TEMA: DYR I PÆDAGOGIK. Vælg det rigtige dyr

Fugle, fisk, får, høns, hunde og heste. Mulighederne er mange, når der skal vælges dyr til institutionen. Med hjælp fra biolog Ulla Didriksen og Simmerbølle Børnehave får du her en guide til at vælge det rigtige dyr.

Fisk

Skal fodres cirka to gange ugentligt. Bor i akvarium indendørs. Akvariets størrelse afhænger af fiskenes størrelse og antal. Akvariets inventar skal rengøres et par gange om året. Fisk er nemme at have, men kedelige, fordi man ikke kan tage dem op og kæle med dem. I akvarier kan også holdes smådyr, man har fanget på en udflugt til en sø.

Slanger

Fodres med så mange mus, de kan spise, hver anden uge. Skal helst tages ud af det indendørs terrarium hver dag, så de vænner sig til at blive rørt ved. Slanger skal have et stort terrarium med klatremuligheder, hule og varmekilde. Slanger egner sig til en snak om fødekæder og natur. Er især et hit hos drengene.

Kaniner

Skal have kaninfoder og grønt dagligt. Skal helst kæles med hver dag. Ser søde ud og er bløde og hyggelige kæledyr. Skal have et rummeligt bur, helst udendørs, der rengøres cirka hver anden uge. God idé med en indhegning med sovehus i, så børnene kan sidde i indhegningen med kaninen uden risiko for, at kaninen stikker af.

Skildpadder

Fodres nemt og hurtigt dagligt. Landskildpadder og semiakvatiske skildpadder kan tages op af kassen eller akvariet, hvor de bor, og holdes indendørs. Skildpadder kræver varme og må ikke få træk. I småbørnsinstitutioner, hvor børnene putter fingrene i munden uden at have vasket hænder, bør man ikke have sumpskildpadder, da de kan have salmonella på sig.

Marsvin

Skal have masser af grønt, foderpiller og hø dagligt. Ser søde ud og er nemme at have. Skal bo indendørs. Et godt alternativ, hvis man ikke kan have kaniner. Skal helst tages op og kæles med hver dag. Har man flere bure, kan man have både hanner og hunner, der kan få unger indimellem.

Høns

Skal have hønsefoder og spiser alt grønt, også rester fra børnenes madpakker. Skal have både hønsehus og hønsegård. Kan stort set passe sig selv, men skal tilses dagligt. Nogle racer kan blive tamme, hvis man er meget sammen med dem. Interessante dyr, fordi de lægger æg, får kyllinger og kan blive slagtet i institutionen. Overvej, om I vil have en hane, der galer. Halm i redekasser skal udskiftes hver anden uge, resten efter behov.

Katte

Skal have kattemad. Kan klare at være alene i weekenden, hvis det er en udekat, der har tilstrækkeligt med vand og foder. Indekatte kræver mere end udekatte – de skal blandt andet have kattebakke og mulighed for at hvæsse kløer. Katte gør, som det passer dem, og er ikke altid indstillede på at blive nusset og være sociale. Katte er rovdyr og har skarpe kløer.

Får og geder

Skal have foder, hø og rent vand og skal tilses dagligt. Undersøg eventuelt, om I kan låne dyrene af en landmand i nærheden. Kræver en del plads til fold/indhegning med læskur. Får er rolige, mens geder er mere aktive. Fårene kan slagtes og spises, og ulden kan bruges til aktiviteter i institutionen.

Hunde

Kræver fodring, luftning og stimulering flere gange dagligt. Er meget sociale og vil gerne leges med og kæles med. Hunde kan ikke bo i institutionen, da de ikke bør være alene i lukketiden. Hvis I vil have en hund i institutionen, bør det være en af pædagogernes hund, som bor i pædagogens hjem og 'bare' kommer med på arbejde på hundens egne præmisser.

Heste

Kan klare sig med foderhække og vand, men skal tilses dagligt. Kræver daglig pasning og pleje. Rideheste skal rides hver dag. Heste kræver meget plads og mange ressourcer, men egner sig godt til terapi og behandling af for eksempel fysiske og psykiske handicap. Du skal altid holde mindst to heste sammen.



Bliv klogere på dyr

• Læs mere om dyr, og få inspiration til, hvordan du kan lege med og træne dit kæledyr i bogen 'Mit kæledyr – hvad skal jeg vælge?' af Ulla Didriksen og Susanne Bang.

• Besøg Zoologisk Have og skoletjenesten, der har masser af undervisningstilbud om danske og udenlandske dyr for både små og store børn.

Læs mere på www.zoo.dk

• Book en naturvejleder, eller besøg en naturskole. Her kan I lære om skovens dyr. Læs mere på www.naturstyrelsen.dk eller www.natur-vejleder.dk



Hvis I vil have dyr, så husk, at …

• alle medarbejdere skal være indstillet på at deltage i projektet.

• overveje, hvorfor I har dyrene, hvad de skal bruges til, og hvor meget børnene skal inddrages.

• overveje, hvordan I klarer pasningen i weekenden.

• I skal have en medarbejder, som er ansvarlig for dyrene, kender til lovgivningen, sørger for kontakt til dyrlæge, slagter osv.

• langt de fleste dyr som udgangspunkt skal tilses mindst en gang dagligt ifølge Dyreværnsloven.

• en del af dyrene ofte kan skaffes gratis eller lånes.

• I kan begynde i det små og udvide antallet af dyr og størrelsen af bure og indhegninger efterhånden.

• det altid er institutionen, og aldrig børnene eller forældrene, der har ansvaret for, at dyrene bliver behandlet ordentligt.



Kilder: Ulla Didriksen, biolog og naturvejleder og tidligere leder af både publikumsafdelingen og skoletjenesten i Zoologisk Have i København, og Linda Jørgensen, ansvarlig for dyrene i Simmerbølle Børnehave.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.