TEMA. GENERATIONSMØDE: Med Edel i Tivoli

De har glædet sig. Uden tvivl. Det stråler ud af de syv piger, som netop er stået af toget på Københavns Hovedbanegård. Nu står de og tripper, mens adoptivbedstemor Edel Lundbergs kørestol bliver løftet ned på perronen.

Edel har været bedstemor for pigerne i tre år. I 2010 kontaktede Ane Jørgensen, der er pædagog i Nørregade Fritidscenters mini­klub, hvor pigerne går, det lokale plejecenter Strandby for at høre, om nogle af beboerne kunne tænke sig at være reservebedste­forældre for klubbens børn.

To ældre damer meldte sig, og klubbens piger kom på besøg for at vælge bedstemor. Der gik ikke mange minutter, så var dommen klar:

Det var Edel, de ville adoptere.

Siden har Edel og pigerne haft et tæt forhold. Pigerne besøger hende flere gange om ugen både i små grupper og enkeltvis, og Edel har også været med på tur i Esbjerg og omegn. Men i dag går turen til Tivoli i København sammen med Ane Jørgensen og Torben Binderup Nielsen, der også er pædagog i miniklubben.

Da Edel er vel nede på perronen, triller det lille selskab af sted mod Tivoli. Her har Ane sørget for turpas og madbilletter til pigerne. I dag er der ingen smalle steder takket være økonomiske donationer til turen fra to fonde.

»Tror du, vi ser en kendt,« spørger en af pigerne og kigger på Torben med store, spørgende øjne.

Hun har aldrig været i København før og har derfor glædet sig meget til turen.



100 procent nærvær. I Tivoli myldrer pigerne ind og ud af forlystelser, mens pædagogerne skiftes til at holde Edel med selskab. Snurretoppen bliver prøvet flere gange, og mellem turene kommer pigerne ned og aflægger rapport.

»Årh, den var vild Edel,« råber Micha og giver Edel et knus.

Pigerne og Edels glæde ved hinanden er tydelig. Der bliver krammet, holdt i hånd og aet på kind. Mens pigerne tager en tur i baljerne, fortæller Edel, hvordan det er, når pigerne kommer på plejecenteret.

»Børnene besøger mig hele tiden, og jeg har sagt, at de må komme hver dag. Nogle gange er de en eller to, andre gange er de mange. Når der er liv omkring én, lever man længere, og det er dejligt,« siger Edel.

Hun bliver afbrudt af Sonja, som har vundet en kæmpestor Toblerone i en spillebod. Sonja lægger Tobleronen i skødet på Edel og er straks på vej til den næste forlystelse. Edel smiler. Når man sidder i kørestol, kan man sagtens bruges til opmagasinering for en stund.

»Det er en fordel både for mig og for resten af centeret, at klubben har adopteret mig som bedstemor. Alle, der bor på centeret, liver op, når børnene kommer. Og nu vil de andre ældre også adopteres,« siger Edel.



Bedstemor med slag i. Da vi når til rutsjebanen, fortæller Edel, at pigerne har været bekymrede for hende i forbindelse med Tivolituren.

»Jeg sagde for sjov, at jeg ville prøve rutsje­banen. De blev så bekymrede, for jeg er jo 76 år og sidder i kørestol. De kunne ikke forstå, hvordan vi skulle sætte kørestolen fast til vognen i rutsjebanen,« griner Edel.

»Jeg sagde til dem, at jeg jo bare kunne gå, men det ved de godt, at jeg har svært ved. På den måde er de meget omsorgsfulde,« siger hun.

Der er varme i stemmen, når Edel taler om pigerne. De er efterhånden blevet så stor en del af hendes hverdag, at hun også har kontakt med dem uden for klubben. Når de har fødselsdag eller bliver konfirmeret, ringer hun og siger tillykke. Da en pige for nogen tid siden mistede sin mor, var Edel der og havde tid til at snakke – og bare lytte og lytte.

Mens pigerne prøver rutsjebanen igen og igen, sidder Edel i solskinnet og betragter dem. Det ser nu meget sjovt ud, og pludselig skifter Edel mening. Hun vil have en tur! Få sekunder senere bugserer Torben, Børn&Unges fotograf og to af pigerne Edel i kørestolen op ad rampen til rutsjebanen. Ane står nedenfor og ryster på hovedet.

»Den dame er simpelthen utrolig,« siger hun og antydningen af et smil ses i hendes mundvig.

Fem minutter senere er Edel og fotografen nede igen, og Edel bliver placeret i kørestolen, som måtte efterlades i køen til forlystelsen. Fotografen er lettere rund­tosset af at køre baglæns og fotografere i den bumpende rutsjebane, men Edel stråler som en sol.

»Jeg havde jo sagt, at jeg ville op i rutsjebanen. Så tænkte jeg, ’ej, nu skal de se, jeg går i rutsjebanen’. Det er der jo ikke noget farligt ved,« siger hun.



Hotdogs og kærlighed. Det er blevet tid til frokost. Alle konsumerer hotdogs med stort velbehag, før piger og pædagoger drøner ud i forlystelseslandet for at prøve mere, inden de om et par timer skal mødes med Edel igen og tage toget tilbage til Esbjerg.

Imens har Edel tid til en snak om fremtiden.

»Jeg har snakket med pigerne om, at de gerne må komme til min begravelse, når jeg dør. De skal ikke gå glip af noget. Så længe de har mig, så længe skal de have lov til at udnytte det,« siger hun og understreger, at hun ikke har planer om at dø foreløbig.



Om Klubben

Nørregade Fritidscenters miniklub er en afdeling af Nørregade Fritidscenter med plads til cirka 15 børn fra de omkringliggende skolers specialklasser. Børnene er mellem 9 og 15 år og har sociale og indlæringsmæssige vanskeligheder.