BUPL vil have minimumsnormeringer i SFO'erne
Siden folkeskolereformen i 2013 er der sparet over 2 milliarder kroner på fritidsområdet. Og de hårde besparelser presser kvaliteten i en grad, så det rammer både børn og pædagoger.
Det bekymrende billede er blevet understreget gentagne gange, blandt andet i BUPL's seneste vilkårsundersøgelse fra 2025:
- Her svarer 61 procent af pædagogerne på fritidsområdet, at de oplever en generel mangel på økonomiske ressourcer på deres arbejdsplads.
- I flere kommuner gælder det over 80 procent af pædagogerne
- 56 procent af fritidspædagogerne svarer desuden, at der kun 'i mindre grad' eller 'slet ikke' er tilstrækkelig tid til det enkelte barn.
- 48 procent oplever, at de kun 'i mindre grad' eller 'slet ikke' har tid til arbejdet med børn og unge i udsatte positioner.
I danmarkskortet nederst i artiklen kan du se, hvor flest fritidspædagoger oplever mangel på økonomi.
BUPL vil have minimumsnormeringer i SFO’erne
Hvis fritidsområdet skal sikres den nødvendige kvalitet, er der brug for en prop i kommunernes endeløse besparelser, mener BUPL’s formand Elisa Rimpler. Derfor opfordrer BUPL til, at politikerne efter folketingsvalget indfører krav om minimumsnormeringer i SFO’en.
”Lige nu er det råpasning, børn kan forvente mange steder, når de kommer i SFO. Det betyder, at pædagogerne håndterer konflikter og sørger for, at børnene klarer sig igennem dagen. Men det efterlader kun ringe muligheder for at understøtte børnenes leg eller sikre de kreative værksteder med fordybelse, der skaber mening for børnenes og får dem væk fra skærmene,” siger Elisa Rimpler.
Foreslår 1:9 – her er prisen
Helt konkret foreslår BUPL, at der højst bør være ni børn for hver pædagogisk medarbejder i SFO'erne.
Det vil give normeringerne et væsentligt løft. Der findes ikke deciderede normeringsopgørelser på SFO-området, men en undersøgelse lavet af VIVE i 2022 anslog, at SFO-normeringen om eftermiddagen i gennemsnit lå på omkring 16 børn for hver pædagogisk medarbejder.
Men hvor meget vil det koste at indføre 1:9 på kommuneniveau i SFO’erne? Det har BUPL regnet på med afsæt i tal fra Danmarks Statistik.
Ifølge beregningerne vil forslaget kræve knap 3200 ekstra pædagogiske årsværk. Det vil koste omkring 1,9 milliarder kroner om året, hvis man fastholder den nuværende pædagogandel.
Valg-rundspørge: Flere partier er åbne for ideen
Hvis man frygter, at minimumsnormeringer i SFO’erne er en politisk umulighed, så er der godt nyt:
En rundspørge foretaget af Børn&Unge op til folketingsvalget viser nemlig, at en række folketingspartier er åbne for at investere og indføre minimumsnormeringer i SFO’erne.
Eksempelvis ønsker Radikale Venstre at afsætte 4 milliarder kroner om året til fritidsområdet.
’Vi vil vende besparelser til investeringer med en samlet genopretningsplan for fritidspædagogikken,’ skriver partiet til Børn&Unge.
De øvrige partier i Børn&Unges rundspørge, som ønsker minimumsnormeringer i SFO’erne, er SF, Moderaterne, Enhedslisten og Alternativet.
Omvendt ønsker Socialdemokratiet og Venstre ifølge rundspørgen ikke at indføre lovkrav om minimumsnormeringer i SFO’erne.
Læs partiernes svar om minimumsnormeringer i SFO’erne
Pressede SFO-pædagoger: Brug for mere personale
I BUPL’s seneste vilkårsundersøgelse fra foråret 2025 peger en lang række SFO-pædagoger netop på behovet for bedre normeringer.
Pædagogerne skriver blandt andet:
’Der er brug for flere pædagoger. Ambitionerne og det dygtige personale er der. Men vi er for få på arbejde, så det bliver brandslukning/pasning.’
’Flere ansatte pædagoger, så vi får tid og mulighed for at arbejde pædagogisk og ikke kun slukke ildebrande.’
’En højere normering, hvor der kommer flere pædagoger og færre vikarer. Så er der flere varme hænder, og børnene vil dermed også få det lettere.’
’Vi har virkelig mange børn med særlige behov. Det gør det umuligt at give den nødvendige støtte til de enkelte børn (med og uden særlige behov). Det er konstant brandslukning.’
Læs også: Frustrerede pædagoger: Børns støtte i skolen følger sjældent med i SFO