TEMA: EVIDENS. Derfor evidens. Ønsket om "one quick fix"

At der er evidens for noget, betyder, at det er undersøgt, at det virker, eller at der er stor sandsynlighed for det. Begrebet stammer oprindeligt fra lægevidenskaben, hvor det er brugt til at måle effekten af en bestemt medicin eller behandling.

Men langsomt har det bredt sig til velfærdsområderne – herunder også pædagogikken. Flere og flere kommuner vil have evidens for, at det, pædagogerne foretager sig med børnene, har en effekt. Det skal virke, ellers er det ’no go’. De samme toner lyder fra landspolitikerne.

Men hvorfor er kravet om evidens blevet så højrøstet. Hvorfor er nogle imod og nogle for, og hvorfor er politikerne villige til at bevilge millioner til forsøg og undersøgelser, som understøtter dem i en endegyldig sandhed om, hvad der virker?

Det handler om desperation, mener Hanne Kathrine Krogstrup, professor i evaluering fra Aalborg Universitet og forfatter til bogen ’Kampen om evidens’. Om desperation over, at virkeligheden er meget, meget kompleks og risikofyldt.

»Vi lever i et samfund, hvor der er rigtig mange risici for at falde igennem. En ingeniørtilgang får os til at tro på, at kommer vi bare med den rigtige indsats, så kan vi undgå, at det sker,« siger hun.

Men der er årsager til, at vi ikke tidligere har løst de problemer, vi har, mener Hanne Kathrine Krogstrup.

»Den simple forklaring er, at problemerne ikke er noget, der kan skrues i med en skruetrækker. Var det så enkelt, kunne vi sagtens finde ud af at bruge en skruetrækker. Rigtig mange variabler influerer på vores problemer, derfor kan vi ikke regne med, at vi bare kan finde ét stykke værktøj, som fikser dem én gang for alle,« siger hun.



Pædagogik efter manual. Manual­baserede metoder og programmer fra USA, for eksempel ’De Utrolige År’ og ’PALS’, påberåber sig evidens for, at de virker. Flere kommuner er i gang med at uddanne alle pædagogerne til disse metoder.

Anne Mette Buus, lektor og projektleder ved VIA University College, pædagoguddannelsen i Viborg, har forsket i evidensbaserede programmer i tre kommuner og er i gang med en ph.d.-afhandling om betydningen af evidens for pædagogers praksis.

Hun siger, at evidensbegrebet har fået så meget politisk medvind, at der gives mange penge til at forske i evidens i pædagogiske metoder. Og fordi forskerne slås om midlerne til forskning, er der opstået magtkampe om, hvad der kan siges at have evidens.

»Jeg så bryder mig ikke om, at debatten er blevet til et for eller imod evidens, men så hellere, at det bliver diskuteret, hvordan forholdet mellem viden og praksis skal være. Pædagogerne og deres profession kan nemlig profitere af at arbejde med forskellige former for viden og med forholdet mellem teori og praksis. Allerede på uddannelserne skal vi beskæftige os med emnet, så det ikke bliver en elitær diskussion, hvor politikere og forskere debatterer i en meget polariseret form,« siger hun.



For børnenes skyld. Børneminister Manu Sareen er rigtig glad for evidens. Han mener, at børnene fortjener, at vi som samfund benytter os af indsatser, vi ved, virker.

»Barndommen er så værdifuld, at vi skal værne om den på de bedst tænkelige måder. Men det betyder jo ikke, at der kun er én måde at gøre tingene på, og heller ikke, at den pædagogiske indsats udelukkende skal tilrettelægges på baggrund af forskningsprogrammer. Men tingene hænger sammen. Der er pædagogens tilgang og arbejde, og så er der kvalitetsudvikling, som kan bunde i forskningsresultater og programmer,« siger han.

Manu Sareen mener, at evidens kan være med til at give pædagogerne et bedre image og deres arbejde mere anerkendelse.

»Jeg kan jo se, at på de områder, hvor man bruger evidens meget, bliver arbejdet taget mere alvorligt, fordi man har været inde at måle og veje og dokumentere vigtigheden. Det samme skal ske på børneområdet. For kan forskning påvise, hvor vigtig barndommen er, vil det give respekt for de professioner, der arbejder med børnene,« siger han.



Faglighed skal i spil. BUPL er mere forbeholden over for jagten på evidens. Allan Baumann, faglig sekretær og medlem af forretningsudvalget, mener, at det gode ved evidens er, at der bliver udviklet metoder og teorier, som kan hjælpe pædagogerne i deres arbejde.

»Men det kræver, at pædagogerne har mulighed for at bruge analytiske tilgange i metoderne. Og så kræver det en praksisnær tilgang, der handler om at se på, hvordan børnene reagerer i forhold til det, de udsættes for. Pædagogerne skal bruge den viden, der ligger bag metoderne, men de skal ikke udføre dem fra A-Z,« siger han.

Pædagogerne skal benytte sig af deres professionelle skøn eller fingerspidsfornemmelse for, om de skal dreje på den ene eller den anden knap for at få børnene videre i deres udvikling, mener Allan Baumann.

»Det er jo det, der skaber pædagogikken, for kunne man bare læse en manual og udføre det, der står i den, så behøver man ikke en uddannelse i pædagogik. Et af problemerne med de meget stringente, firkantede evidensprogrammer er, at man skal nå, hvad programmet vil, og ikke hvad børnene har behov for,« siger han.



Sikkerhed for resultater. Evidensbegrebet er blevet et krav fra politikere og forvaltninger, som har et stigende behov for at sikre, at de sociale indsatser virker, mener Mette Deding, økonom og leder af afdelingen for kontrollerede forsøg i Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI. Specielt på området med udsatte børn har indsatserne ikke har været specielt vellykkede. Og det vil man gerne sikre sig, at de bliver i fremtiden.

»I et velfærdssamfund med så stor en offentlig sektor som den danske, er det beskæmmende, at social arv stadigvæk fylder så utroligt meget. Og at vi stadig har meget udsatte børn, som er i risiko for ikke at komme til at klare sig i livet. Det har øget efterspørgslen på, hvordan vi kan gøre det bedre, og dermed på evidens,« siger hun.

Tendensen til at anvende forskellige evidensbaserede pædagogiske programmer fra udlandet er Mette Deding dog meget skeptisk over for. For i ordet evidens ligger også noget, som disse programmer ikke kan bære.

»Når man siger evidens, skulle det være det samme som, at der er bevis for, at det virker. Og det ved vi jo rent faktisk ikke med de programmer, fordi forskningen er foregået i en helt anden kontekst – ofte i USA. Desuden er ethvert videnskabeligt bevis et gennemsnitsbevis, og derfor er det er ikke sikkert, at det hjælper lille Susanne, som har det rigtig svært. Man kan sandsynliggøre det, men man kan ikke være sikker,« siger hun.



At finde det, der virker. Dorthe Bleses, professor og leder af Center for Børnesprog på Syddansk Universitet er med i et konsortium, der har fået 25 millioner kroner fra Børne- og Socialministeriet. Forskerne skal finde frem til, hvilke pædagogiske metoder der virker for de mange børn, som bliver ved med at have problemer i barndommen og op i skolesystemet.

Hun mener, at det gode ved den evidensbaserede forskning er, at den forsøger at få en solid viden om, hvad der virker. Det gælder i særlig grad for de børn, der har vanskeligheder, men også, hvad der styrker alle børns livsmuligheder.

»Selvfølgelig handler det om, hvordan vi bedst bruger ressourcerne. Men den enkelte pædagog har også et ønske om, at det, hun gør i dagligdagen, har den størst mulige positive betydning for de børn, hun arbejder med. Og jeg oplever, at det for mange praksisfolk er en gevinst at arbejde med noget, som ifølge forskningen har haft en effekt på børnene,« siger hun.



Evidensstigens trin



Evidensstigen er et hierarki for, hvor valid evidensen er, afhængig af hvordan den er tilvejebragt.

Øverst på stigen er de randomiserede (med et stort antal tilfældigt udvalgte deltagere), kontrollerede forsøg, der på grund af et omfangsrigt undersøgelsesgrundlag kan påberåbe sig høj grad af evidens. Disse store forsøg sættes typisk i gang af staten med bevillinger på millioner kroner.

Nederst på stigen ligger de udviklingsprojekter, som pædagogerne selv sætter i værk. De mere lokale undersøgelser og forsøg er ofte dem, som praktikerne selv finder interessante, fordi de undersøger og dokumenterer metoder, som ligger meget tæt på praksis.

Den omvendte evidensstige nævnes også af visse forskere og eksperter. Det betyder, at de forsøg og den praksisforskning, der foretages lokalt og i mindre målestok, også skal kunne påberåbe sig evidens ligesom de store forskningsforsøg.