TEMA. Genkendt

Jeg sidder i regionaltoget fra Københavns Hovedbanegård med maven fuld af sommerfugle. Jeg er på vej til Møn, hvor jeg skal møde min gamle børnehavepædagog Karin Rasmussen (71). Jeg har ikke set hende siden slutningen af 1980’erne.

Men jeg har tænkt på hende mange gange, også efter at jeg er blevet voksen.

Selvom jeg kun har glimtvise erindringer fra børnehavetiden, så dukker Karin op i strømmen af minder som en vigtig person fra min barndom. Et af de gode mennesker, som har spillet en rolle i den historie, som er blevet min. Hun trøstede mig, når jeg savnede min mor og far, og hun forstod og respekterede mig som lige præcis den person, jeg var. Jeg tror, det gav mig en selvtillid og tryghed, der har haft stor betydning for mig, både dengang og siden.

Jeg arvede to blå hjemmesyede kjoler fra Karin, måske fra hendes datter. En med kaniner og en med svaner. De var helt ubeskriveligt fine, syntes jeg. På næsten samtlige billeder i mit fotoalbum, hvor jeg er fotograferet som fem- og seksårig, har jeg en af de kjoler på.

Da jeg gik ud af børnehaven, sendte vi breve til hinanden, og Karin besøgte mig og min familie en enkelt gang, da vi var flyttet ud af byen, og jeg var startet i skole.



Et andet liv. Da jeg og min kollega fik idéen til at skrive et tema om følelser i pædagogisk arbejde og de relationer, der opstår mellem børn, deres familier og pædagogerne i institutionerne, fortalte jeg om Karin.

Vi kunne begge huske den pædagog, der virkelig gjorde en forskel for os som børn.

Som kendte os og vores familie, og som holdt af os og interesserede sig for os. Nu har vi begge selv haft børn i daginstitutioner, og vi blev hurtigt enige om, at noget har ændret sig på de 30 år. At en relation, der også rakte udover børnehavens institutionelle rammer, ville have sværere ved at udfolde sig i dag. Vi har mødt virkelig dedikerede pædagoger omkring vores egne børn, men de skrabede vilkår, manglende tid og alle de forskellige krav til den professionelle pædagog sætter en helt anden ramme om institutionslivet i dag.

Nu tænker jeg på, om vores relation var noget særligt for Karin dengang, eller om tiden bare var en anden?

Barndomsminder har en særlig status, men hun var voksen, og jeg var hendes arbejde. Gennem et langt arbejdsliv som pædagog må hun jo have kendt tusindvis af børn.

Jeg har fundet Karin på Facebook og skrevet til hende på Messenger. Hun blev glad for min besked, skrev hun, og ’Jov Marie, selvfølgelig kan jeg huske dig og din familie. Det var jo mange år, vi havde sammen’.



Ravfundet. Toget bumler afsted, vi er lige kørt forbi Næstved. Jeg skriver lidt om de situationer, jeg kan huske fra børnehaven.

Ét gyldent barndomsminde står ret tydeligt for mig. Vi var på koloni, og Karin og jeg gik sammen på stranden og ledte efter rav. Som jeg husker det, var det kun os to, men måske har der også været andre børn. Pludselig pegede Karin på et sted, hvor bølgerne skyllede op. ’Prøv at kigge der’, sagde hun.

Jeg kiggede og kiggede, men kunne kun se vand og tang, småsten og skum fra bølgerne. Men Karin blev ved med at pege. Så fik jeg øje på det. Ravstykket. Jeg kan ikke huske, hvem af os der fik det fisket op af sandet, men jeg kan huske, at vi fortalte min mor og far, at det var mig, der havde fundet det stykke rav. Åh, hvilken dyrebar skat.

Mon hun også kan huske det?

Det blæser helt vildt, da jeg står ud af bussen på Stege Rutebilstation. Jeg går ad vejen langs med havet på venstre side, indtil jeg når til det lille hvide hus, hvor Karin bor med sin mand.

»Du ligner dig selv. De der øjne,« siger hun og smiler, da jeg er kommet indenfor, og vi står i køkkenet.

Hun ligner også sig selv meget mere i virkeligheden end på Facebook. Smilet og øjnene og med bare tæer. Håret er kortere og hvidere, og så er hun meget mindre, end jeg husker hende. Men det er nok bare mig, der er blevet større.



Var det særligt? Jeg får kaffe i et krus, og vi sætter os ind til et veldækket bord med brød, pølse og ost. Selvfølgelig bor hun lige præcis sådan. Hyggeligt og lyst med reoler med bøger og med sten og andre fund fra naturen. Fuglefjer, dyreknogler og fossiler fra standen. Rav i små glaskrukker. Der ligger tæpper med forskellige mønstre på trægulvet, lammeskind i lænestolen og forårsgrene med gule blomster i en krukke.

Karin fortæller om tiden dengang. Om børnehaven, der startede som et politisk projekt med besatte grunde på Vesterbro – det vidste jeg slet ikke. Og om, hvad der siden skete i hendes arbejdsliv. Hun gik på pension i 2009, hvor hun var slidt op. Ikke af arbejdet med børnene, men ’af alt det administrative’, der kom til at fylde mere og mere, fortæller hun.

»Hvorfor fik du lyst til at finde mig,« spørger hun.

Jeg fortæller om det tema, vi skriver, og at jeg tit har tænkt på hende.

»Var vores relation dengang noget særligt for dig?« spørger jeg.

»Jeg ved ikke, hvad det er …« siger hun så og fortsætter:

»Jeg mener, jeg behandler alle børn nogenlunde ens. Men hvis der er børn, der kræver eller gerne vil have en yderligere kontakt ud over kollektive meddelelser og den slags, jamen, så responderer jeg på det, jo. Jeg gør det også fysisk. Ja, det skal man jo passe på med i de her tider, men det at have et fysisk tryghedsforhold mellem et barn og en voksen, hvis barnet har brug for det, det har jeg oplevet rigtig mange gange.«

»Det er noget sludder at sige kærlighed,« fortsætter hun, men det er det så alligevel ikke. Der er en kærlighed til det enkelte barn, til alle børn, reflekterer hun videre. Til det barnlige sind og til det, de skal bære videre. Pædagogerne skal også være pædagoger med deres hjerte. Hvis ikke de små børn får hengivenheden fra de voksne, så snyder man dem for noget fundamentalt i deres opvækst.

Gamle fotos. Jeg finder de gamle fotos, som min mor har fundet i gemmerne, frem fra tasken. Fotos fra en fødselsdag, hvor børnehaven var på besøg. Mig med kaninkjolen fra Karin til jul, til påske og til fødselsdage. Og så de klassiske gruppebilleder af børnene på stuen, stillet op på tre rækker med de voksne i hver sin side. På et af billederne står vi ved siden af hinanden i hjørnet. Jeg har armen om Karins hals og smiler til kameraet.

Vi taler om de andre børn og voksne på billederne. Karin kan fortælle, hvordan det siden er gået flere af dem. En er blevet læge. En anden er vist syg nu.

Der er også to fotos fra dengang, da vi skulle på koloni. Jeg står i en rød jakke og grønne bukser ved siden af min mor og er på vej op i bussen. Jeg ville ikke med på den koloni, har min mor fortalt mig. Jeg var vel bange for at få hjemve, og det fik jeg.

Jeg savnede min mor og far helt vildt meget, da jeg skulle sove, og Karin sad ved siden af mig og kildede mig på indersiden af underarmen, indtil jeg faldt i søvn. I dag kan lige netop den berøring give mig en følelse af ro og barnlig tillid til, at nu er der en voksen, som passer på mig.



En uventet afsløring. Så fortæller jeg Karin om ravstykket.

»Tænk, at vi faktisk kunne finde det rav, når nu vi ledte efter det,« siger jeg revet med af det magiske i, at det faktisk skete. Det er aldrig lykkedes mig at finde rav siden.

»Ja,« siger hun, og jeg kan se på hendes ansigt, at hun også kan huske det.

Men jeg ser også noget andet.

»Ja,« siger hun igen i et lidt dybere toneleje og tager ligesom tilløb i sig selv, før hun fortsætter.

»Altså, nu vil jeg ikke ødelægge din illusion, men det var jo lidt snyd. Jeg havde jo fortalt en historie om ravheksen, der kaster rav op på stranden. Og du var den eneste af børnene, der virkelig interesserede sig for det. Så du skulle bare finde et stykke rav. Sådan var det. Så jeg havde taget det med hjemmefra.«

»Den hoppede jeg da på,« siger jeg og forsøger lige at sunde mig uden at se skuffet ud, for det er også ret sødt.

Et af min barndoms mest magiske øjeblikke var altså et setup.

Lidt efter kommer fotografen, der skal tage billeder af os til historien. Vi stiller op både i den ene og den anden stue, udenfor ved døren, og vi går også en tur ned på stranden. Vi griner ad det fjollede ved at stå der, hende på en skammel, og jeg på en bunke bøger, så højden passer, da vi forsøger at rekonstruere det gamle billede fra børnehaven.



Holdt meget af dig. Tiden er fløjet, og der er gået fire timer. Brødet, pølsen og leverpostejen, der var lun, har vi slet ikke fået taget fat på.

»Har du fået nogle svar på det, du gerne ville vide,« spørger Karin, da vi igen sidder i stuen.

Jeg ved ikke, om det er journalisten eller den femårige mig, som bliver nødt til at spørge en gang til:

»Jeg husker det, som om jeg havde en meget tæt relation til dig. Men var det noget særligt for dig, eller var det bare sådan dengang?«

Karin holder en lang pause, før hun svarer.

»Jeg tror, det er meget vigtigt for mig ikke at have favoritbørn,« siger hun så.

»Men den individuelle respekt for det enkelte barn og kærligheden til det enkelte barn er vigtig. Det kan godt være, at mit forhold til dig var unikt. Du talte meget til mit indre. Til mine følelser, til min sjæl og også til min faglighed.«

»Jeg holdt meget af dig, og jeg holder meget af dig. De følelser, man har været igennem, vil altid være der, uanset hvor gammel man bliver, og om de har været gode eller dårlige. Men jeg tror, jeg tænkte på, at jeg skulle gøre mit arbejde godt. Det var vigtigt for dig, at du vidste, du kunne stole på mig.«

»Ja, nu snød jeg dig så lidt med den ravklump. Det må du tilgive mig …«

Selvfølgelig er hun tilgivet.