TEMA. GENERATIONSMØDE: Husk nu alle de andre generationer

Det kan have store konsekvenser for vores opfattelse af generationerne, hvis vi kun inviterer til generationsmøder mellem børn og ældre og ikke inddrager andre generationer.

Det mener Anne Leonora Blaakilde, der er kulturforsker, ph.d. i etnologi og postdoc ved Center for Sund Aldring på Københavns Universitet.

Hun mener, at den udbredte misforståelse, at et generationsmøde altid er mødet mellem børn og ældre, er med til at marginalisere både børn og ældre.

»Hvis vi kun skaber generationsmøder mellem børn og ældre, risikerer vi at skabe et billede af, at børn og ældre er andenrangs­mennesker i forhold til øvrige voksne,« siger Anne Leonora Blaakilde.

Et fokus kun på ældre og børn er nemlig med til at understrege, at det at være ældre eller barn er en afgivelse fra normen, som i så fald er at være voksen.

»Hvor bliver de voksne af i al den snak om generationsmøder? Når vi omtaler det normative felt, så gør vi det faktisk tit ved ikke at omtale det. Det er tydeligt her. Vi taler om dem, der afviger i stedet,« siger hun.



Det gode generationsmøde. Ifølge Anne Leonora Blaakilde er generationsmøder vigtige hele livet igennem. Vi lærer stort set alt, hvad vi ved, fra folk der er ældre end os selv, men glemmer det nogle gange i et samfund, hvor vi er mere tilbøjelige til at dyrke ungdommen og de homogene aldersfællesskaber.

Derfor er det ifølge forskeren vigtigt, at vi i generationsmødet møder hinanden som enkelte individer og ikke som medlemmer af en homogen generation eller gruppe. Det gælder også, hvis en institution samarbejder med for eksempel et plejehjem.

»Vi taler om grupper af mennesker, der er institutionaliseret i hverdagen. Det er da fint nok – vi skal bare passe på, at vi ikke regner med, at bare fordi begge grupper er institutionaliseret og i yderkanten af livsforløbet, så bliver det en succes at sætte dem sammen,« siger hun.

Formår man at gøre generationsmødet til en bred begivenhed, hvor alle aldersgrupper kan mødes og udveksle livssyn og -erfaringer, er Anne Leonora Blaakilde positiv over for idéen.

Derfor opfordrer hun til, at man i institutionerne skrotter bedsteforældredage til fordel for slægtsdage og generelt lægger vægt på at skabe så mange forbindelser på tværs af generationer og aldersgrupper som muligt.

»Jo mere man i hele livsløbet kan følge både voksne og ældre, der bliver ældet, helt til de dør, jo mindre forskrækket et forhold til det at ældes får man forhåbentlig,« siger hun.