Opråb fra mere end 1.000 pædagoger: Stop det politiske svigt af børn i SFO'erne
Stop det politiske svigt og giv børnene verdens bedste SFO.
Sådan lyder overskriften på et opråb til politikerne fra 12 SFO-pædagoger. Og det opråb har mødt overvældende opbakning.
Mere end 1.000 fritidspædagoger rundt om i landet har indtil videre vist deres opbakning til opråbet ved at skrive under (se mere nedenfor).
I opråbet står blandt andet:
'Når SFO’erne er bedst, kan de gøre en kæmpe forskel for børns trivsel og deres lyst til at være en del af fællesskabet i SFO’en, skolen og frikvarteret. Sådan bør det være. Men hverdagen i vores SFO’er er blevet sparet i bund og overset politisk i årevis. Derfor står vi tilbage med et skrabet tilbud, der er langt fra, hvad vi ved, børnene har brug for.'
Opsang midt i valgkampen: Husk børnene 'før og efter klokken ringer'
Skoleområdet har været højt på dagsordenen i den aktuelle valgkamp. Blandt andet på baggrund af Socialdemokratiets 'Lilleskole-forslag' om maksimalt 14 elever pr. klasse i indskolingen. Og netop valgkampens fokus er også et emne i pædagogernes opråb:
'Politikerne kappes allerede om at styrke folkeskolen blandt andet med mindre klasser i indskolingen. Det kan vi kun bakke op om, og det er så godt, at politikerne nu vil høre børnenes stemmer. Men de skal også investere i de rammer, børnene møder før og efter klokken ringer - når børnene er i SFO,' står der.
Læs også: Disse partier ønsker minimumsnormeringer i SFO'erne
Du kan se hele opråbet - og skrive under - i boksen nedenfor.
Protest får fuld opbakning fra BUPL-formand
BUPL-formand Elisa Rimpler understreger, at pædagogerne bag opråbet har hendes fuld opbakning.
"Jeg synes, det er så stærkt, at pædagogerne tager bladet fra munden og kræver politisk handling her i valgkampen. Det gør en forskel! Flere af initiativtagerne er tillidsrepræsentanter i BUPL, og med opbakning fra 1000 pædagoger er det jo tydeligt for enhver, at SFO’erne er blevet forsømt alt for længe. Det skal være slut nu," siger hun.
Læs også: Skole- og fritidspædagoger mangler tid til faglighed: Her er det værst
'Politikerne har alt for længe overset SFO'erne'
Elisa Rimpler understreger, at politikerne alt for længe har overset SFO’erne og det vigtige arbejde, pædagogerne hver dag gør for børns trivsel og fællesskaber.
For at komme problemet til livs, opfordrer BUPL nu politikerne til at indføre minimumsnormeringer i SFO'erne - ligesom på daginstitutionsområdet. BUPL foreslår en maksimal normering på ni børn for hver medarbejder i SFO'erne.
"Politikerne snakker så meget om stigende mistrivsel og ufrivilligt skolefravær, og de problemer kan vi ikke løse, hvis vi kun ser på, hvad der foregår i klasseværelserne. Børnenes fritidstilbud er mindst lige så vigtige - og hvad nytter det, at politikerne forbyder skærmene, hvis de ikke er villige til at investere i mere kvalitet i børn og unges fritidsliv," siger hun.