TEMA. Eks-bandeleder til pædagoger: I må aldrig give op

Blandt de høje grå boligbyggerier i Grantoften i Ballerup står Nedim Yasar ude på altanen og kigger. Klokken er ved at være 13, så han begynder at trippe. Han tager overtøj på og begynder at gå ned mod klubben. De andre har lige fået fri fra skole, så de mødes ude foran klubben, hvor de venter på, at dørene åbner. Det gør de hver dag. Hele flokken er samlet. Dørene går op, og drengene styrter ind for at skrive sig på computerlisten, som altid er det første, de gør. Men i dag kommer de ikke så langt. En kvindelig pædagog stopper dem få meter fra døråbningen. ’I må ikke komme her mere’, siger hun.

»Vi kunne mærke, at hun slet ikke var sig selv. Hun skiftede fuldstændig ansigt. Hun stillede sig meget bestemt foran os. Det var ikke bare en advarsel, hun mente det virkelig. Pædagogerne låste døren, så når de andre børn kom, så bankede de på vinduet, og så blev der åbnet for dem. Vi følte, at vi ikke måtte være en del af dem.«

30-årige Nedim er i dag en stor mand, nærmest lige så bredskuldret, som han er høj. Med sine udviskede tatoveringer på hænderne og en enkelt på halsen virker han respektindgydende. Da han blev smidt ud af klubben, var han 15 år. Nedim var året før blevet smidt ud af skolen, efter at han havde kastet varm kakao udover en kvindelig lærer, fordi hun sprang over Nedims bror i køen.

Den kvindelig pædagog, som smed drengene ud af klubben, var en af de få voksne, der prøvede at forstå Nedim. Drengegruppen på omkring syv var tit hjemme hos den kvindelige pædagog og spiste med hendes familie, og hun hjalp dem, når hun fornemmede, de var på vej ud i problemer.

»Hvis vi vidste, at vi kom senere hjem end det tidspunkt, vi havde lovet vores mødre, så fulgte hun os hjem og forklarede, at vi kom for sent, fordi vi havde haft en hyggelig dag i klubben. Vores forældre slog os jo ikke, når vi kom hjem sammen med en pædagog.«



Broderskab fra blokken. Klubben var drengenes frirum, deres legeplads. Men de vidste også godt, at de var dominerende. De chikanerede de andre børn, kaldte dem ’fucking stikkere’, hvis de sladrede til pædagogerne og puffede til dem på gangen. De var så dominerende, at de andre unge holdt op med at komme. Derfor blev drengene smidt ud. De hadede pædagogerne fra klubben efterfølgende. Så meget, at pædagogerne begyndte at parkere deres biler et stykke væk fra klubben og gik til arbejde for ikke at få punkteret dækkene.

Drengene følte sig svigtet. Nu havde de kun hinanden.

»Drengene var min familie. De sov hos mig, hvis de ville. Hvis jeg kom hjem til dem, og det ikke var planlagt, blev der taget en ekstra tallerken frem med det samme. Nogle gange kunne jeg på vej hjem høre min vens mor kalde ud af vinduet ’Nedim, kom forbi klokken 17, vi griller hernede alle sammen’. Vi var én stor familie i kvarteret.«

Drengene voksede op det samme sted, udvandrede sammen med deres familier fra Tyrkiet i 1990'erne og mødtes nu nede på den slidte legeplads i midten af de tre høje boligblokke. Nedim fortæller, at alle indvandrerne boede i de tre blokke. På den anden side af blokkene boede danskerne. Derovre var der grønne træer, nyslået græs og haver til lejlighederne.

»Vi drømte om at bo dér. Danskerne drømte om at få et hus med have. Vi drømte bare om lejlighederne med have. Dem, der boede der, ville nok helst have bygget en mur, så os fra boligblokkene ikke kunne lege med deres børn,« fortæller han.

Drengegruppen følte sig udenfor fra starten af, og deres hudfarve gjorde det svært at overleve i kvarteret. Der var mange sociale grupper, lige fra drankerne på bænken til de pæne, velfriserede danskere. Og så var der indvandrerne.

»Vi mærkede hver dag, at folk ikke kunne lide os. ’Fucking perkere’ råbte mange efter os, når vi var på vej til skole. Jeg tog med min mor ned at handle af frygt for, at en af drankerne skulle spytte efter hende. Det var et barsk kvarter, men det gjorde os stærke som mennesker. Vi indvandrere holdt sammen.«



Fik opmærksomhed. Drengegruppen begyndte at mødes andre steder end foran klubben. Nu mødtes de foran det lokale center i Grantoften. Dagene gik langsomt, og selvom de altid havde det sjovt sammen, smeltede dagene sammen og blev ensformige. En dag tog en ældre gruppe fyre kontakt til drengene. De gav dem opmærksomhed og hang ud med dem. De gav drengene sodavand og slik, der udviklede sig til et liv med diskoteker og masser af damer.

Drengene blev lokket ind i bandemiljøet uden selv at være helt klar over, hvad der skete.

»I starten sagde de, at vi ikke måtte stjæle og sælge stoffer, hvis vi skulle hænge ud med dem. Vi troede, de var normale, fornuftige mennesker. Men vi lagde også mærke til, at de kørte rundt i store biler, man ser i nogle af de der gangsterfilm.«

Pludselig skyldte drengene tjenester og skulle ordne ting for de ældre fyre. Inden de vidste af det, var de indsluset i et bandemiljø, som var svært at komme ud af igen. Men drengene fik det, de havde mest brug for på det tidspunkt: opmærksomhed og anerkendelse.

»Vi fik så meget opmærksomhed, at når det begyndte at dale, så ville vi have det tilbage, fordi vi frygtede, at de ville gøre det samme, som klubben gjorde: smide os væk og glemme os.«



En ægte kriger. Nedim blev ældre og kunne mærke, at han blev bedre til at begå sig i det kriminelle miljø. Han var ligeglad med konsekvenserne. Han tog altid chancer. Derfor etablerede han banden Los Guerreros – krigerne – som han blev leder af.

Banden var tæt knyttet til Bandidos. Han tjente flere hundredetusinde kroner på at sælge hash, og nu var han selv en af dem i de store biler. Selvom det kan virke som det søde liv, var hverdagen som bandeleder hård.

»Jeg levede i overhalingsbanen 24/7. Jeg vidste ikke, om jeg trak vejret for sidste gang. Det var psykisk hårdt at være bandeleder. Der var hele tiden nogle, der kæmpede for at vælte mig af posten,« fortæller Nedim.

Han begyndte at være ligesom de ældre fyre, der fik ham indsluset i bandemiljøet. Nu rekrutterede han de unge, som han kunne se manglede noget i deres liv, sådan som han selv havde gjort. Han havde lært at aflæse de unge, kynisk og kalkulerende.

»Jeg fik en ung til at trække sig hen mod mig ved at vise ham storebrorstilen eller faderrollen, hvis han manglede en far. Jeg kunne også køre pædagogstilen, hvor jeg pegede fingre og sagde: ’I må ikke stjæle. Hvis I har brug for penge, så kommer I til mig’.«

Lige så snart de unge var indfanget, kørte Nedim en anden stil. Så gik han fra at virke fornuftig til at blive den autoritære bandeleder, som straffede den unge, hvis ikke han leverede varen. Det var hverdagen, og det er sådan, bander stadig rekrutterer de unge i dag, fortæller han.

Ingen kunne stoppe ham. Nedims familie havde opgivet for længst. Hans forældre var blevet skilt, da han var yngre, og hans mor var magtesløs til sidst, fordi Nedim og hans lillebror, der også var en del af Los Guerreros, blev ligeglade med de slag, de fik som straf.

»Min mor forsøgte at stoppe os ved at bruge fysisk vold. Jeg kan huske nogle gange, hvor jeg har fået tæsk af hende. Jeg krøllede mig bare sammen og lukkede mine øjne, imens hun slog, slog og slog. Og til sidst åbnede jeg mine øjne igen. På den måde mærkede jeg ikke nogen af slagene,« fortæller Nedim, der som 25-årig fik nok.



På den anden side. Efter 10 år i bandemiljøet sad Nedim en dag i Køge Arrest og så TV2 News. Han var tiltalt for vold og afpresning samt salg og udbringning af hash – en aktion, der i medierne blev omtalt som ’de brune bude’. På TV2 News lyste breakingbjælken op med teksten: ’Nyt exit-program kommer til Danmark’.

»Jeg så det som et tegn. Jeg havde gået og ventet længe på et eller andet, der kunne få mig ud af miljøet, og så stod det med exit-programmet og bankede i mit hoved hver dag. I starten ville jeg ikke tage chancen, for jeg stolede ikke på systemet. Men jeg begyndte at lytte igen, da jeg så, hvor mange politikere der talte positivt om det og sagde: ’Man skal ikke se bandemedlemmer som fjender. Man skal se dem som mennesker, der vil have en hjælpende hånd ud af miljøet’.«

Efter at have afsonet sin dom meldte Nedim sig til det exit-program, som tilbydes tidligere bandemedlemmer, der vil ud af miljøet. Exit-programmet skaffede ham sikkerhed. Han blev isoleret og var ensom længe. Han blev kontaktet og truet på livet af bandemedlemmer flere gange og sov længe med kniv under puden.

Nu skulle Nedim klare alt selv, uden en hær af bandemedlemmer til at hjælpe sig.

»I bandelivet fik man jo alt foræret, men nu fandt jeg selv min etværelseslejlighed. Hver gang, jeg har opnået noget, er jeg stolt af mig selv. Bare det at skrive en ansøgning til studiet og krydse fingre i flere måneder og håbe på, at man er kommet ind, er en stor ting, når jeg selv har kæmpet mig hele vejen derhen,« fortæller han.

I dag læser Nedim til pædagog på Campus Carlsberg i København og har en ambition om at blive exit-koordinator, når han er færdig.

Han er også medvært på Radio24Syv i programmet ’Politiradio’, der sendes hver søndag, og har arbejdet som frivillig i Røde Kors. Stille og roligt er bande-Nedim blevet pakket længere og længere væk.



Kæmp for de unge. I dag lever Nedim et helt andet liv. Det liv vil han give andre unge mulighed for at leve ved at blive exit-koordinator.

»Jeg levede med frygten for at miste mit liv hver eneste dag i bandemiljøet, og den frygt lever jeg egentlig stadig med. Men nu kæmper jeg for de unge mennesker. Jeg har haft hemmelig adresse, tager kun taxa for ikke at blive set og er i dialog med politiet hele tiden. Men det er det hele værd.«

Nedim vil som exit-koordinator hjælpe unge ud af kriminalitet, men han mener, at der skal gøres lige så meget, inden skaden er sket. Og at pædagoger kan spille en afgørende rolle i de udsatte unges liv.

»Pædagogerne må aldrig opgive de unge, der er i risiko for at ryge ud i kriminalitet. De skal forebygge, for når de unge først er kommet i kløerne på et bandemedlem, så er det svært at få dem ud igen. Han bliver så forblændet af den kærlighed og opmærksomhed, han får af dem. Så lad os pædagoger give dem det samme, som banderne giver dem.«