TEMA: FOLKETINGSVALG. Ny undersøgelse viser. Rød blok taler mest om pædagoger

I folketingssalen er det mest rød blok, der nævner pædagoger og daginstitutioner. Pædagogerne kvitterer for interessen ved typisk at stemme mere rødt end blåt.

Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti ynder at tale om pædagoger, vuggestuer, børnehaver, daginstitutioner, SFO og fritidshjem i folketingssalen. Hver gang politikerne fra de partier holdt 100 indlæg i folketingssalen, nævnte de pædagoger eller deres arbejdspladser i rundt regnet to indlæg.

Hos Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og ministrene i regeringen er pædagogerne lidt mindre på lystavlen. Bundplaceringen går til Venstre, Alternativet og De Konservative: For hver 100 indlæg i folketingssalen nævner de pædagogerne én enkelt gang.

Det viser en analyse Børn&Unge har fået foretaget af referaterne fra møderne i folketingssalen, fra Helle Thorning Schmidt blev statsminister i oktober 2011 til midten af marts i år.

Enhedslisten mener, det er helt naturligt at nævne pædagogerne ofte.

»Det er vigtigt med gode daginstitutioner, og at børn og pædagoger har gode arbejdsforhold. I finanslovsforhandlingerne har vi haft fokus på bedre normeringer, og at der skal ansættes flere pædagoger. Samtidig ønsker vi at stoppe private profitbørnehaver,« siger Rosa Lund, børneordfører fra Enhedslisten.

Venstre forklarer, at partiet har mere fokus på familien end en enkelt faggruppe.

»Vi tager udgangspunkt i familiens behov, hvor andre partier kigger på institutionernes behov. Familien er udgangspunktet, og jeg ser hellere, at familien har frit valg for pasning, end at vi får nogle store og stærke institutioner,« fortæller familieordfører Tina Nedergaard (V).



Røde kvinder. Valgforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet mener, at partiernes ideologi gør, at de har forskelligt fokus på pædagoger.

»Venstrefløjen har lettere ved at komme i tanke om pædagogerne. De er vant til at tænke på velfærdsstaten, og der er institutionerne vigtige. De borgerlige tænker traditionelt mere på økonomien og den private sektor og udgifterne ved velfærdsstaten,« siger han og forklarer, at pædagoger ofte stemmer til venstre for midten.

»Kvinder er generelt mere optaget af bløde værdier og velfærdsstaten end mænd. Lægger man dertil pædagogernes uddannelse, og at de ofte er offentligt ansatte, bliver tendensen endnu mere udpræget. Formodentlig stemmer størstedelen normalt på Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti eller Enhedslisten,« vurderer han.



Blå taler fritid. Rød blok har især sat dagsordenen, når man søger på ord sagt i folketingssalen som ’pædagoger i skolen’, ’kvalitet’ og ’500 millioner’ til bedre ’normeringer’ end blå blok.

»Det handler ikke om at lefle for vores vælgere. Det handler om vores politik. Vi tror på fællesskabet og kæmper for en ordentlig velfærd,« siger Rosa Lund fra Enhedslisten.

Blå blok fører til gengæld, når det drejer sig om at nævne børns fritid, lektiecaféerne og lukninger af daginstitutioner.

»Familien skal definere deres børns fritid snarere end kommunen. Vi har også været bekymret for institutionslukninger i landdistrikterne,« forklarer Tina Nedergaard.(V).

Hun mener, at det på den lange bane er fordelagtigt for pædagogerne at stemme borgerligt. Også selvom Venstre ikke lover højere normeringer og flere pædagogjob nu og her.

»Vi har en mere indirekte vej til forbedringer. Når vi får gang i væksten i den private sektor, bliver der mere råd til velfærd og bedre bemanding på daginstitutionerne. Det er klart, at vi kun får en velfungerende privat sektor, som kan drive væksten, hvis den offentlige sektor fungerer optimalt,« mener Tina Nedergaard.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.