TEMA: DYR I PÆDAGOGIK. Molly skælder aldrig ud

Molly er den nyeste medarbejder i Børnehuset Buen – og så er hun en hund. Alligevel har hun masser at bidrage med i børnehusets hverdag.

Mylder. Det er, hvad der er, når man træder ind ad døren til Børnehuset Buen i Hillerød. På gangen leger en lyserød og en blå pige fangeleg med den lille hund Molly. I det tætpakkede køkken sidder et par børn og medarbejdere bænket til en sen frokost. I stuen slænger et par større piger sig i sofaen, mens to små drenge spiller computer. Lokalerne summer af hyggesnak og latter.

Det er hverdag i Buen, og børnene er lige kommet fra skole. Nu skal eftermiddagen og aftenen spenderes i selskab med Buens personale, der står for lektielæsning, aftensmad og koncentreret hygge. I Buen kan børn fra familier, der har brug for hjælp til at få hverdagen til at fungere, komme to gange om ugen. Buen fungerer som børnenes andet hjem, og derfor besluttede personalet i foråret at anskaffe sig hunden Molly.

»For mange af børnene her er der hverken plads eller overskud til at have dyr i hjemmet. Her er der både tid og plads, og mange af børnene havde i lang tid plaget om at få et dyr,« fortælle pædagog Tina Sylvest.

Molly blev derfor importeret fra et hundeinternat i Grækenland med det formål at kunne indgå i hverdagen i Buen. Buens leder Gitte Jørgensen ejer Molly, men i Buens åbningstid er Molly alles hund.



En ekstra medarbejder. Molly kan supplere medarbejderne og give børnene endnu flere gode oplevelser og mere nærvær.

»Molly er krammedyret. Molly er den, man kan læne sig op ad og finde varme og ro hos, når man er allermest ked af det. Molly skælder aldrig ud. Molly kan man hviske til. Molly sladrer ikke og siger heller ikke en imod, den dag, hvor man synes, alle har været ude efter en,« siger Tina Sylvest.

Mange af børnene i børnehuset har næsten intet netværk og har oplevet masser af nederlag i skolen og institutionen.

»De her børn har det ofte svært i skolen. De har ofte få venner og er dem, der kun til nød bliver valgt i legen. Måske får de lov at være mormor fra Jylland eller potteplanten,« siger Tina Sylvest.

Derfor synes Tina Sylvest, at det at have en hund er en gevinst for en institution, der beskæftiger sig med udsatte børn og unge.

»Hunden er ligeglad med, om du er god i skolen, om du taler rent eller stammer, eller hvad der ellers kan være i vejen. Hunden fortæller ikke de hemmeligheder, du ellers aldrig vil fortælle til nogen, videre. Den er ukritisk og giver dig opmærksomhed og nærvær, hvis du ellers behandler den ordentligt,« siger Tina Sylvest.



Den populære pige. De to piger, der legede fangeleg på gangen, har bortført Molly ind på Buens mest lyserøde børneværelse. Godt pakket ind i pige-pink puder, lyskæder og en noget alternativt sammenklappet sovesofa er hun 'hovedpersonen' i deres bygge hule-leg.

»Børnene skaber legen omkring Molly. Hun er god til stafetløb og boldspil, men kan altså også bruges, når man bygger huler. Da vi fik Molly, ville alle være venner med hende. Lidt ligesom den populære pige i klassen eller den nye mooncar,« siger Tina Sylvest.

For ikke at overbelaste den lille hund har medarbejderne snakket med børnene om, hvordan de skal omgås hunden. Og lærer man at forstå, hvordan man skal begå sig over for den, kan det hjælpe til også at forstå, hvordan man skal begå sig sammen med mennesker.

»Vi siger til børnene: 'Prøv lige at se, hvad hun gør nu. Det er lige før, hun sidder på Molly. Kunne du tænke dig det, hvis du var Molly?' Når man taler om, hvad der er godt for hunden, er det nemt at tænke: Hunden kan ikke lide det, jeg kan ikke lide det, så kan dem i skolen nok heller ikke lide det,« siger Tina Sylvest.



Pædagogisk bonus. Tina Sylvest understreger, at Molly ikke er en terapihund. Molly er i Buen for at styrke fællesskabet og fornemmelsen af hjemlighed. At hun kan bruges pædagogisk, for eksempel som 'det fælles tredje', er blot endnu en fordel ved at have hende i Buen.

»Når man går tur sammen med Molly og et af børnene, er det hunden frem for barnet, der er i fokus. Det gør det nemmere for barnet at åbne op og fortælle om ting, som barnet måske ikke ville fortælle om, hvis man spurgte det direkte,« siger Tina Sylvest.

»Uden dyret som 'det fælles tredje' ved barnet godt, at hvis vi voksne foreslår at gå en tur, så er det nok fordi, der skal snakkes om noget alvorligt.«



Et anderledes dyresyn. Pigerne fra hulen har taget Molly med ud i stuen. Her har en af Buens store piger et par klassekammerater på besøg, og også blandt dem er Molly et hit. Hun bliver båret rundt, klappet og krammet, men ikke alle børn, der besøger Buen, er lige så begejstrede for Molly.

»For nogle børn, for eksempel fra muslimske familier, har det krævet en forandring af deres hundesyn, at vi har fået Molly. De er vant til at være bange for hunde og forventer, at hunde knurrer og bider,« siger Tina Sylvest.

»Nogle børn græder og skriger, når de kommer her, fordi de er bange for Molly. Men når de har været her lidt, siger de ofte: 'Jeg bryder mig altså ikke om hunde, men jeg kan godt lide Molly',« siger hun.

Medarbejderne i Buen gør meget ud af, at samværet mellem børnene og hunden foregår på hundens præmisser. Derfor sker det indimellem også, at de sætter en stopper for legen med Molly, så hun kan få en pause.

Og det er netop, hvad der sker nu. Pigerne sætter Molly ned på gulvet, og hun lunter straks ind i sin trygge kurv på Gittes kontor. Det er Buens roligste hjørne.



BØRNEHUSET BUEN

Børnehuset Buen i Hillerød er et tilbud til børn i alderen 4-14 år og deres familier. I Buen har hvert barn og dets familie en fast kontaktperson, der følger med i barnets liv sammen med forældrene.

Børnene kan komme i Buen to dage om ugen efter skoletid. Her får de blandt andet aftensmad, hjælp til at lave lektier, et værelse, muligheden for at have venner på besøg, hjælp til at finde en fritidsinteresse og holde børnefødselsdag og ikke mindst masser af omsorg og kram.

Medarbejderne i Buen støtter forældrene i forældrerollen og samarbejdet med barnets skole og institution. Medarbejderne er jævnligt på besøg i hjemmet og hjælper med at få dagligdagen til at fungere.

Buen arrangerer ture og aktiviteter både for enkelte børn og enkelte familier og fælles for alle Buens brugere.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.