TEMA: Forskere advarer. Hjerneforskning dur ikke i børnehaven

Hjerneforskningen viser, at drenge er på en måde og piger på en anden. Derfor skal pædagoger behandle dem forskelligt.

Sådan lyder det indimellem til foredrag eller i diskussioner på legepladsen, og flere hjerneforskere, som Børn&Unge har talt med, får i stigende grad henvendelser fra pædagoger, der vil vide mere om hjerneforskningens resultater

Men det er ikke så enkelt, forklarer Theresa Schilhab, lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet. Hun er uddannet neurobiolog og videnskabsteoretiker og kalder sig selv for ’filosofisk kognitionsbiolog’.

»Man kan ikke overføre neurovidenskabens resultater direkte til den pædagogiske praksis. Problemet er, at forudsætningerne i de neurovidenskabelige forsøg ikke i tilstrækkelig grad ’simulerer’ vilkårene i det virkelige liv. Man ligger for eksempel helt stille i en scanner. Det er karakteristisk, at man dermed får en ret sikker viden, men til gengæld giver køb på at kunne sige andet end det, man har undersøgt under lige netop de forudsætninger. Når man forsøger at eksportere resultaterne til en pædagogisk sammenhæng, går mange mellemregninger tabt – mellemregninger, som måske er årsagen til, at resultaterne alligevel ikke holder,« siger hun.

Samtidig er det begrænset, hvor mange neurovidenskabelige undersøgelser, der handler om, hvad børn gør i en institution, hjemme eller på en skole.

»Neurovidenskaben har traditionelt primært taget udgangspunkt i døde og syge menneskers hjerner. Forskningen er ikke sket på baggrund af forskernes interesse for at undersøge, at når børn leger med ler, så taler de også om leret og på den måde lærer om ler. Jeg tror, de fleste neurovidenskabsfolk vil sige, at de ikke kan forklare særlig meget af det, der forgår i en børnehave,« siger hun.

Det synspunkt får opbakning fra hjerneforsker og professor Jesper Mogensen fra Institut for Psykologi på Københavns på Universitet.

»Der er en tendens til at se neurovidenskab som mere rigtig forskning end psykologisk eller ­anden humanistisk forskning. Men det er det ikke. Neurale processer er ikke vigtigere end psykologiske processer. På det neurale område ved vi relativt lidt i forhold til at bruge den viden i en praktisk sammenhæng,« siger han.



Pædagoger ved det. En del af den viden om neurale processer, der er relevante for arbejdet med børn, giver ikke anledning til at ændre på, hvad man gør i en vuggestue eller børnehave. Pædagoger ved det nemlig i forvejen.

»Man kan sammenligne hjerneforskningen med en forbrydelse. Man ved, at der er begået et røveri, og så prøver politiet at opklare, hvem der har gjort det. Vi prøver at finde frem til de neurale pro­cesser bag det, vi allerede ved, finder sted,« forklarer Jesper Mogensen og giver et eksempel:

»Vi ved fra psykologien, at der er kritiske ­perioder i børns udvikling. Man har ledt efter neurale ­processer i den forbindelse og i et eller andet omfang fundet frem til, at de muligvis er der. Det er ofte på det niveau, vi har en viden.«

Professoren understreger, at hjerneforskning på ingen måde er værdiløs.

»Vi forsker dels for at forstå hjernen og dels for at blive bedre til behandling af skader og sygdomme i hjernen. I forhold til behandling er forskningen yderst relevant. Det gælder også i forhold til specialområdet. I takt med, at inklusion rykker flere børn og unge ind på normalområdet, bliver det også mere relevant der,« forklarer han.

Jesper Mogensen opfordrer til at lade være med at falde på halen over de nye forskningsresultater.

»Pædagoger – eller måske er det i virkeligheden de pædagogiske forskere – skal ganske enkelt kigge objektivt på, om nye resultater viser processer, som man i forvejen vidste fandtes, eller om der reelt bliver påvist nye sammenhænge. Om der kommer en dag, hvor det er rimeligt primært at angribe pædagogiske problemstillinger hjernemæssigt, er tvivlsomt,« siger han.



Underlødig litteratur. Theresa Schilhab oplever, at der er stor efterspørgsel efter viden om, hvordan mennesker fungerer som biologiske ­væsner.

»I mange år har det i Norden været udskældt at se på mennesket som et biologisk væsen. Man har afvist biologiske forklaringer. Derfor er der opstået et vakuum, som nu udfyldes af folk, der siger, at man kan se forskellige ting ud fra neurovidenskaben. Indimellem kommer der bombastiske udmeldinger som: ’Vi kan se, at troen på en gud ligger lige på dette sted i hjernen’, men det er ikke seriøst. Der er masser af underlødig litteratur om neurovidenskab,« siger hun og efterlyser mere ydmyghed hos dem, der formidler forskningsresultaterne.

»Man skal fortælle, at det er idéer og teorier, som er opstået med baggrund i sporadiske forskningsresultater. Hvis formidlere vil skabe overordnede teorier om menneskets sind og læring på baggrund af et stadig temmelig uudforsket område, kan de nok levere gode idéer. Men det er ikke forskning. Det er på grænsen til at være skadelig virksomhed, hvis man præsenterer løse idéer og teorier som forskning. Vi er biologiske væsener, og vi skal diskutere, hvad det betyder for os. Men det er trist, hvis man kommer med fejlagtige påstande, der kan have afgørende pædagogiske konsekvenser,« siger hun.



Viden skal bruges. Anni Mortensen er lektor i pædagogik og leder af Neuropædagogisk Kompetencecenter, der blandt andet efteruddanner pædagoger med udgangspunkt i viden om hjerner med dysfunktioner koblet sammen med specialpædagogik. Hun er enig i, at pædagoger og eksperter skal være kritiske, når de bruger resultater fra hjerneforskningen. Det er et væsentligt tema, når hun sammen med kollegerne planlægger ­undervisning for pædagogstuderende på University College Nordjylland. Hun mener dog, at en del af resultaterne fra neurovidenskaben kan bruges i en SFO eller en vuggestue.

»Pædagoger har et højt fagligt niveau. Det er ikke min erfaring, at de tror, at neurovidenskaben kan forklare alt muligt. Den giver os nogle forklaringsmodeller. Men i øjeblikket er der er en strømning i Danmark, hvor nogle siger, at hjerneforskningen ikke kan bruges til så meget, « siger hun.

Anni Mortensen er enig i, at forskningsresultater ikke er mere sande, fordi de kommer fra neurovidenskaben. Men de er omvendt heller ikke mindre sande.

»Hvis kriterierne for forskning er overholdt, er der evidens. Al forskning er jo gennemført i en bestemt sammenhæng, også humanistisk forskning. Men vi har jo ikke adgang til hinandens hjerner, så vi arbejder med hypoteser. Kritikerne har ret i, at det er ’farlig viden’, og vi skal vide, hvordan vi håndterer den, og vi skal ikke bruge den til alt. Det er et supplement til den viden, vi har i forvejen,« siger hun og understreger, at det efter hendes mening er forkert at undlade at bruge viden.

»Det største problem er, når nogen siger, at vi ikke skal bruge hjerneforskningen. Vi har jo en viden, som skal bruges, og vi skal lære at håndtere den viden bedst muligt,« siger Anni Mortensen.

Theresa Schilhab er enig i, at nogle af resultaterne skal bruges blandt pædagoger, men det skal foregå på en måde, som sikrer, at den videnskabelige baggrund er seriøs. Det kan man gøre ved at kombinere forskellige videnskaber, fastslår hun.

»Hvis man skal trække det ind i en pædagogisk ramme, skal man bygge bro mellem den pædagogiske forskning og neurovidenskaben. Det kræver, at det bliver udført af folk med tilstrækkelig viden om begge videnskaber til, at de kan stille de rigtige spørgsmål,« siger hun og tilføjer, at der rundt om i verden findes forskere, der har den tilstrækkelige viden og bedriver neuroforskning ud fra, hvad der for eksempel foregår på en skole.