TEMA. Fra ufaglært til uddannet. Jeg har fået større ansvar og mere frihed

December 2013. Karina Krogh Hjerrild havde netop fået papir på, at hun havde gennemført uddannelsen til pædagogisk assistent (PAU). Det var hun glad for, men alligevel gik der kun få måneder, før hun igen sad på skolebænken. Denne gang på pædagoguddannelsen på Via University College i Horsens.

»Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville uddanne mig videre. Jeg var nysgerrig efter, hvad mere der lå bag det pædagogiske arbejde. Jeg ville undersøge mere. På assistentstudiet får man blandt andet grundlæggende psykologisk indsigt og viden om sundhed. Men PAU-uddannelsen er mere nede på jorden, og jeg ville gerne kende teorierne bag,« fortæller Karina Krogh Hjerrild, der før sommerferien i år blev færdig som pædagog og for kort tid siden begyndte i et nyt job i den nyåbnede Hulvej Skoles Børnehave i Horsens.

Karina Krogh Hjerrild er 46 år. Inden hun skiftede til at arbejde med børn, var hun sælger i tekstilbranchen. Det gik godt, og hun satte især pris på at have med mennesker at gøre. I 2010 besluttede hun dog, at der skulle ske noget nyt, og hun fik et vikariat som medhjælper i en idrætsbørnehave i Hedensted Kommune.

»Jeg gik på med krum hals. Jeg var sammen med børnene på gulvet og kunne mærke, at jeg kunne noget med dem. Men jeg analyserede og observerede ikke så meget. Jeg kendte jo ikke teorien, så jeg brugte mere min sunde fornuft,« fortæller hun.

Erfaringen som medhjælper gav hende blod på tanden, så hun undersøgte mulighederne for at uddanne sig til pædagog. Med en erhvervsuddannelse som salgsassistent i bagagen kunne hun vælge mellem først at tage en HF eller uddannelsen til pædagogisk assistent. Hun valgte det sidste.



Samme menneskesyn. Inden Karina Krogh Hjerrild tog hul på uddannelsen til pædagog, havde hun flere uddannelser og vikariater i børnehaver og en førskole bag sig. Blandt andet derfor har uddannelsen ikke ændret hende fuldstændig som person.

»En underviser på første semester sagde, at det kunne være sjovt at tage en test af vores menneskesyn, så vi i slutningen af studiet kunne se, hvor meget det havde flyttet sig. Mit menneskesyn har ikke flyttet sig, men det hænger nok sammen med, at jeg var ældre end de andre studerende og har mand og børn. Jeg er blevet bekræftet i, at det, jeg gør, det gør jeg godt. Jeg har fået de teoretiske og faglige begrundelser på plads,« siger hun og forklarer, at hendes menneskesyn blandt andet handler om, at børn skal have lov til at være børn og lære at være nysgerrige på livet.

Den større viden, som hun har fået gennem pædagogstudiet, kan hun nu bruge i jobbet.

»Jo mere viden jeg har fået, desto flere redskaber har jeg også fået. Det er lidt ligesom en værktøjskasse. Man kan tage et stykke værktøj frem og se, om det virker på det konkrete barn i den konkrete situation. Virker det ikke, er det en fordel at have flere redskaber, for så kan man afprøve et nyt,« siger Karina Krogh Hjerrild.



Alle skal sparre. Det er ikke kun i hovedet på Karina Krogh Hjerrild, at uddannelsen gør en forskel. Den giver også et andet indhold i jobbet, vurderer hun

»Jeg har et større overordnet ansvar som pædagog. Det er mig, der skal tage imod nye børn og deres forældre, gennemføre forældresamtaler og deltage i eventuelle konferencer om børn. Det er også mig, der er ansvarlig for, at tingene bliver ført ud i livet,« siger pædagogen.

Større ansvar giver også mere frihed.

»Som pædagog kan jeg i højere grad sætte dagsordenen. Som assistent eller medhjælper må man ofte følge det, pædagogerne har at sige,« fortæller Karina Krogh Hjerrild og understreger, at det er helt afgørende, at alle faggrupper i institutionen arbejder tæt sammen.

»Vi skal hele tiden sparre med hinanden, uanset hvilken uddannelse vi har, eller hvor længe vi har været i en institution. Vi ser noget forskelligt og oplever børnene på forskellige måder, så derfor er det afgørende, at vi lytter til hinanden,« siger pædagogen fra Horsens.