TEMA: DYR I PÆDAGOGIK. Pædagoger på hestearbejde

Heidi Jakobsens hænder knuger hårdt om tovet. Hun skeler forsigtigt til højre uden at dreje hverken hoved eller krop og fortsætter fremad. Bag hende trasker en mørkebrun islandsk hest.

»Knuger du også hænderne, når du er på arbejde?«

Spørgsmålet kommer fra en lyshåret kvinde med kraftige krøller, knælange ridebukser og vandrestøvler. Hun står i midten af den runde bane, hvor Heidi Jakobsen trækker med hesten. Kvinden hedder Birgitte van der Burg, hun ejer hesten, er til daglig supervisor og har sammen med sin partner i firmaet Nærværsrejse arrangeret et forløb, som skal mindske stress og øge trivslen for Heidi Jakobsen og hendes 24 kolleger i Børnehuset Jennumparken i Randers.

»Nej, på arbejdet går jeg sådan her,« siger pædagogen og lader venstre hånd daske for enden af armen, mens højre hånd løsner grebet om tovet med den lille hest.

Heidi Jakobsen er afdelingsleder i Børnehuset Jennumparken, som ligger midt i et etagebyggeri i det nordlige Randers. Her er halvdelen af børnene tosprogede, størstedelen af forældrene er på overførselsindkomst, og mange familier er socialt udsatte. Derfor kan dagligdagen være stresset og følelsesmæssigt frustrerende.

Da Randers Kommune sidste år varslede besparelser, og antallet af supervisionsbesøg blev skåret ned fra hver anden måned til fire pr. år, foreslog Børnehusets supervisor, at personalet skulle uddannes til at passe på sig selv og hinanden. De skulle skabe rum til at snakke om det, der er svært.

Med 1,2 millioner kroner i støtte fra Forebyggelsesfonden blev der uddannet syv trivselsmedarbejdere, som alle kan gå til og få vendt en situation, et barn, besværlige forældre eller en frustrerende oplevelse. Og alle blev introduceret til 'kollegial respons', hvor problemstillinger kan behandles på møder, hvor en kollega styrer processen, og resten af afdelingen lytter og spørger ind.

En del af oprustningen på trivselsfronten gik til forløbet med hestene. Her har de ansatte fra Børnehuset øvet sig i at styre og være tydelige sammen med hesten.



Hestepædagogik. Heidi Jakobsen går med beslutsomme skridt rundt og rundt med hesten en meter bag sig. Så vender hun sig om med blikket direkte på den. Hun strækker armene ud til siden og står som et solidt kors plantet i jorden foran det 400 kilo tunge flugt- og flokdyr. Men ponyen ignorerer hendes stopsignal, stikker hovedet ind under hendes ene arm og forsøger at traske videre.

»Hov, hov,« siger Heidi Jakobsen og skubber hesten tilbage med sin kropsvægt.

Hun mener det. Hertil og ikke længere.

Pædagoger, medhjælpere og ledere fra Børnehuset Jennumparken har tilbragt en hel kursusdag med hestene. Formålet er at skabe bedre trivsel og mindre stress og sygefravær. Hesteøvelserne er lavet ud fra den enkeltes selvvalgte fokuspunkt. Det kunne være dårlig samvittighed over at sige nej, frygten for at fejle eller ikke at være god nok. Nogle har skullet få hesten til at følge efter sig, andre få den til at løbe rundt i manegen, bakke eller stoppe.

»Heste reagerer ud fra instinkt. De reagerer på signaler og kan afkode vores intentioner, inden de bliver til tanker. Det bliver ekstremt tydeligt, hvad vi signalerer med vores krop. For de lytter ikke til de ord, der kommer ud af vores mund, men til, hvad vi siger med kropssproget. Hvis vi udstråler, at vi ikke har styr på situationen og tvivler på os selv, stoler de ikke på os, men tager over,« forklarer Birgitte van der Burg.

Heidi Jakobsens næste opgave er at få hesten til at bakke. Hun står foran den, træder et skridt frem og svinger med små bevægelser tovet mod hesten og prøver at signalere 'gå væk!'. Den virrer med hovedet, kigger til siden, snuser til sandet, men bevæger ikke hovene en millimeter.

Øvelsen går blandt andet ud på at få folk ud af det private rum igen, hvis nogen – for en leder, en kollega eller en vred forælder – braser ind og overskrider pædagogernes personlige grænse. Øvelsen er svær. Ligesom det er svært at få folk ud af ens intimsfære, når først de er trådt derind. Især hvis man tøver, og kroppens sprog ikke bakker op om det, man siger.



Følgeskab og lederskab. Medarbejderne fra Jennumparken har også været igennem en øvelse om samarbejde. De kalder det 'lederskab og følgeskab'. Opgaven gik ud på at få gennet hesten ind i en cirkel lavet af et tov på jorden. Hver gruppe fik to minutter, og ingen måtte sige noget. Hvad gør man så? Så er det bare med at følge den, der tager det første initiativ.

»Vi fik hesten ind i cirklen på 30 sekunder,« fortæller Heidi Jakobsen stolt og begejstret.

»Pointen med 'lederskab og følgeskab' er at bakke hinandens initiativer op og acceptere, at nu gør vi det på den måde i stedet for at bremse ved at spørge: 'Hvorfor gør vi ikke sådan eller sådan?'. Det sparer mange diskussioner og spildtid, fordi opgaven hurtigt bliver løst. Så kan man altid diskutere bagefter, om opgaven skal løses anderledes en anden gang,« forklarer Heidi Jakobsen.

»Vi har fået fælles sprog. Vi har alle sammen hørt det samme. Det, at vi har fået en fælles viden i hele huset, er super fantastisk.«

Tilbage står nu den afsluttende stresstest og APV, som skal sammenlignes med tilsvarende test, fra før forsøget gik i gang for halvandet år siden. Uddannelsesforløbet slutter i oktober, og resultatet er endnu uvist i forhold til reducering af sygedage og stress. Men den negative tone er forsvundet, dagligdagen glider lettere, og fokus er på løsninger i stedet for problemer.



Vi er blevet bedre til at sige pyt

»Dagligdagen glider faktisk lettere nu. Vi får løst opgaverne hurtigere og mere præcist på grund af lederskab og følgeskab. Tiden har altid været en faktor for os, og den kommer jo i spil med det her, for vi sparer faktisk tid ved at arbejde på den her måde, og det giver ikke dårligere løsninger. Vi er blevet mere løsningsorienterede. Der er ikke den samme tendens til, at man falder i og snakker problemer. Jeg tror, vi er blevet bedre til at sige pyt. Det er jo heller ikke alting, man kan og skal gøre noget ved. Det her er også personlig udvikling. Man lærer meget om sig selv. Man bliver virkelig opmærksom på, hvor vigtigt det er at være nærværende.«

Lone Harbo, pædagog og tillidsrepræsentant



Det var helt fantastisk

»Det var en virkelig stor ahaoplevelse bare at gå ind til den hest. Første gang havde jeg det ikke så godt med det. Så skulle jeg bakke væk, indtil det var okay. Jeg blev spurgt, om jeg kender det fra andre ting, og det måtte jeg jo indrømme, at jeg gjorde. Når jeg får en opgave, så tænker jeg, at det kan jeg godt og gør, som jeg bliver bedt om og glemmer at mærke efter, om jeg egentlig har det okay med den opgave. Bagefter skulle jeg have hesten til at bakke og stod så der med en kæmpe krikke og et tov. Men jeg fik den til at bakke en gang, to gange, tre gange og fire. Så blev jeg spurgt: 'Hvorfor skal du have den til at bakke fire gange, før du er tilfreds? Kender du det med at skulle overgøre ting?' Ja, det gjorde jeg jo. Så det, jeg har fået med, er en bevidsthed om, hvor min grænse går. Det handler om, hvad jeg siger ja og nej til og om at mærke efter. Det var virkelig en øjenåbner. Hesten spejler det, der sker i mig. Det var helt fantastisk.«

Heidi Jakobsen, afdelingsleder