TEMA: DYBDE, INSPIRATION OG INFORMATION. Endelig faldt formen på plads. Børnene blev som smør

Også vuggestuebørn kan få glæde af at finde ro i naturen. Det viser erfaringer fra Børnehuset Hjortholm i Lyngby, som har deltaget i Pernille Hedes kursus ’Ro i naturen’.

Lene Demsitz, som er pædagog på en stue for vuggestuebørn, blev inspireret af Pernille Hedes idéer, så de små også kunne komme ud for at finde ro og fordybelse.

»Men nogle af legene kunne vi ikke bruge, fordi børnene var for små. Derfor kørte jeg videre med mit eget koncept,« for­tæller Lene Demsitz, som tog på tur med en pædagogmedhjælper og fire børn.

På to Christiania-cykler drog de afsted med skiftetøj, mad, fiskenet og andet godt. Hun fandt hurtigt ud af, at det ikke var nødvendigt at lave det hele på ægte spejdermanér, så den presenning, som børnene sov middagslur under på de første ture, blev afløst af pop-up-telte, der kan rejses på få sekunder.

Det gav nogle fantastiske dage i det fri, hvor børnene nød naturen og den ekstra opmærksomhed.

»Men det kræver flere ressourcer, hvis det skal lykkes. Hvis vi bare havde vores almindelige normering, ville vi i vuggestuen aldrig være kommet ud,« siger Lene Demsitz.



Ekstra timer og ro. For at finde de ekstra ressourcer måtte pædagogerne arbejde lidt mere, når der var ’Ro i naturen’. Men pædagogerne rokerede selv rundt på deres arbejdstider, så det passede med projektet. Hjortholms leder, Tina Jurin Petersen, fandt en vikar, når pædagogerne efterfølgende skulle afspadsere. I alt er der brugt 20 timer til vikardækning for at få kabalen til at gå op.

Prioriteringen af projektet drejede sig ikke kun om at sætte ekstra timer af, fortæller Kirsten Clement Jensen, pædagog på en stue for børnehavebørn.

»Når vi skulle have ’Ro i naturen’, skulle jeg kun koncentrere mig om de børn, jeg skulle have med. Vi var helt skarpt opdelt, og jeg havde fuldstændig fred til kun at forholde mig til min opgave den dag,« siger Kirsten Clement Jensen.



Som smør. Tingene faldt ikke i hak med det samme. Først skulle pædagogerne, der skulle være med i projektet, på tre ture med Pernille Hede, hvor de lige skulle lære legene og arbejdsmetoderne at kende. Men da det havde bundfældet sig, og gruppestørrelsen var reduceret, skete der noget.

»Der faldt det på plads. Der blev det virkelig, så man tænkte ’wow’. Det var så fantastisk, så dejligt, skræmmende dejligt. Og børnene var som smør,« siger Kirsten Clement Jensen.

Når de er på ’Ro i naturen’-tur, så følger de slavisk de lege, de har lært, fortæller Kirsten Clement Jensen.

»Men vi iscenesætter det ikke, så børnene skal mærke efter hos sig selv. Vi arrangerer lege, og så bliver der ro over dem, og de falder i fordybelse,« siger hun.



Roen breder sig. Og forløbet har sat sine spor hos børnene.

»Fra at være en gruppe, der sjældent kunne finde ud af at være stille sammen, er det nu ikke unaturligt at være stille sammen. Det har givet en yderligere dimension på deres samvær,« siger Kirsten Clement Jensen, der også selv har ­fundet ud af, at roen kan brede sig.

»Når jeg beslutter mig for selv at være i ro, har det en betydning for de andre. Det breder sig. De dage, hvor vi havde ’Ro i naturen’, havde vi kigget på hinanden alle sammen og sagt: ’Vi skal være helt rolige. Vi bevæger os langsomt, vi forholder os langsomt, vi gør alting langsomt, vi skal ikke nå noget, vi har ekstra timer’. Det gjorde, at der var mere ro,« siger hun.

På Hjortholm leger de stadig nogle af legene, når de er hjemme i institutionen. Især en blinkeleg er populær. Den bruger de til frokost, når børnene skal hente madpakker.

»Børnene bliver helt stille. De har så meget fokus,« siger Kirsten Clement Jensen.