TEMA: Fejldiagnosticeret. Børn med traumer får ADHD-medicin

Børn, der har været udsat for vold, seksuelle overgreb ­eller måske omsorgssvigt, får i nogle tilfælde diagnosen ADHD. Derfor får de medicin for at dulme symptomerne i stedet for at arbejde med problemerne bag, mener flere eksperter.

»I udredningen er der fokus på børnenes adfærd, men det bliver ikke undersøgt, om der er forhold i barnets liv, som gør, at det opfører sig problematisk. Hvis vi dæmper et alarmberedskab, som er der af gode grunde, er det problematisk. Jeg har mødt mange børn og unge med en ADHD-diagnose, hvor jeg har tænkt, at hvis jeg havde oplevet det samme, som de har, så ville jeg også opføre mig voldsomt,« siger psykolog Maria Dressler, der har stor erfaring i arbejdet med børn og unge med diagnoser.

Også børne- og ungdomspsykiater Søren Hertz oplever, at børn får ADHD-diagnoser og medicin, selvom de ville have mere gavn af, at man arbejdede med de bagvedliggende årsager. Det er et stort problem.

»Når diagnosen og den foretrukne behandling bliver medicinsk, kommer der fokus på, at det er barnet, der er noget i vejen med. Det er vigtigt at fokusere på, at børnene via deres adfærd fortæller os noget. Al adfærd er jo kommunikation. Opgaven handler om, hvordan vi i fællesskab kan skabe de mest udviklingsfremmende opvækstvilkår for børnene,« siger han.



Løsrevet diagnose. Ifølge Søren Hertz er der mange misforståelser om diagnosen ADHD. »Diagnoser er ikke forklaringer, de er blot beskrivelser af adfærd og symptomer. Det kommer til at se ud, som om det handler om, hvad børnene fejler. Derfor bliver diagnosen let løsrevet fra det levede liv. Alt for mange børn får medicin og for meget medicin, fordi vi ikke får skabt de sammenhænge, hvor vi kan blive nysgerrige på, hvad der kan skabe tilstrækkelig nyorientering. Det er hele ­tilgangen, der risikerer at lukke sig om sig selv,« siger han.

Maria Dressler opfordrer til i højere grad at kigge på årsagerne til, at barnet reagerer på bestemte måder.

»Set fra et traumeperspektiv ved vi, at børn, der har været meget syge og har fået medicinsk bistand, eller børn, som har været udsat for vold eller misbrug, grundlæggende reagerer på tre måder. De kan blive vilde og urolige, de kan blive triste, og endelig kan de blive ængstelige,« siger Maria Dressler og tilføjer, at det således også i forbindelse med angstdiagnoser kan forekomme, at man overser de bagvedliggende årsager.



Børn får terapi. Tine Houmann er speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri og leder af ambulatorie og dagafsnit for 3-7-årige ved Børne- og ungdomspsykiatrisk Center, Region Hovedstaden. Hun er en af eksperterne bag de Nationale Kliniske Retningslinjer for udredning og behandling af ADHD hos børn og unge. Hun afviser kritikken.

»Der er ikke patienter på vores afsnit i Glostrup, som har brug for terapi, men ikke får det,« siger hun og understreger, at hun ikke kan vide, hvordan udredningerne foregår i hele landet.

Speciallægen vurderer, at netop ADHD-udredninger har høj kvalitet i Danmark. Hun henviser til, at Danske Regioner har en kvalitetsdatabase for udredning af ADHD, som sundhedspersonalet indberetter til, når de har udredt nogen. Samtidig er der flere grundigt beskrevne procedurer for udredningerne. Når en ADHD-diagnose bliver stillet, er der typisk seks til ni kontakter mellem sundhedspersonalet og barnet eller familien til barnet. Det betyder, at andre problemer også afdækkes, oplyser Tine Houmann.

Speciallægen medgiver, at et omsorgssvigtet barn på mange områder kan minde om et barn med ADHD, men der er forskelle.

»For eksempel vil det omsorgssvigtede barn sjældent udvise symptomer på ADHD, når det er alene med en voksen. Så vil det gøre meget for, at man har det rart sammen. Man ser ADHD-symptomer hos omsorgssvigtede, men ikke i alle situationer. Hvis man får en mistanke om, at der er omsorgssvigt, vil man typisk sørge for, at man kan observere samspillet mellem barnet og familien. Men man skal huske, at omsorgssvigtede børn også kan have ADHD, og så skal man behandle begge dele,« siger Tine Houmann.

Også børn med posttraumatisk stress kan på overfladen forveksles med ADHD.

»Det kan være hos flygtninge med traumatiske oplevelser eller børn, der har været udsat for overgreb. Derfor er det vigtig, at man får oplysninger fra omgivelserne, når man stiller en diagnose. Det gør man blandt andet ved at tale med forældre, lærere, pædagoger og barnet selv. Og det er også det, der foregår, når man følger vejledningerne,« siger hun.



Symptomer kan ændre sig. Blandt mange fagfolk er der en opfattelse af, at ADHD i langt overvejende grad skyldes genetiske forhold, forklarer Søren Hertz. Der er dog stor uenighed.

»Det interessante er, at forskere, der arbejder med tilknytning og traumer, holder fast i, at det sociale samspil afgør, hvordan gener kommer til udtryk. ADHD-symptomerne ændrer sig således, når barnet kommer ind i sammenhænge og samspil, der er mere udviklingsfremmende. Så det handler om, hvilken form for udviklingsteori, vi baserer vores arbejde på. Hvis man tror, at børn med ADHD har begrænsede udviklingspotentialer, så bliver alt, hvad man gør, farvet af dette syn. Det betyder, at der kan være noget, man ikke får øje på,« siger han.



Tidspres på diagnoser. Det gælder ikke mindst, hvis der er begrænset tid til at stille diagnosen. Et af tidens mantraer er, at man har krav på hurtig udredning. Det kan dog gå ud over kvaliteten af udredningen, mener Maria Dressler og Søren Hertz. Det er de langt fra alene om. I september skrev 50 ansatte på børn- og ungepsykiatriske centre et ­opråb til beslutningstagerne. Her fortæller de blandt andet, at de indimellem oplever,’at barnets livshistorie og livsvilkår ikke bliver tilstrækkeligt belyst i forhold til at forstå barnets situation. (….) Det giver øget risiko for, at barnet og forældrene misforstås, og at diagnosen derved ikke afspejler barnets vanskeligheder korrekt’.

Søren Hertz var ikke blandt de 50 underskrivere, men han er enig.

»Hvis man i løbet af en måned skal stille en diagnose, kan det være svært at forstå kompleksiteten. Har børn været udsat for noget, der kan have givet dem traumer, kræver det tillid, og den er svær at opbygge på så forholdsvis kort tid,« siger han.

Tine Houmann er enig i, at retten til hurtig udredning gør, at fagpersonalet kan have svært ved at nå tidsfristerne, men det behøver de dog heller ikke altid.

»Der er travlt, men nogen har tilsyneladende misforstået noget, for der er mulighed for at forlænge udredningen, hvis der er brug for det. Man behøver ikke at overholde tiden, hvis der er mistanke om omsorgssvigt eller andre problemer, der komplicerer udredningen. Der er også andre muligheder for at få længere tid til at stille diagnosen. Det gælder for eksempel også, hvis vi ikke kan få de relevante oplysninger fra kommunen, hvis familien melder afbud til samtaler, eller de fagpersoner, der har mødt barnet, er syge,« siger hun.