.«