TEMA: EVIDENS. Evidens skiller vandene

Manu Sareen,børneminister

Faglighed skal kombineres med viden

Børneminster Manu Sareen (R) vil have evidens i det pædagogiske arbejde.

»Vi må tage ansvaret på os og bruge de undersøgelser, der viser, at børnelivet er vigtigt for, hvordan resten af livet former sig,« siger han.

Manu Sareen mener ikke, at den pædagogiske faglighed bliver sat i baggrunden, hvis forskerne skal være med til at definere, hvad der er kvalitet.

»Pædagoger har deres hænder, empati, omsorg, indignation og engagement i børnene. De er megadygtige til det, de er uddannet til. Men jeg kan ikke se, at der er noget i vejen for, at deres faglighed kombineres med viden, som andre bringer frem. Jeg er heller ikke urolig for det, for i sidste ende kommer det an på pædagogen,« siger han. Det gælder også i den evidensforskning, ministeren har sat i gang for 25 millioner kroner. »Pædagogerne er tænkt med i programmet, og det er helt afgørende, at pædagogerne bruger deres viden og deres faglighed og deres erfaring, for det er den eneste måde, man kan udvikle den pædagogiske praksis på.

Pædagogerne er uundværlige, og de kommer til at sætte det største aftryk på programmet med deres undersøgelser af, hvordan de kan arbejde med de pædagogiske læreplaner på en ny måde,« siger Manu Sareen.



Mette Deding, leder af forskningsenhed i SFI

Evidens flytter fokus fra proces til mål

Arbejder man med forskningsbaserede programmer, flytter man fokus fra processer til mål. Det mener Mette Deding, der er leder af enheden for kontrolle­rede forsøg i Det Nationale Center for Velfærd, SFI. »Man ændrer fokus til, hvor man gerne vil flytte et individ hen, og hvordan man kan gøre det på den bedste måde,« siger hun og påpeger, at kravene om mere kvalitet i indsatsen kommer samtidig med, at man er optaget af at spare penge og effektivisere.

Det gør debatten 'snasket', for der er tale om to forskellige dagsordener, mener hun.

»Jeg kan godt forstå, at fagfolk stødes, for det virker, som om de bare skal gøre noget, fordi der kan spares penge. Hvis man i stedet vælger en løsningsoptik, bliver de evidensbaserede programmer et middel til at nå det mål, man har sat sig,« siger hun.

Mantraet om, at vi skal vide, hvad der virker, er meget forståeligt, for indtil videre har vi ikke gjort det godt nok i indsatserne for at bryde den sociale arv, mener Mette Deding.

»Det går dog ofte galt, når det skal oversættes fra politikere til fagfolk, hvad det vil det sige, at en indsats virker. Og det er heller ikke så enkelt. Jeg synes, at det handler om, at man skal arbejde mere systematisk med at dokumentere, hvad man gør i forhold til slutmålet, altså barnet, og ikke i forhold til processen,« siger hun.



Allan Baumann, faglig sekretær i BUPL

Problematisk med kun én metode

Pædagoger skal altid være på jagt efter både teoretiske og metodiske tilgange, som giver børnene det, de har brug for. Men de skal ikke arbejde efter en manual for hele børnegruppen, bare fordi forsøg viser, at en metode virker for nogle af børnene, mener Allan Baumann, faglig sekretær og medlem af BUPL’s forretningsudvalg. Det er et problem, at man laver kvantitative forsøg, hvor en metode virker fint for 850 ud af 1.000 børn, og konkluderer, at den metode skal alle bruge, fordi den virker for de fleste. Hvis man bruger de evidensbaserede metoder på den måde, kan det blive et overgreb på børn i stedet for en hjælp.

»Tror man, at alle børn skal have det samme eller skal igennem det samme, er det helt forkert,« siger Allan Baumann.

Udviklingsprogrammet ’Fremtidens Dagtilbud’ finansieret med 25 millioner kroner af Ministeriet for Børn, Integration, Ligestilling og det Sociale Forhold er et godt eksempel på, hvor tosset man kan gribe jagten på evidens an. For den evidensbaserede viden virker kun i de konkrete kontekster, hvor den viden er tilvejebragt, mener Allan Baumann.

»Vil man sikre sig, at de børn får en god barndom og dermed en forudsætning for et godt voksenliv, er det kompliceret at finde en enkelt metode, der kan sikre det.

Derfor er det vigtigt at overveje det meget nøje, før man giver sig i kast med en såkaldt evidensbaseret metode,« siger han.



Dorthe Bleses, forsker

Evidens skal være en hjælp

Dorthe Bleses, professor og leder af Center for Børnesprog på Syddansk Universitet, er med i den forskning, som Ministeriet for Børn, Integration, Ligestilling og Sociale forhold har sat i gang. Forsøgs- og forskningsprogrammet ’Fremtidens Dagtilbud’ foregår i 20 kommuner over tre år.

Trods det omfattende forskningsarbejde, skal pædagogerne ikke være bange for, at der kommer en forskningsfaglighed ind over og bestemmer, hvordan de skal arbejde, mener Dorthe Bleses.

»Forskningens anbefalinger er en ’finetuning’ af det, flere pædagoger allerede gør. Det kan sætte arbejdet på skinner, gøre målene mere klare og give pædagogerne nogle øjne på, hvad de selv gør og kan, så det bliver mere målrettet og effektivt at understøtte børnenes læring og trivsel,« siger hun.

Forskningen handler ikke om at fratage pædagogerne noget, men om at give professionen flere kræfter, mener Dorthe Bleses.

»Med vores kunnen evaluerer vi det, som pædagogerne gør, og som ser ud til at have størst indflydelse på børnene. Teorier og praksis hænger jo tæt sammen,« siger hun.

Om kritikken af evidensfokuseringen siger Dorthe Bleses:

»Vi har brug for mere kvalificerede diskussioner om evidens. For det er forkert at tro, at nogle prøver at fabrikere universelle sandheder, lige så lidt som det vel er sandt, at evidens er med til at ødelægge børns liv. Mange positioner bliver blandet sammen, og der bliver brugt ord, som ingen forstår, så debatten fremstår usaglig.«



Anne Mette Buus, forsker i evidensbaserede metoder

Pædagogers dømmekraft er afgørende

I stedet for at tale om evidensbaserede metoder, skal vi i Danmark hellere følge den internationale tendens og bruge begrebet evidensinformeret, mener Anne Mette Buus, lektor og forsker i metodernes indvirkning på den pædagogiske praksis.

»Hvis vi bruger begrebet evidensinformeret, betyder det, at de professionelle har informeret sig om evidens. Og når de så handler, er det informerede skøn, de tager. Det er deres professionelle dømmekraft, der i sidste ende er afgørende,« siger hun.

Anne Mette Buus mener, at metoder som ’De Utrolige År’ og ’PALS’ har meget stor indflydelse på den pædagogiske praksis. Kommunerne vælger metoderne, fordi de giver svar på udfordringer, både i forhold til en læringsdiskurs, til inklusion og fokus på tidlig indsats.

»Det er nyt, at kommuner vælger metoder, der i så høj grad definerer pædagogikken,« siger hun.