Tema førstehjælp: Historien om en ulykke

Booom! Selvom glasset er tykt, lyder der et ordentligt dunk, hver gang en af chimpanserne banker sine stærke fødder mod ruden. Aberne bruger de lårtykke tove i buret til rigtigt at få fart på, når de svinger sig frem mod vinduespartiet. De rammer ruden, lige der hvor børn og pædagoger fra Stjernevejens Børnehave har stillet sig op og med fascinerede og begejstrede blikke kigger ind på de menneskelignende dyr. Dyrene svarer igen med et glimt i øjet og lovning på mere ballade.

Det er tirsdag den 7. oktober 2008, og Stjernevejens Børnehave har taget turen fra hjembyen Gråsten til Odense Zoo.

Institutionsleder Hanne Osborg er tropsfører for en gruppe af børnene, og tre gange vender de tilbage til abeburet.

Mikkel på treethalvt er med i Hannes gruppe, og det er oplevelsen ved abeburet, der den dag brænder sig fast på drengens nethinde. Da hans mor og far, Lena og Finn Steenholdt - med lillesøster Signe på armen - henter Mikkel ved bussen, er aberne det første, han fortæller dem om. Han taler om aber på hele gåturen hjem til familiens røde murstensvilla. Og han ser dem for sig som det sidste, før han falder i søvn i sit og Signes fælles værelse på villaens 2. sal.

"De svingede," siger Mikkel flere gange, da Lena og Finn putter børnene den aften.

I morgen må han huske at fortælle sin stuepædagog Lillian Ansbjerg om aberne.



Lillian fra Ællingestuen. Lillian er pædagog på Mikkels stue, Ællingestuen. Hun var ikke med på gårsdagens tur til Odense Zoo, fordi hun den morgen kom galt af sted med en mælkekasse. Kassen var fyldt og tung, og et forkert løft gav et smerteligt vrid i ryggen, så hun i stedet måtte hvile sig hjemme. Hun glæder sig nu til at komme på arbejde og høre om børnenes oplevelser. Hun bor fem kilometer fra børnehaven og cykler altid i god tid. I dag har Lillian ekstra god tid, da hun først skal møde klokken 10. Hun når også lige en tur i Fakta, og fordi hun her falder i snak med en forælder, møder hun præcis klokken 10.

Det tidspunkt bliver senere en god pejling på, hvor længe Mikkel var uden opsyn, og hvor længe han hang i persiennesnoren.



Morgen i murstensvillaen. Da Mikkel bliver vækket onsdag den 8. oktober klokken 6, er det en helt almindelig morgen. Det eneste ualmindelige er, at han taler meget om aberne fra zoologisk have. Men det kunne også have været Spiderman, traktorer eller lastbiler. Når Mikkel går op i noget, gør han det 100 procent. Han fordyber sig, og nu er det altså aber, han er optaget af.

Men fordybelse er der ikke tid til om morgenen i den røde murstensvilla på Kongevej i Gråsten. Begge forældre møder på arbejde klokken 7 i Aabenraa godt 20 kilometer væk. Lena er i praktik som social- og sundhedshjælper og skal i dag på sygehuset med en borger. Og Finn, der er butikschef i Netto, åbner butikken. Det er huhej ned ad trappen med børnene, og halvsyv er der afgang fra hjemmet. Lena kysser Finn og ungerne farvel, og de får hver især et 'jeg elsker dig, ha' en god dag' med på vej ud ad døren. Sådan siger de altid farvel.

Finn tager familiebilen, en blå metallic Skoda stationcar. Det er nemlig ham, der afleverer børnene i dag. Signe i dagplejen og Mikkel i børnehaven. Og Lena drøner af sted i sin 'studenterjaguar', en noget ældre sølvgrå Volkswagen Polo.



Rundegang. Når Lillian Ansbjerg møder sent, går hun altid en runde og siger goddag til de børn, der er kommet den dag. Mikkel har allerede været i børnehaven i mere end tre timer, da hun møder ham i døren til børnehaven.

"Huskede du at se efter en abe, der hed

Lillian?" spørger hun.

Det gjorde Mikkel. De pjatter, griner og snakker mere om aberne, inden Lillian fortsætter på sin runde.

Institutionsleder Hanne Osborg har også været på runde den dag. Mens børnehaven var i Odense Zoo, blev institutionen lånt ud til dagplejen, der brugte Ællingestuen som soverum. Og derfor tjekker Hanne en ekstra gang, om alt nu også er i orden. Hun ­tjekker, at persiennesnorene er rullet ­sammen og ­placeret oven over vinduet, sådan som de altid skal være. De må ikke hænge løst.

Hvordan Mikkel senere får nylonsnoren til Faber-persiennen ned, er der ingen, der ved. Men både pædagoger og Mikkels mor Lena er ikke i tvivl om, at Mikkel vil lege abe. Han vil svinge sig mod ruden, ligesom de aber han dagen før har set i Odense Zoo.

Kort efter at han talte med Lillian, er han derfor gået ind på Ællingestuen, hvor Hanne har set ham fra terrassen lege på gulvet på stuen. Kun hans bedste ven, en pige på tre år og tre måneder er i rummet sammen med ham. Klokken er lidt over 10, og Hanne holder opsyn med dem udefra, men da et barn kalder fra toilettet, må hun et kort øjeblik, det er under to minutter, efterlade de to børn på Ællingestuen uden opsyn for at gå ind og tørre barnet i numsen.

Det næste, hun hører, er en pædagogs ­gennemtrængende skrig.



Ulykker. Hængningsulykker i daginstitutioner er meget sjældne. I Ulykkesregisteret, som indsamler data fra fire skadestuer, som tilsammen dækker 12 procent af Danmark, er der registreret i alt fire hængnings- eller strangulationsulykker i daginstitutioner i perioden 1998-2009. En lidt forsimplet beregning fortæller, at i hele Danmark har der i perioden været godt 33 sådanne ulykker. I gennemsnit svarer det til knap tre hængnings- eller strangulationsulykker om året. Heraf har meget få dødelig udgang, men det sker i cirka to tilfælde over en periode på 10 år, at et barn dør ved hængning eller på anden vis bliver kvalt i pædagogers varetægt.

Pædagogerne i Stjernevejens Børnehave har aldrig tænkt, at det skulle ske for dem.



To minutter. "Hrrrrrr, hrrrrrrr," siger Mikkels bedste ven, da hun kommer ud fra Ællingestuen.

Og det går op for pædagogen, der møder hende, at den er helt gal inde på stuen.

Det er denne pædagog, som skriger om hjælp, da hun ser Mikkel hænge slapt ned fra vinduet. Hun befrier ham fra nylonsnoren, der har brændt sig ind i Mikkels hud og efterladt et langt rødt mærke om halsen på ham. Hun lægger ham på gulvet, fjerner slim fra hans mund og hage, og konstaterer, at Mikkel ikke trækker vejret.

Da hun tidligere er uddannet sygeplejerske, begynder hun uden tøven at give Mikkel livreddende førstehjælp.

Børn skal blot være uden ilt i to minutter, før de bliver bevidstløse og vejrtrækningen går i stå. Hjertet vil derefter også holde op med at slå. For hvert minut, der herefter går uden førstehjælp, vil risikoen for hjerneskade eller død øges med 10 procent.

Pædagogen giver Mikkel først 30 hurtige tryk på brystet, så to indblæsninger gennem munden. Så 30 nye tryk og to indblæsninger. Hun bliver bare ved og ved og ved.



Ingen taler, alle handler. Hanne er som institutionsleder ilet til for at hjælpe og for at få overblik over situationen. Hun ser Mikkel ligge livløs på gulvet og pæda­gogen, der giver hjertemassage og blæser luft i Mikkel.

"Ring efter en ambulance nu," råber hun.

Klokken er 10.12, da alarmcentralen registrerer et opkald fra en pædagog fra Stjernevejens Børnehave. Den samme pædagog, som har reageret på Hannes råb, underretter også forældrene. Og senere fagcenteret i kommunen.

Selv spurter Hanne efter hjælp i lægehuset blot 200 meter nede ad vejen.

Og så er der de andre børn.

Pigen, der har set ulykken, bliver der taget særligt hånd om, men ellers har ingen set noget, og det er vigtigt, at det forbliver sådan.

En gruppe børn, der er på vej på ekskursion, bliver gelejdet ud gennem legepladsen og ud ad havelågen, frem for hen over gårdspladsen, fordi de der ville møde enten lægebil eller ambulance. Eller de vil kunne se Mikkel ligge livløs neden for det store vindue ud mod parkeringspladsen.

Institutionen er bygget over en L-form, og mens Ællingestuen for de mindste børn ligger i den ene længe, ligger Bamsestuen for de skoleparate børn i den anden længe. Fra Bamsestuens store vinduer er der frit udsyn hen over gårdspladsen til grupperummet, hvor Mikkel ligger. Her vil ambulancen snart komme.

Heldigvis er der den oktobermorgen høj sol over Danmarks himmel, og ingen børn på Bamsestuen undrer sig derfor, da deres pædagog sætter en videofilm på, og efterfølgende trækker persiennerne for vinduerne ud mod gårdspladsen.

Lillian tager sig af de mindre børn i børnehaven. Hun samler dem hurtigt i et grupperum til hop og sprællemænd. Og hun skruer lidt ekstra op for musikken. De skal ikke høre sirenerne.

Udover Hanne, der har bedt en pædagog tage sig af telefonopkaldene, har ingen sagt noget om, hvem der gør hvad. Alle har bare gjort det, de skulle.

Da en akutbil og en ambulance ruller ind på gårdspladsen, har Mikkel, der før var helt blå i hovedet, fået en normal farve i ansigtet. Det skyldes ikke mindst pædagogens indsats med førstehjælpen, men også lægen, som Hanne hentede hjælp hos, er kommet i sin lægebil og har givet Mikkel ilt. I ambulancen arbejder redderne fortsat med Mikkel, før den endelig kører med kurs mod børneafdelingen på Sønderborg Sygehus.

Ambulancen holder kun stille på parkeringspladsen i få minutter, men det føles som 500 år for Hanne, der kører med til hospitalet.

Sansebedrag, som at tiden føles langsom, er normalt i en krisesituation.

De cirka 10 minutter, pædagogerne ventede på ambulancen, var de længste 10 minutter i Hannes liv.



Telefonopkaldet. Det er Mikkels far Finn, der får opkaldet fra børnehaven. Da pædagogen ved, han skal køre bil, fortæller hun ikke i detaljer, hvad der er sket med Mikkel, men hun siger, at det er alvorligt. Hun siger også, at han trækker vejret.

Den besked får Mikkels mor Lena fra sin mand, og da hun siden sidder i bilen sammen med sin far og kører mod Sønderborg Sygehus, ved hun faktisk ikke, om det er en brækket finger eller noget langt værre, hun kommer ud til. Men hun er bange.



På intensiv. På vej mod Sønderborg Sygehus går Mikkel i krampe.

Kramper opstår, når hjernen og kroppen skal komme sig efter at have været udsat for hjertestop. Men det kan også skyldes iltmangel, og at kroppen er på vej ned igen. Ambulancen omdirigeres derfor til Intensiv Afdeling.

Ingen af forældrene er endnu nået frem, og Hanne er der i deres sted. Sygeplejerskerne har taget strømper og sko af Mikkels ene fod for at kunne måle hans puls, og Hanne knuger om den lille barnefod. Hun vil ikke give slip og reagerer ikke, da personalet beder hende forlade rummet.

"Det skal du ikke bestemme," siger Hanne.

Men det skal de jo.

Senere er Hanne ikke alene. Pædagogen, som ydede førstehjælp på Mikkel, har taget turen i egen bil til hospitalet. Først da Finn som den første af forældrene ankommer, begynder pædagogerne den svære rejse hjem. Uvisse om, hvad der videre sker med Mikkel. Og om de nogensinde ser ham igen.



Kapitel 2 Krisen



Klokken 12.30 den 8. oktober 2008 kan sønderjyske lyttere høre i Radio Syd, at en treårig lyshåret dreng under leg med en persiennesnor er blevet hængt i Stjernevejens Børnehave i Gråsten.

Kommunen er blevet underrettet af børnehaven, og i samarbejde med pædagogerne, der ikke selv ønsker at blive kontaktet af pressen, har de lagt en pressemeddelse på hjemmesiden. Den bliver nu citeret vidt og bredt. En meget nærgående fotograf må de simpelthen jage væk fra parkeringspladsen uden for børnehaven.

De forældre, der ikke allerede er blevet orienteret af pædagogerne, begynder at ringe eller komme løbende ned i børnehaven. Især dem med en søn på tre år og lyst hår.

Dagtilbudschefen i Sønderborg Kommune møder op i institutionen og giver samme dag ikke bare Stjernevejens Børnehave, men samtlige 63 institutioner i kommunen besked om øjeblikkeligt at fjerne gardiner og persienner med snoretræk. I Stjernevejens Børnehave bliver persiennerne samlet i sorte sække på Ællingestuen, og om aftenen køres de væk.

Pædagogerne får også besøg af politiet. De afhører pædagogen, der gav førstehjælp til Mikkel, mens Hanne, der tog med Mikkel på hospitalet, bliver afhørt over telefonen. Det skal fastlægges, om ulykken var et hændeligt uheld, eller om nogen er ansvarlig.

Politiet konkluderer hurtigt, at ingen kunne have gjort noget for at undgå ulykken, at alle har handlet som de skulle, og at ingen er hverken skyldig eller har begået noget strafbart.



Alligevel nager følelser af skyld og skam pædagogerne. For sådan en ulykke må jo bare ikke ske. Og den skete, mens de var lige ved siden af.

Skammen og skylden. Ifølge krisepsykologien er følelser af skyld og skam efter at have overværet en ulykke hyppigt forekommende. Typisk vil omgivelserne gøre alt, hvad de kan, for at tage de følelser fra os, fordi de synes, det er synd for os, og de vil gerne hjælpe os videre.

I Stjernevejens Børnehave kom forældre forbi med tilkendegivelser om, hvor godt pædagogerne gør deres arbejde.

"Vi ved jo, hvad I står for," lød det fra mange forældre og bedsteforældre.

Også forældre til børn, der for længst havde forladt institutionen sendte kort og hilsner til pædagogerne.

Men skammen og skylden forsvinder ikke med andres ros. Derfor er det ifølge krisepsykologer vigtigt, at man som pædagog konfronterer sine skyldfølelser. Man skal have modet til at føle sig skyldig, og først derefter kan man prøve at omsætte skyldfølelsen til noget konstruktivt.

Herefter kan man sige til sig selv, at livet ikke kan kontrolleres. At lige meget, hvor meget man sikrer børn i danske daginstitutioner, vil der altid ske ulykker.

Lillian Ansbjerg udtrykker det således:

"Vil du undgå ulykker, så skal du have en tønde til hver af børnene og putte dem ned i den, når de kommer, og sætte et låg på og først tage det af igen, når de igen skal hjem. Men sådan kan du ikke drive daginstitution."



En underlig boble. Gennem Sønderborg Kommune har Stjernevejens Børnehave en psykologordning hos Falck Healthcare. Der er ingen krav til, om man vil bruge den. Det er et tilbud til de ansatte, når ulykken er ude.

For pædagogerne i Stjernevejens Børnehave sætter kommunen ingen loft over antallet af timer, de kan trække på psykologhjælpen. De kan vælge at tale med en psykolog alene, eller i grupper. Flere taler med en psykolog allerede samme dag, og i dagene efter ulykken bruger pædagogerne ikke mindst hinanden.

De klemmer hinandens hænder, græder, trøster og krammer. Og de er gode til at lytte til, hvordan de hver især har det. De er ramt på forskellig vis, alt efter hvilken rolle de har haft under ulykken, men også efter hvem de er som person.

Nogle reagerer ved at trække sig tilbage fra institutionen og tage nogle fridage. De har svært ved overhovedet at kigge ind i det rum, hvor Mikkel hang. Længe efter kan flere ikke gå igennem rummet.

Både Lillian og Hanne har et stort behov for at være i institutionen i dagene efter ulykken.

Faktisk kan Lillian omvendt slet ikke finde ud af at være derhjemme. I institutionen er det normalt, hvis hun får tårer i øjnene, og her er kollegerne, som ved, hvad hun føler, og som hun kan tale med om det skete. På gaden møder hun omvendt undrende blikke, og det er svært at stille sig op i kassekøen i Brugsen uden at føle, at alle kigger på hende. I en by med kun 5000 indbyggere ved alle, hvad der er sket i Stjernevejens Børnehave, og Lillian har det, som om alle også ved, at det er der, hun arbejder. Nogle dage cykler hun omveje både for at undgå folks blikke, men også for at trække tiden ud, før hun kommer hjem, og tankerne melder sig.

Hanne oplever også at befinde sig i en underlig boble, når hun er derhjemme. Det er hendes mand, der må sørge for rengøring, indkøb og for, at hun overhovedet får noget at spise. Æg og leverpostej rager hende en 'hujende fis'. Hun havde følt det allerede på vej hjem fra hospitalet:

"Hvordan kan folk stå og have det sjovt på Dybbøl Mølle, når jeg lige har sluppet det mest grusomme i livet?," havde hun tænkt, da de passerede turistattraktionen.

Hun havde også svært ved at tillade sig selv at le sammen med børnene i børnehaven. Og hvordan kunne de nu tale om ulykken, sådan som de gjorde? Hvordan kunne de lege hængning?



Det må man ikke. Børn kender ikke alvorsdimensionen af en ulykke eller en katastrofe. Men de kan mærke på de voksne, hvis der er noget galt. Selv kan de ikke tage initiativ til at tale om deres uro. Ikke desto mindre har de brug for det.

At tale om oplevelsen med børnene betyder som regel, at man igen og igen beskriver, hvad der er sket, og hvordan man selv har det med det. Nogle børn taler ikke, men viser for eksempel i leg og tegning, hvad de er optaget af. Den voksnes opgave er at være opmærksom på børnenes adfærd og ytringer og forklare og hjælpe på vej, hvor der er brug for det.

Drejer det sig om en ulykke, børnene ikke selv har set, er det vigtigt ifølge børnepsykologien, at forældre og pædagoger ikke dramatiserer det skete, men nøgternt fortæller om ulykken på en måde, så børn forstår det og kan overskue det.

"Mikkel legede med en snor i vinduet og fik den viklet om halsen. Det må man ikke, for det er farligt. Mikkel kom galt af sted, men er på hospitalet for at få det godt igen."

Det er en fortælling et barn forstår, og det er præcis så meget børnene i Stjernevejens Børnehave får at vide om ulykken. Både på selve dagen via forældrene, men også hvis de senere spørger til det skete.

Da Lillian læser højt af bogen 'Der er noget galt', om en pige, der bytter rolle med den hund, hun er ude at lufte, sådan at pigen får hundehalsbåndet på, og hunden går med hende, kommer reaktionen prompte:

"Hov, det er jo ligesom med Mikkel. Det må man ikke," siger en vaks dreng fra Mikkels stue.



Dukken skal trøstes. Værre er det med pigen, der har set Mikkel komme galt af sted. I dagene efter ulykken går hun rundt med en dukke på armen, som siger samme hvæsende lyd, som Mikkel sagde, da han ikke kunne få vejret. Det er et barns måde, at bearbejde det på, som hun har set. Når nogle kommer til skade, skal de trøstes. Det er den helt basale logik, pigen bruger. Hun gentager legen, fordi hun ikke kan andet. Kroppen er i chok og opfyldt af det, hun har set.

Børnepsykologer vil sige, at hun oplever et traume. Et traume påvirker psyken, men det er fysisk lokaliseret i nervesystemet. Det er udløst af den eksplosion af adrenalin, som opstår i kroppen, når den er vidne til en ulykke eller en katastrofe. Hjertet slår hurtigere. Blodet pumper. Musklerne stivner.

Voksne kan tale det ud, tage en tur i skoven og meditere, eller bede andre om hjælp.

Det kan børn ikke. De forstår ikke følelsen, og de forstår ikke alvoren. Derfor er det de voksnes opgave at hjælpe barnet til at sætte ord på eller bearbejde følelserne - der ellers risikerer at sætte sig fast i kroppen. Måske i meget lang tid.

Hjælpen handler om hurtigt at få det ­tragiske erstattet af noget konstruktivt. En god fortælling. For eksempel, at man hjalp den, der kom til skade. Eller vis­heden om, at den skadelidte har det godt.

Men i de første dage efter ulykken er der ikke nogen, som med vished kan fortælle pigen med dukken, at Mikkel har det godt.

Kunstig koma. På Sønderborg Sygehus når Lena lige at ankomme og se sin søn, før han skal transporteres videre i ambulance til Intensiv Afdeling på Odense Universitetshospital.



Hun når også at tænke, at de måske mister ham.

Lena og Finn må ikke køre med i ambulancen, men de er heller ikke i stand til at køre selv. De kører derfor med Lenas forældre, og da de ankommer til hospitalet er det ud på eftermiddagen.

Mikkel er stadig i kunstig koma, med slanger og drop bundet til sin spinkle drengekrop. Nu ifører lægerne ham en køledragt, og han bliver lagt på is for at sænke kropstemperatur en til 33 grader.

Lægerne gør det for at give hjernen ro. Mikkel skal ikke bruge energi på noget som helst, mens kroppen får chance for at restituere sig.

Lægerne er bange for, at han vil få kulderystelser, men ved at bevare ham i koma og på en fast temperatur kan det forebygges. Kulderysterelser er en enorm energiforbrugende proces.

Når hjernen har været uden ilt, risikerer man også, at den vil hæve. Også det kan man forsøge at afhjælpe ved at nedkøle kroppen. Tre undersøgelser blandt 800 spædbørn, som har lidt af iltmangel ved fødslen, viser en fordelagtig sammenhæng mellem nedkøling af kroppen og et godt neurologisk outcome.

En større undersøgelse viser, at voksne med hjertestop også påvirkes positivt neurologisk, hvis de bliver lagt i kunstig koma og bliver nedkølet.

Den samme virkning antager man derfor finder sted ved større børn, der som Mikkel har fået hjertestop.

Normalt ligger man i kunstig koma mellem 24 og 48 timer, før kropstemperaturen langsomt hæves med en halv grad ad gangen, og man til sidst vækkes.

Når man vågner, kan man vågne som den samme person, man altid har været, eller man kan have mindre eller svære hjerneskader. Nogle vågner slet ikke.



24 timer. I de næste 24 timer når Finn og Lena både at svæve mellem håb og fortvivlelse. De har brug for at holde om hinanden, men også for at sidde for sig selv. Måske især Lena.

De kan stille spørgsmål til personalet, men får også fred. Det er ikke mange timer, de befinder sig på det lille værelse, de har fået på patienthotellet. P-bøden, de fik uden for hospitalet den første nat, kan de ikke tage sig af. De sidder ved Mikkel. De holder ham i hånden. De læser for ham. Og de taler til ham.

Og torsdag sker der noget. Mikkel rejser sig pludselig op i sengen, og hans arme flagrer op i luften og ud til siden og bliver viklet ind i drop, snore og de rør, han er forbundet til.

Lena kan se, at han åbner munden som for at sige 'moar', før lægerne igen fylder hans årer med mere af det sovemiddel, som fastholder ham i koma.

En sygeplejerske fortæller Lena, at hun kan se på hans bevægelser, at de ser normale ud. Det giver håb for, at Mikkel vil vågne som den dreng, hun kender. Og nu har han i hvert fald vist tegn på liv.



Første SMS. I børnehaven venter pæda­gogerne på hvert et livstegn fra Mikkel. Lenas søster har også et barn i børnehaven, og hun giver informationer fra Lena på hospitalet videre til børnehaven. Fredag, da Hanne sidder ude på legepladsen, kommer en pædagog løbende med en telefon.

Det er Lenas søster, der kan fortælle, at Mikkel er vågnet. Senere sender hun dem også en billedbesked, der viser Mikkel, som sidder i sengen og spiser en sodavandsis.

Han er helt hævet i ansigtet, hvilket er en hyppig følge af, at kroppen har været udsat for stress, og isen har han fået til at afhjælpe hævelsen fra det rør, som er gået fra munden og ned i luftvejene, mens han har ligget i kunstig koma.



Havregrød. Mikkel sover det meste af fredagen, men da han vågner lørdag, er det første, han lidt gebrokkent siger:

"Mor, jeg er sulten. Jeg vil ha' havregrød".

"Hva' sir' du?"

Lena kan først ikke forstå, hvad han siger, hvorefter det går op for hende, at sønnen er tilbage. Og han er sulten. Han er ikke hjerneskadet. Han er ikke forandret. Han er tilbage, som om han ikke har været væk.

Mikkel selv husker hverken persiennesnor, frygt eller smerter. Det hele er gået så hurtigt for ham, men så langsomt for alle omkring ham.

Da Lena den lørdag eftermiddag ringer til Hanne hjemme i privaten for at fortælle den gode nyhed, er det den besked, Hanne ubevidst har ventet på og håbet på. Hun har håbet så meget, at kroppen, der før var i alarmberedskab, nu kan slappe af, og tårerne begynder at trille. n

Tirsdag den 14. oktober bliver Mikkel udskrevet fra hospitalet. Han og forældrene har haft en enkelt overnatning på Sønderborg Sygehus, hvor de har fået tilknyttet en psykolog. Nu glæder de sig til at komme hjem.

Den uge, Mikkel var indlagt, har lillesøsteren været hos Lenas søster. I det hele taget er netværket trådt til og har sendt medfølende og kærlige sms'er, breve og blomster til familien. Og børneværelset derhjemme ligner en BR-butik med de mange gaver, som Mikkel, men også Signe, har fået.

Lena kan kun svare kort eller slet ikke på de mange hilsner, men støtten har varmet.

I de nærmeste dage besøger familien også Mikkels veninde fra børnehaven. Hun kan slet ikke finde ud af at være i børnehave den eftermiddag, Mikkel og forældrene skal komme hjem til hende om eftermiddagen og spise boller. Hun skifter imellem at lege fint og pludselig bryde ud i gråd. Hendes mor må til sidst hente hende, og hjemme venter forløsningen. Endelig ved hun, at Mikkel har det godt igen, og hun kan komme videre.

Familien skal også videre og prøver bare på at genfinde hverdagen. Men det er ikke helt nemt. Det første besøg i Brugsen kræver mod, men egentlig gider Finn og Lena ikke længere at bruge tiden på madlavning. Det er nærværet, der tæller nu. De næste dage bliver der spist utroligt meget pizza i det lille hjem.



Før mandagen. Lena har på intet tidspunkt følt vrede over for Mikkels børnehave. Hun kan kun skælde ud på de dumme persienner, der ikke faldt ned, da Mikkels små 15 kilo tyngede dem. Institutionens gamle vægge er ellers ikke til at slå et søm i, uden det drysser. Men Faber-persiennerne blev hængende.

Selvom Lena har fuld tillid til, at pædagogerne ikke var skyld i ulykken og efterfølgende gjorde, hvad de kunne for at redde Mikkel, er det vigtigt for hende at tale ulykken igennem med dem. Hun kan ikke bare aflevere ham mandag morgen uden at have set dem i øjnene.

Onsdag den 22. oktober mødes fire pædagoger fra børnehaven med forældrene og deres psykolog.

De mødes i børnehaven, og var der på noget tidspunkt nogen tvivl om, hvorvidt Mikkel skulle tilbage til Ællingestuen, så forsvinder den nu som dug for solen.

"Hvor er her rart," er det første forældrene siger, da de træder ind i rummet, som har fået ny vindueskarm og nye gardiner og søde wallstickers er klistret på vinduerne.

På mødet spørger forældrene til detaljer om hvem, der gjorde hvad og hvornår. Og hvor var Mikkel, da ulykken skete? Og hvad skete der lige præcis? Alle spørgsmål skal stilles og besvares. For at give vished og for at give ro.

Omvendt har pædagogerne også brug for at høre om Mikkels ophold på hospitalet. Hvordan forløb behandlingen? Og hvordan har han haft det, efter at de er kommet hjem?

Det er på mandag, at pædagogerne igen skal møde ham i børnehaven, og sammen planlægger forældre og pædagoger den gode indkøring for Mikkel. Den første dag skal Finn og Lena være i børnehaven sammen med Mikkel, men hvis alt går godt, kan han om tirsdagen være der nogle timer uden forældrene.



Ha' en god dag. For godt 14 dage siden stod Lena hjemme i hoveddøren og sagde "Jeg elsker dig, ha' en god dag", og nu skal hun igen med samme overbevisning om, at dagen bliver god, sige farvel til Mikkel nede i børnehaven.

Dagen før var børnehavestarten forløbet uden problemer, og en lokal bankmand havde endda sørget for, at det blev en festdag ved at donere kagemand til alle i børnehaven.

Nu skal Mikkel så starte for alvor, og Lena skal være parat til at gå fra ham.

At nå dertil har krævet noget tid på sofaen, en del stirren ud i luften og masser af tro på, at det ikke hjælper Mikkel, at hun er hønemor. Selvom hun gerne sad ved siden af ham hele dagen, skal livet gå videre. Hun tænker også, at det jo nok er sværest for hende. For Mikkel er det bare som at komme tilbage til efter en lang ferie. Han skal bare ned og lege i sit vante miljø og med sin bedste veninde.

Den tirsdag tager Finn på arbejde i Netto, og for ham er det rart at komme ned og i butikken og sætte nogle liter mælk op på hylderne. Det afleder ­tankerne.

Lena, der står for indkøringen, er endnu ikke parat til at møde på arbejde, men efter at have afleveret Mikkel har hun også brug for afledning. På vej hjem fra børnehaven køber hun Billedbladet hos købmanden. Og da hun sidder i sofaen med bladet slået op, morgen-tv på skærmen og en kop kaffe foran sig, forvisser hun sig om, at børnehaven jo kun er fem minutter væk.



Svært ikke at kramme. Hanne har svært ved ikke at kramme Mikkel, da han møder i børnehaven den 27. oktober. Nogle pædagoger kan ikke holde tårene tilbage.

Men Mikkel er jo ikke typen, der har brug for kram eller særlig opmærksomhed. Han skal bare have lynet sin jakke og bundet sine sko. Alt det andet får han nok af hjemmefra.



Livline. Mikkel kommer langsomt op på fuld tid i børnehaven igen, og Lena genop­tager også arbejdet en uges tid efter hjemkomsten fra hospitalet. Den første uge arbejder hun bare et par timer fra 8-10. Det aftaler hun med sin chef, som også giver hende tilladelse til at gå rundt med mobiltelefonen på lydløs i lommen.

Hun kan se på displayet, når de ringer fra børnehaven, og nu ringer de bare for at sige, at Mikkel sidder og leger i sandkassen og har det godt. Hun kan også altid ringe og spørge til ham.

De prøver at undgå, at Mikkel opdager ­noget, for han skal ikke føle sig overbeskyttet, men det beroliger Lena at vide, at der bliver passet lidt ekstra på ham. Også i pædagogerne sidder frygten for, om noget lignende kunne ske igen.

Lena kalder telefonen for livlinen.



En god historie. Både for børn og for voksne er det muligt at komme helstøbt og måske endda styrket igennem en krise ved at skabe en god fortælling om det skete.

Man ser sjældent noget godt, når man står midt i choktilstanden eller svinger mellem at være fanget i sorgen og forsøget på at vende tilbage til hverdagen.

Det er først, når man kommer så meget på afstand af oplevelsen, at man kan se, at man har lært noget.

Da Børn&Unge møder familien Steenholdt og taler med pædagogerne fra Stjernevejens Børnehave, er der gået næsten to år siden ulykken. Ulykken knytter forældrene og personalet i Mikkels børnehave sammen på en helt særlig måde. De har fået en fælles historie. Og som enkeltpersoner har de også fået skabt deres egen gode fortælling om, hvordan de sammen og hver især er kommet videre efter ulykken.

For institutionen har den gruopvækkende oplevelse betydet tab af flere pædagoger. To blev langtidssygemeldte og har siden fået job i en anden daginstitution. En pædagog har skiftet branche. Og en fjerde gik kort efter ulykken på efterløn.



Lillian Ansbjerg var også derude, hvor hun overvejede, om det var pædagog, hun skulle være, men i dag er hun ikke i tvivl om, hvad hun elsker ved sit arbejde.

"Det er nærværet med ungerne og at være der, hvor de er. Så kan opvasken og vaskemaskiner og garderober for den sags skyld være ligegyldige. Før ulykken har jeg nok været sådan lidt mere, at jeg skulle nå det hele, og garderoben skulle være ordnet. Det er for mig så sekundært nu. Nu er det ungerne, og nu leger vi med legoklodser. Hvad jeg ikke lige når nu, det når jeg senere, og ellers kan jeg gøre det efter klokken fem, når de er gået," siger Lillian Ansbjerg.

For Hanne Osborg er den gode historie, at de af institutionens ansatte, der er tilbage, idag står stærkere sammen. Det, som Stjernevejens Børnehave var ude for den 8. oktober 2008, er blevet en del af institutionens fælles historie, men også hendes historie som person og som fagperson.

"Vi oplevede, at det kørte på skinner. Alle gjorde det rigtige, og at Mikkel i dag er hos os er blandt andet, fordi vi handlede så hurtigt og så professionelt," siger Hanne Osborg.

Lena Steensholdt takker ikke mindst for, at en af pædagogerne kunne førstehjælp. Hendes klare mål med at fortælle sin historie i dag er at slå et slag for, at førstehjælp bliver obligatorisk for alle pædagoger.

"Så sker der ulykker, og så kommer det op igen, om pædagoger bør kunne give førstehjælp. Men jeg kan slet ikke forstå, at det overhovedet er en diskussion. Ulykker vil ske igen, og det lige meget, hvor meget man forebygger. Og derfor er det bare så vigtigt, at de ansatte i institutionerne kan førstehjælp. Det gør en forskel," siger Lena og kigger på sønnen Mikkel.

En dag skal han have lov til at se billeddagbogen fra hospitalet, som personalet på Børneintensiv Afdeling lavede til ham. Og han må også læse i journalen.

Men indtil i dag, hvor han er fem år, har han kun fået fortalt, at han fik en snor om halsen, og at han kom på hospitalet, men at han klarede den og var sej.

Han har også fået at vide, at interviewet med hans mor i dag handler om, at hvis man kommer galt afsted, så er det vigtigt, at de voksne kan hjælpe.

"Og hvis det er rigtig slemt, så kommer der en ambulance," siger han selv.

Mikkel ved, at han blev reddet. n



Læs også artiklen 'Pædagoger skal redde liv'

på næste side.













Pjecer og links om kriseberedskab

• En pjece om kriseberedskab: 'Når ulykken pludselig rammer. Psykologisk Krisehjælp'. Udgivet af Falck Healthcare.

• En vejledning i krisereaktioner: 'Om krisereaktioner hos voksne og børn'. Udarbejdet for hospitaler under Region Hovedstaden, Psykiatrien. Kan læses på www.psykiatri-regionh.dk. Søg på krisereaktioner.

• Læs Sundhedsstyrelsens vejledninger om 'Sundhedsberedskab' og 'Krisereaktioner'

på www.sst.dk. Søg på krisereaktioner.