TEMA. FARVEFEST: Farverne styrer farten

Kravet fra politikere og forvaltning i Greve Kommune er entydigt: Flere børn skal inkluderes i de normale tilbud. Det betyder, at almindelige dag- og fritidsinstitutioner også skal inkludere børn med diagnoser.

I år er det således målet, at kun 4,2 procent af børnene skal være i specialtilbud, oplyser Margit Thomsen, leder af Hedely SFO. Det er fald på omkring ét procentpoint i forhold til året før.

»Og det skal længere ned, for børnene vil jo komme her,« siger hun og henviser til kommunens målsætning om, at antallet af børn i specialtilbud skal ned på tre procent i 2014.

Omkring 10 procent af børnene i Hedely SFO er bekymringsbørn, der ikke har diagnoser. Inklusionen fylder meget, synes Marianne Loftager, pædagog, inklusionstovholder og AKT-pædagog (adfærd, kontakt, trivsel).

»Og det er accelereret inden for de seneste år. Børnene er sværere, og der er flere af dem,« siger hun.

Men man går ikke så meget op i, om børnene faktisk har diagnoser, supplerer Margit Thomsen.

»Vi ser børnene, vi ser ikke diagnosen. Og hvis barnet har en diagnose, giver det os automatisk nogle redskaber til, hvordan vi skal håndtere det barn,« siger hun.



Praksisnært. Men hvordan kan en stor SFO med 248 børn være et overskueligt tilbud til børn med diagnoser som ADHD og autismespektrumforstyrrelser (ASF)? Eller bare til børn, som ikke har helt så let ved at begå sig i verden og livet?

Det spørgsmål var ikke let at besvare, men PPR i Greve Kommune meldte sig med en vifte af temapakker, som i PPR-jargon står for konkrete, målrettede, tidsbegrænsede indsatser med et særligt fokus. Og temapakken ’Børn og diagnoser’ passede perfekt til behovet i Hedely SFO.

I samarbejde med specialundervisningskonsulent Mai Klok fra PPR gik Hedeby SFO i efteråret 2011 i gang med at finde ud af, hvad man kunne gøre for børn, der havde svært ved at håndtere det intense sociale liv, som skole og SFO indbefatter.

»Det skulle være meget praksisnært. Vi skulle have nogle redskaber, vi kunne arbejde med,« fastslår Margit Thomsen.

Udgangspunktet var primært at finde noget, der kunne hjælpe børn med ADHD og autisme, da deres reaktionsmønstre ligger tæt op ad hinanden.

»Og behovet for struktur og visuel støtte er det samme,« siger Margit Thomsen.



Tydelig ramme. Løsningen blev både enkel og praktisk anvendelig. SFO’ens rum blev opdelt i zoner, alt efter om man skulle være stille eller lege vildt. De lange gange, der indbyder til kapløb, blev gjort til røde zoner, hvor man skal være og gå stille. Og nogle rum blev gjort til grønne zoner, hvor børnene kan lege vildt, spille bold og høre høj musik. Andre rum er gule.

»Det skaber en tydelig ramme for, hvad de må,« siger Margit Thomsen.

For Marianne Loftager har zonerne gjort hverdagen meget lettere.

»Der er ingen diskussioner, så vi er ude over nogle konflikter en gang imellem. Når der ned ad gangene er røde skildpadder på vinduerne, kan børnene ikke undskylde sig med, at de ikke vidste, hvordan de skulle opføre sig,« siger hun.

Også for de voksne er det blevet lettere. Hvis man er i et af de grønne områder, skal man acceptere reglerne her.

»Man er ikke i tvivl om, at her må man larme, så man kan ikke komme og sige ’nu må I altså være stille’,« siger Marianne Loftager.

Også børnene har taget farverne til sig. De ved, hvor de skal gå hen for at få dækket deres behov.

»Hvis børnene har masser af energi, så ved de, at de kan gå ned i boksen, hvor der er grønt. Og hvis de har brug for lidt mere ro, så kan de gå andre steder hen. Det giver en tydelighed i forhold til at mærke sig selv,« siger Margit Thomsen.

Farverne er bevidst valgt fra trafiklys. Alle børn – også dem, der har det svært – kender de farver, der får trafikken til at glide mere sikkert.

»Så skal man ikke bruge ekstra krudt på at forklare farverne,« siger Marianne Loftager.

Hver dag har en farve. For de børn, der har brug for forudsigelighed og overskuelighed har Hedely SFO også lavet et ­andet tiltag. Ved begge indgange er der opsat overskuelige tavler med piktogrammer. Her kan børnene se, hvad der sker i løbet af hele ugen. De kan også se et detaljeret program for den enkelte dag.

Børnene kan se, hvor de voksne er, så de lettere kan finde den yndlingsvoksen, som giver tryghed. Og de kan se, hvilke rum og værksteder der er åbne, hvis det er bestemte aktiviteter, der trækker.

»Hver dag har sin farve, så de børn, der ikke kan stave og ikke ved, hvordan tirsdag ser ud bogstavmæssigt, ved, at tirsdag er rød,« forklarer Marianne Loftager.

Der er også en voksen klar til at hjælpe de børn, som har brug for støtte til at få gennem­gået piktogrammerne på tavlen.

»Nogle børn skal have klare og simple instrukser. Så stiller vi os foran piktogrammet og gennemgår, hvad de voksne laver, og hvilke aktiviteter børnene kan vælge,« siger pædagog Marianne Loftager.

Hver mandag bliver ugens program sat op på tavlen. I løbet af ugen sørger de medarbejdere, der lukker, for at næste dags program er klar. Planen er, at tavlerne skal gøres elektroniske, når der er udviklet et program til det.

Farverne blev introduceret 1. maj 2012, samtidig med at et nyt hold børn rykkede op fra børnehaven. Nu er der gået et år, og der er igen kommet nye børn. De lærer også om farverne og piktogrammerne.

»De bliver flasket op med det,« siger ­Marianne Loftager.