TEMA: DYBDE, INSPIRATION OG INFORMATION. Eksperter jubler. Interessen kommer som sendt fra himlen

En hektisk hverdag med mobiltelefoner og iPads i overbefolkede institutioner har gjort ro og fordybelse til en stor mangelvare. Men nu er en bølge af forandring ved at skylle ind over Danmark. Mange daginstitutioner griber til pædagogikken for at skabe ro for børn og voksne i en stakåndet hverdag, hvor børnene ikke har plads og fokus nok til at finde fordybelsen i legen.

Familievejleder Lola Jensen glæder sig over, at ønsket om ro og nærvær nu ser ud til at brede sig.

»Det nye sort er nærhed og fordybelse. Jeg tror, mange pædagoger har ventet på, at det skulle komme. Det kommer som en gave fra himlen,« siger Lola Jensen, der jævnligt har sin gang i daginstitutioner som foredragsholder eller supervisor.



Urokultur. Behovet for ro og nærhed er blevet mere presserende de seneste år, hvor smartphones og tablets som iPads næsten er blevet allemandseje. ’Gadgets’, kalder Frans Ørsted Andersen dem. Han er lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet, hvor han blandt andet forsker i trivsel og livskvalitet på det pædagogiske felt.

»Vi har fået en urokultur, fordi folk ikke har lært at bruge gadgets og medier på en hensigtsmæssig måde. Folk render rundt med apparaterne, ikke alene tændt, men de skøjter rundt på dem. Vi har fået alle de medier og muligheder til at gøre alt muligt, men vi har ikke fundet ud af at rive stikket ud og bruge dem mere hensigtsmæssigt,« siger Frans Ørsted Andersen.

Urokulturen er ikke forbeholdt privatlivet.

»Jeg har været ude i børnehaver og skoler, hvor stort set alt personale sidder eller går foran en skærm. Børnene er lige foran dem, men deres egne tanker og opmærksomhed er inde i en skærm,« siger Frans Ørsted Andersen.

»Når vi snakker ro, fordybelse, koncentration, så er der et problem her,« tilføjer han.



Kommunale krav. Teknologien er så omfangsrig og allestedsnærværende, at der er grund til bekymring, fastslår Frans Ørsted Andersen.

»Omvendt tror jeg, at det er let at gøre noget ved det. Det behøver ikke betyde voldsomme indgreb at lære at tackle det. Men det er godt for børn og unge at lære at tackle det i institutionerne. Og for de ansatte.«

Man kunne begynde med at indføre spilleregler for, hvornår og hvordan man må benytte gadgets, og man kan indrette steder i både institutioner og skoler, som er no-gadget-zoner, foreslår Frans Ørsted Andersen.

Men det er ikke kun de elektroniske gadgets, der forhindrer fordybelsen. Også kommunale krav om at måle pædagogers og børns præstationer og ­effektivitet presser pædagogerne og tager tiden fra roen, mener familievejleder Lola Jensen.

»Hvis du skal dokumentere hver dag, hvis der skal køre et rullende fotoshow, som skal vise, hvad du har foretaget dig med børnene, hvis du skal kontrollere, om du har været alle intelligenserne igennem, og om du har været rundt om alle læringsmulighederne, så kan du komme til at tabe dit hoved lidt, og hjertet kan ikke følge med,« siger Lola Jensen.



Uegnet til nærvær. Der er også for lidt fysisk plads og for mange børn i de fleste institutioner, og normeringen halter, mener eksperterne.

Samtidig er de fleste institutioner bygget i slutningen af 1990’erne og starten af 00’erne.

»De er fuldstændig uegnede til nærvær,« fastslår Lola Jensen.

Mange er indrettet med en stor sal i midten og stuer med skydedøre, så institutionen kan laves om til et enormt lokale.

»Pædagogerne kæmper. De køber reoler, så det bliver lidt labyrintagtigt, hvor børnene kan sidde bag reolerne og lege i ro,« siger Lola Jensen, der nyder at komme i de daginstitutioner, som er indrettet, så børnene kan lege i små grupper.

»Hvis jeg var pædagog i en børnehave, ville jeg søge hen mod skærmede forhold med en mindre gruppe børn. De voksne kan jo heller ikke klare det. De er også ved at bukke under for et åbent miljø,« siger hun.

Frans Ørsted Andersen håber, at der vil blive set mere på det fysiske rum i de kommende år.

»Mange af vores institutioner er ikke indrettet på den nye virkelighed. Vi skal se på, hvordan vi indretter vores lokaler til børn og unge, når vi på den ene side gerne vil opprioritere it og medier, og på den anden side skal skabe plads til ro og fordybelse uden medier,« siger Frans Ørsted Andersen.

Han påpeger, at der er mange forsøg i gang med indretning, men at det er så nyt, at forskningen endnu ikke kan konkludere, hvad der virker.



Skal restituere. Lola Jensen glæder sig over, at pædagoger nu forsøger at give børnene mere ro, for det har de brug for.

»De børn, jeg møder i dag, har en overophedet frontallap. Den skal nedkøles, og den bliver nedkølet ved langsom tid,« siger Lola Jensen.

For mange indtryk og for højt tempo er med til at ophede frontallappen. Derfor er det oplagt at give børnene mulighed for at restituere sig og sortere i indtrykkene, for eksempel ved at lade dem ligge og slappe af og høre en god historie.

»De behøver ikke at sove, de skal bare ligge og restituere med noget langsom tid,« siger Lola Jensen, der hellere så, at pædagogerne tog børnene med til stranden.

Det er ikke nødvendigvis let for pædagogerne at give børnene ro, påpeger hun.

»For så vil personalerne blive mistænkt for, at de bare gør det for at gøre jobbet lettere for sig selv. Og der er jo ikke noget læring i det. Pædagogerne skal leve op til fuldstændigt forskruede læringsmål,« siger Lola Jensen.



Gode aktiviteter. Frans Ørsted Andersen anbefaler også at ty til gode gamle aktiviteter af praktisk, musisk eller æstetisk karakter, hvis man vil give børnene lidt ro.

»Vi ved, at bevægelse og sanselige oplevelser samler vores tanker. Vi har alle lettere ved at koncentrere os, når kroppen og sanserne kommer med. Hvis du bare skal sidde i et rum og lytte eller læse, er det sværere at skabe ro, men hvis vi har sanseindtryk, materialer eller er i naturen, så kommer roen naturligt til os,« siger han.

Det kan også være svært at finde tid og plads til at ligge på gulvet og slappe af.

»Hvis man er i en børnehave med dårlig normering og dårlige lokaler, kan det være svært at organisere det og få rullemåtterne ud,« siger Frans Ørsted Andersen.



Voksnes stress. Den bølge af yoga, meditation og mindfulness, som rammer institutionerne, har Frans Ørsted Andersen også lagt mærke til.

»Det er en rigtig god idé, at man vokser op med koncentrationsteknikker. Det viser forskningen, at vi alle sammen har glæde af,« siger Frans Ørsted Andersen.

Men man skal overveje, hvor små børn man sætter til at lære voksenteknikker som mindfulness, yoga og meditation, påpeger han.

»Det kommer fra voksenverdenen, og børnenes naturlige aktivitet er leg og spil,« siger Frans Ørsted Andersen.

Han fremhæver undersøgelser, der viser, at børn i indskolingen kan have glæde af at lære teknikkerne, og at det har endnu bedre effekt, når børnene kommer i 3.-4. klasse.

»Men i børnehavealderen er jeg mere usikker på, hvor meget man skal presse på med at lære børn koncentrationsteknikker. Fra pædagogisk hold har der været betænkeligheder ved, at voksenverdenens stresstænkning kommer ned i børnelivet,« siger han.

Til gengæld er der ingen tvivl om, at det er godt for pædagogerne at få pauser med mindfulness, fastslår Frans Ørsted Andersen

»Men for mange børn i daginstitution kan det være lige så afstressende at gå en tur i skoven som at ligge på en rullemåtte og lave øvelser,« siger han og peger på et ophold i sandkassen eller i et værkstedsrum som noget, der også giver ro i små hjerner.



Nej til afslapning. Men der er måske grund til at være forbeholden over for al den ro og stilhed, som pædagogerne intro­ducerer børnene for. Det mener Jeanett Bonnichsen, psykolog og direktør i Center for Stress og Trivsel.

»Det er rigtig fint at introducere afslapning som en metode, man bruger en gang imellem, men det skal ikke være noget, børnene skal påduttes. Vi voksne kan aktivt søge det, for børnene bør det kun være et tilbud,« siger hun.

Hun er også lidt forbeholden over for børne-yogaens stigende popularitet.

»Jeg håber, det bare er for at introducere det som en leg, at man laver børneyoga, så det bliver en mulighed senere i livet,« siger Jeanett Bonnichsen, der ofte møder stressede pædagoger på Center for Stress og Trivsel.

Hun undrer sig ikke over, at det kan være svært for pædagogerne at skabe ro.

»For det er ikke naturligt for børn at være helt stille, når de er flere sammen. Så vil det være helt naturligt for dem at gå op i gear,« siger Jeanett Bonnichsen.



Børn larmer jo. Hun kan godt forstå, at pædagogerne synes, at der er for meget larm og for lidt plads i institutionerne.

»Det er det, der er problemet så. Børn larmer naturligt. Problemet er, at man propper for mange unger sammen, så de er nødt til at råbe højt,« siger hun.

Det problem kan man angribe fra to fronter: Man kan gøre politikerne opmærksomme på, at der er for mange børn i institutionerne. Og man kan dele børnene op i mindre ­grupper, så der ikke er ’så sindssygt mange børn sammen’, som hun siger.

»Det er unaturligt at tro, at børn bare kan være stille. Men hvad skal de stille op i institutionerne, når betingelserne er vanvittige,« siger hun.



Vidste du at ...

● For et år siden var der solgt over to millioner tablets i Danmark.

● Op mod 90 % af de danske børn har adgang til en tablet i hjemmet.

● Flere end 90 % har adgang til en smartphone.

● 30 % af de 3-6-årige har deres egen tablet.

● 53 % af de 7-12-årige har deres egen tablet.

● De 7-12-årige bruger mere tid på smartphone, tablet og computer tilsammen, end de bruger på tv.

Kilde: rapporten ’Medieudviklingen’ DR Medieforskning.



Om eksperterne



Lola Jensen

Familievejleder og supervisor. Uddannet socialpædagog. Forfatter, debattør, foredragsholder. Holder ofte foredrag i daginstituioner og på skoler, både for forældre og personale.



Frans Ørsted Andersen

Lektor, Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet. Forsker i pædagogik, læring og filosofi, herunder også trivsel og livskvalitet. Forfatter til bogen ’Flow og fordybelse’, som blandt andet handler om flow-processer i børnehaven.



Jeanett Bonnichsen

Psykolog og direktør i Center for Stress og Trivsel. Holder blandt andet foredrag om stressforståelse og stresshåndtering i arbejdslivet og familielivet, psykisk arbejdsmiljø og børn og stress.