TEMA: FOLKETINGSVALG. Vi kan ikke finde en pædagog. Kan I bruge en lærer i stedet?

Vi skal bruge to pædagoger, der stiller op til Folketinget, og de skal repræsentere hver sin politiske blok.

Sådan lød idéen på redaktionsmødet, men målsætningen viste sig at være svær at indfri. En rundspørge blandt samtlige opstillingsberettigede partier resulterede kun i de to pædagogkandidater, du kan læse om her.

»Kan I bruge en lærer i stedet? Dem har vi mange af,« svarede et af partierne og bekræftede dermed en tendens på partiernes opstillingslister: Mens der er en udpræget mangel på pædagogkandidater, er der adskillige kandidater med lærerbaggrund.

Det kommer ikke bag på professor i statskundskab Peter Munk Christiansen, der har undersøgt den danske politiske elite.

»Det har altid været kendetegnende for den danske intellektuelle klasse, at lærere har haft en særlig placering. De danske lærer­seminarier har formået at frembringe dygtige unge mennesker, som bliver rekrutteret til en politisk karriere,« fortæller han.

Han har ikke forsket særskilt i pædagogers deltagelse i politik, men har alligevel et bud på, hvorfor man ikke ser dem repræsenteret på Christiansborg i samme grad som lærerne.

»Der er ikke den samme tradition for ­politisk dannelse på pædagogseminarier som på lærerseminarier. Når det er sagt, handler det ikke om, at pædagoger er anderledes end andre. Forklaringen er snarere, at der sker en helt særlig rekruttering til politik blandt lærere,« forklarer Peter Munk Christiansen.

»Inden skolereformen har lærere haft større fleksibilitet i planlægningen af deres arbejdstid, og det har givet mange mulighed for at beskæftige sig med andet. Nogle har haft småvirksomheder, og flere er blevet byrådspolitikere og har siden forfulgt en landspolitisk karriere,« tilføjer han.

Det er ikke uden betydning, at så mange flere lærere end pædagoger befinder sig i magtens indercirkel, vurderer Peter Munk Christiansen.

»Skoleområdet har mere synlighed, og det kan hænge sammen med, at flere lærere er blevet politikere. Men forklaringen er også, at folkeskolen i mange år er blevet betragtet som en politisk kampplads og dermed har været hjemsted for diskussioner om formålsparagraffer og om, hvorvidt børnene lærer nok,« siger han.



Stor betydning. At der er så få pædagogkandidater betyder dog langtfra, at pædagogiske mærkesager ikke interesserer politikerne, siger Kasper Møller Hansen, valgforsker og professor MSO ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

»Velfærdstemaer vil altid være højt placeret på politikernes dagsorden, for de betyder meget for, hvor vælgerne sætter deres kryds,« siger han.

Når pædagoger er underrepræsenteret blandt partiernes kandidater til Folketinget, handler det ifølge Kasper Møller Hansen ikke om, at faggruppen ikke bliver konfronteret med den politik, der bliver ført i Danmark. Snarere tværtimod, mener han.

»Jeg tror godt, vi kunne se, at pædagoger bliver mobiliseret af en sag som manglende ressourcer i daginstitutioner. Men der kan være lang vej fra udfordringerne i dagligdagen, til at man abonnerer på en hel politisk pakke og melder sig ind i et parti. Det kræver også stort engagement og arbejde, før man kommer i nærheden af partiernes opstillingsliste til folketingsvalg,,« siger Kasper Møller Hansen.

For mange er det et ideal, at de folkevalgte skal repræsentere befolkningen: Der skal være høje, tynde, lyshårede, mørkhårede – ja, nogle for enhver smag, som Kasper Møller Hansen udtrykker det.

»Mange vil ikke stole på, at en sammenslutning af gamle, cigarrygende mænd træffer de rigtige beslutninger for landet. Og i et vist omfang kan man godt sige, at det er vigtigt for demokratiet, at Folketinget ligner befolkningen. Men når der kun er 179 medlemmer, er det umuligt at tilgodese alle kombinationer af unge, gamle, nydanskere eller, for den sags skyld, pædagoger,« siger valgforskeren.