TEMA. Du fortryder jo ikke tiden med dine børn

I sine 17 år som pædagog har 49-årige Lisbeth Winther Nielsen aldrig arbejdet fuldtid. Hun tror heller ikke, at hun kommer til det.

»Jeg er blevet tilbudt at gå op i tid, men har sagt nej. Det er ikke det værd,« siger hun.

Som nyuddannet pædagog var hun også nybagt mor, og det passede hende derfor fint at starte i faget på 32 timer, så hun kunne hente sin søn tidligt fra vuggestue.



»Han har fra fødslen haft særlige behov. Han kunne ikke holde til lange dage i institution, og han havde stadig brug for korte dage i SFO-alderen. Så det faldt naturligt at blive på deltid,« fortæller Lisbeth Winther Nielsen.

Sønnen har autisme, og selvom han nu er fyldt 18 år, bor han stadig hjemme. Mens far er på fuldtid, arbejder Lisbeth i dag 28 timer om ugen som børnehavepædagog i Børnehuset Kildespring i Herlev.



»Jeg kan undgå faste lukke- og åbnevagter, og jeg har kun en enkelt sen dag. Jeg er glad for stadig at kunne være der for min søn. Det ville være mærkeligt for mig være hos andre folks børn, når mit eget barn har brug for mig. Vi pædagoger ved alt for godt, at mange børn og unge i dag savner nærværende voksne,« siger hun.



Undgår nedslidning. Tre ud af fire deltidsansatte pædagoger har selv valgt deltid. Og ligesom Lisbeth vælger mange lavere arbejdstid for at sikre balance mellem familie- og arbejdslivet. Det siger 65 procent af de deltidsansatte pædagoger i en BUPL undersøgelse fra 2017. Andre vægtige grunde er ønsker om mere fritid samt højt arbejdspres.

Lisbeth har ingen særlig fritidshobby, hun vil pleje, og hun føler heller ikke, at arbejdet på 28 timer om ugen er for presset. Men hun kan sagtens følge de pædagoger, der vælger deltid på grund af arbejdspres.



»Arbejdsmiljøet i en daginstitution kan være stressende, hvis der er for få voksne til for mange børn, eller hvis mange børn er udfordrede. Jeg arbejder meget med inklusion, og hvis jeg en uge har arbejdet fuldtid, fordi jeg har vikarieret for kolleger, har jeg følt mig fuldstændig drænet for energi. Man bliver både fysisk og psykisk træt. Derfor er det ikke alene for at kunne være noget for familien, når jeg kommer hjem, men også for i det lange løb at undgå nedslidning, at jeg bliver på deltid,« siger hun.



Hun har stadig 19 år tilbage på arbejdsmarkedet, inden hun kan gå på pension.

»På fuldtid ville jeg ikke kunne holde så længe,« siger Lisbeth Winther Nielsen.



Omkostninger. På deltid sparer Lisbeth kræfter, men hun kan til gengæld ikke spare meget op til sin pension.

»Deltid er godt givet ud på familiefronten, men det har omkostninger,« erkender hun.

Hendes mand er ingeniør og tjener nok til, at familien kan klare sig med mor på deltid, men der har da været afsavn.

»Vi bor til leje i et rækkehus og har måttet prioritere. Men med den løn, jeg får som pædagog, kan det ikke betale sig at arbejde mere i forhold til den værdi, det giver mig at være hjemme,« siger Lisbeth Winter Nielsen.



At det er Lisbeth og ikke hendes mand, der er på deltid, skyldes ikke mindst, at hendes pædagogløn er lavere end hans ingeniørløn.

»Hvis min løn som pædagog havde været ligeså høj som min mands, havde det muligvis været ham, som gik hjemme, og mig der tog flere timer på arbejdsmarkedet. I pædagogfaget er der bare mange kvinder, der er lavere lønnet end deres mænd med job i andre fag. Derfor bliver det tit os pædagoger, der går på deltid,« siger hun.



Fortryder ikke. Lisbeth har også oplevet, at der er ligestillingsmæssige konsekvenser af deltid i forhold til arbejdsdelingen hjemme.

»Tit er kvinden på deltid, og når man er på deltid, hængre man lidt mere på vasketøjet, henter børn og bestiller tid til barnets bøjleretning ved tandlægen,« siger hun.

Hverken tandlægebesøg eller børnehentning får Lisbeth til at fortryde sin deltidsstilling.

»Inden man får set sig om, er børnene store. Den tid, du bruger med dine børn, fortryder du aldrig. Omvendt fortryder mange at have arbejdet for meget,« siger hun.



Hvis nu lønnen var højere og arbejdsmiljøet bedre, ville du så gå op i tid?

»Jeg ville overveje at gå op til de 32 timer, som jeg startede på, men fuldtid er for hårdt.«

Lisbeth ser frem til, at der indføres minimumsnormeringer i daginstitutioner, da det kan sikre flere personaletimer til bedre arbejdsmiljø. Hun foretrækker, at bedre normeringer gives ved at ansætte endnu flere deltidsansatte kolleger.



»Bliver en fuldtidsansat syg, rammer det hårdere, end hvis der mangler én på deltid. Og ofte er der mere brug for flere hænder midt på dagen, end at nogen kan blive længere. Men om det bliver på den ene eller den anden måde, er der i hvert fald brug for gode minimumsnormeringer,« siger hun.