TEMA. Her rammer babyboomet forbi
TEMA. Her rammer babyboomet forbi
Det skorter ikke på plads i Bryrup Børnehave. Indenfor tager nogle af de mindste en lur, og de urolige af dem har næsten hvert sit store rum at sove i.
Heller ikke på legepladsen med pilekrat og kuperet terræn mangler børnene albuerum.
Bryrup Børnehave, som ligger i den sydlige ende af Silkeborg Kommune, voksede til dobbelt størrelse, da institutionen i 2012 blev udvidet til 125 børn. Nye byggegrunde havde trukket børnefamilier til, og da børneboomet kulminerede et år efter udvidelsen, talte børnehaven 128 børn, 16 medarbejdere og 1 leder.
»Kommunen havde planer om at udstykke yderligere 88 byggegrunde, men det satte finanskrisen en stopper for,« fortæller daglig leder Tue Sørensen, som sendte 24 børn i skole i august.
I dag er der 62 børn i institutionen. 60-85 børn er, ifølge den daglige leder, et naturligt leje i forhold til byens størrelse.
Løbende tilpasning. Siden 2012 har Bryrup Børnehave været en del af Daginstitutionen Naturstien, som kom til verden med tre afdelinger i nabobyen Them. Ved udgangen af 2014 blev tre til to, for også her mangler der børn.
»Prognosen siger, at det ene børnehus i Them vil få 19 børnehavebørn pr. 1. august 2019 mod de knap 40, som vi har i dag. Til gengæld har vi udvidet vuggestuen fra 12 til 17, og med mange gravide blandt vores forældre kommer vi måske til at mangle vuggestuepladser. Men vi forsøger at tilpasse os løbende«, siger institutionsleder Anders Grønfeldt.
Halveringen af antallet af børnehavebørn giver en udfordring på personalefronten.
»De to huse i Them ligger lige ved siden af hinanden, så måske kan vi klare os ved at flytte rundt på personalet,« siger Anders Grønfeldt.
I Bryrup er faldet i børnetallet sket gradvis, så ledelsen kunne reducere i personalet ved naturlig afgang og nedsat tid. Pædagog Karin Fruerlund valgte en kortere arbejdsuge.
»Vi ville gerne undgå en fyringsrunde, og da det samtidig passede perfekt til mit familieliv på det tidspunkt, gik jeg ned på 32 timer,« siger pædagogen, som siden er kommet tilbage på fuld tid.
Altid plads. Mens der mangler børn i både den sydlige og nordlige ende af kommunen, skal der skabes plads til flere børn i selve Silkeborg. Mange flyttebiler når ikke længere, for en ny motorvej gør det let at passe studier eller job i Aarhus.
Samtidig efterspørger børnefamilier i højere grad vuggestuer end dagpleje, og det kan Bryrup ikke tilbyde. Her er satset mest på børnehavepladser, og det var ikke et fejlskud, siger Tue Sørensen.
»Uden udvidelsen havde vi været en hæmsko for Bryrups udvikling. Børnehaven blev bygget i 1970, og den var hverken tidssvarende for børn, arbejdsmiljø eller pædagogik. I dag er vi så heldige, at vi bestemmer, hvad rummene skal bruges til, fremfor at rummene bestemmer, hvad vi skal lave. Det giver os en bedre pædagogik,« siger den daglige leder.
Tre formiddage om ugen deles børnene i læringsgrupper, som løber over seks uger. Her arbejder de for eksempel med motorik, sprog og sociale færdigheder.
»Fordi vi kan få et lokale for os selv, kan vi fordybe os uden at blive forstyrret. Vi har så mange rum, at vi altid kan få plads til en aktivitet,« siger Karin Fruerlund.
Udover alle rummene i hovedhuset råder pædagogerne over en gammel rødstensvilla i børnehavens ene hjørne og et træhus med indlagt vand og el i skoven oppe bagved.
Håb om øget tilgang. Trods åbenlyse fordele ved at have god plads ser Tue Sørensen gerne, at børnehaven får flere børn. Og det skal nok komme siger han og henviser til kort afstand til både Silkeborg, Skanderborg, Horsens og Aarhus.
»Vi har masser af natur, så på et tidspunkt vil børnefamilierne også finde ud til os. Vi kan godt lide tilflyttere, især med børn mellem nul og fem år. Bare to-tre familier gør en økonomisk forskel for os,« siger han.
Børnehaven kan også selv gøre noget for at tiltrække nye ’kunder i butikken’.
»Vi kan sørge for at være dygtige. Vi er meget ude med børnene, og vi kommer rundt i lokalmiljøet. Vi deltager for eksempel i den landsdækkende skraldeuge og samler skrald langs veteranbanen fra Bryrup til Vrads, som til gengæld giver en togtur til børnene, og vi har fået Friluftsrådets Grønne Flag 11 gange. Begge dele har givet os omtale i lokale medier og på Facebook,« siger Tue Sørensen.
Bestyrelsen drøfter også, hvordan institutionen kan gøre mere opmærksom på sig selv.
»Et forslag går på, at vi skal fortælle ejendomsmæglerne om vores arbejde, så de kan sige til potentielle huskøbere, at vi er et godt pædagogisk tilbud til deres børn. Samtidig skal vi til at samarbejde med nogle pædagogstuderende, som vil
lave en film til vores hjemmeside, så folk kan se, hvad vi står for,« siger Anders Grønfeldt. Det betyder noget for folk, hvad byens børnehave har at tilbyde. »Vi har jævnligt familier, som ser på hus i Bryrup og beder om en rundvisning hos os, inden de
beslutter sig,« siger Tue Sørensen.