TEMA: FOLKESKOLEREFORM. Eksperterne: BUPL valgte rigtig taktik

Efter sommerferien har børnene en længere skoledag og derfor kortere tid i SFO og fritidshjem. Det betyder flere pædagogtimer i skolen og færre timer i fritidstilbuddene til at arbejde pædagogisk med børnene.

Det er et af resultaterne af den skolereform, som en del pædagoger ikke er glade for. Til møder og på sociale medier giver de udtryk for, at BUPL skulle have sat hælene i og kæmpet mere for fritidspædagogikken.

Spørgsmålet er, hvad pædagogernes fagforbund kunne have opnået ved en hårdere og mere konfronterende kurs over for Folketingets medlemmer.

Sandsynligvis ikke ret meget, for den politiske situation var speciel, vurderer professor Flemming Ibsen, der forsker i arbejdsmarkedsforhold på Aalborg Universitet.

»Efter min mening var det klogt at gå ind på regeringens præmisser. Der var et stort politisk flertal for en reform af folkeskolen, og så må man som fagbevægelse spille med på den dagsorden. På den måde får man mest indflydelse,« siger han.

Lars L. Nielsen, der som direktør for public affairs i kommunikationsfirmaet Prime Time har stor erfaring med lobbyarbejde, er enig.

»Skal man påvirke politikerne, er man nødt til at sætte sig grundigt ind i den politiske virkelighed og kende politikernes positioner. Der er ingen tvivl om, at der var et politisk flertal for reformen. Politikernes største uenigheder var, hvor mange ekstra timer eleverne skulle have og den slags. Derfor vurderer jeg, at der var mest indflydelse at hente ved at samarbejde,« siger han.



Utilfredse lærere. Ville BUPL have kæmpet imod og for alvor forsøgt at arbejde for, at SFO’er og fritidshjem skulle fortsætte i deres nuværende form efter sommerferien, ville den alternative metode til at påvirke politikerne være højlydt at gøre opmærksom på sin sag gennem medierne og via demonstrationer og aktioner.

»Det er en vurdering fra sag til sag, hvilken metode man vil vælge. Den mere højlydte tilgang har den fordel, at den i højere grad kommer medlemmerne i møde, fordi man viser sin utilfredshed. Det virker, som om det var den vej, lærerne valgte at gå,« siger Lars L. Nielsen.

Flemming Ibsen er enig i, at lærerne fik vist deres utilfredshed, men de fik ikke stor indflydelse på reformen.

»Lærerforeningen kom til at fremstå som en organisation, der nærmest kun kæmpede for løn og arbejdstid i stedet for også at se på perspektiverne i reformen, som handlede om inklusion og om at bryde den negative sociale arv. Det var på forhånd en taber­strategi,« siger professoren.

Han mener, at Danmarks Lærerforening (DLF) og BUPL ville have fået mere ud af at arbejde sammen.

»Fagbevægelsen ville have stået stærkere, hvis DLF og BUPL i fællesskab var kommet med konstruktive bud på, hvordan man kunne skabe den bedst mulige skoledag for børnene. Og det ville have været endnu bedre i forhold til at få indflydelse, hvis de havde lavet det i fællesskab med kommunerne og regeringen,« siger Flemming Ibsen og tilføjer, at det ville have krævet en holdningsændring, især hos DLF.

»Fagbevægelsen har generelt haft svært ved at præsentere fælles løsninger. I forhold til reformen har DLF mest haft travlt med at holde pædagogerne ude af skolen,« siger professoren.